De danske doom darlings

Vi har flere gange omtalt Katla som Danmarks mest folkelige doomband. Om det skyldes sloganet “Kærlighed og Satan” eller de mange bajere, de har delt ud gennem tiden til publikum, melder historien ikke noget om. Men vi ved, er, at bandet i sin levetid har leveret god, gedigen doom. Det er med massevis af tyngde, og de har altid haft et højt bundniveau live. I år udgav de langt om længe debutalbummet Scandinavian Pain, hvor de satte en stor fed streg under, at de er et af de allerbedste doombands på den danske scene. Men en ting er at være vellidt i Danmark og sandt folkeeje her, noget andet er at skulle være det i Polen? Kunne tre mænd, en masse bajere og lidt kærlighed og Satan overvinde Gdansk?

Miłość i Szatan

Temperaturen og fugtigheden begyndte at nærme sig det utålelige ved Sabbath Stage, få minutter før Katla skulle overtage, der hvor Embla slap. 

Bandet startede med en sand klassiker, “Warmongering Luciferians”, og det stod klart fra start, at de ikke var kommet for at levere dagdriveri. Rasmus Bang baskede tønderne, som de skyldte ham penge, og han var en inkasso, der skulle opkræves via vold. Dette var, mens både guitarist Marc Lennart Christensen og bassist Theis Roed Stenbjerg var i fuld bevægelse.

Da nummeret var ovre, spurgte Bang, om det regnede udenfor. Hertil råbte en polak: ‘Yes’. Bang var hurtig og kæk og svarede: ‘Nice!’ De slog derefter over i nummeret “Black Echo” fra split EP'en med Czar. Der var generelt høj tænding fra trioen, og Christensen og Stenbjerg bevægede sig endnu mere rundt end sidste gang, jeg overværede dem live. Synergien virkede perfekt på scenen. Dette kombineret med tunge takter, som leveredes med hidsig entusiasme, fik hurtigt forreste halvdel i salen til at headbange i takt.     

Bang fortalte, inden de spillede “Dead Lover”, at han i går havde fået en øl med Åkerfeldt, og han grinte lidt af, at han havde advaret svenskeren om, at de altså var et ret tungt band ‐ det er jo en metal festival, så alle bands er tunge. Han sagde derefter, at det ikke ligefrem er Bloodbath, men det her var altså deres musik, hvis han var til stede.

Herefter gav de sig i kast med “Dead Lover”, som fungerede upåklageligt live, særligt givet dens repetitive (på den gode måde) omkvæd, der gjorde det nemt at råbe med ‐ noget de forreste par rækker også endte med at gøre. Publikum kvitterede efter sangens ophør med at råbe ‘Katla’ i kor.

Bang bad også, om de kunne få en crowdsurfer i løbet af næste sang, som skulle vise sig at være fanfavoritten “Satan”. 

Mens bandet fik hele salen til vugge i takt til de tongstunge rytmer, så fik en lille enhed af polakker faktisk smidt én op, som crowdsurfede hen over barrieren. Efter herlighederne var slut, konstaterede Bang, at der var en del danske tilskuere til stede, og han spurgte, om de skulle afslutte sættet med en ny sang eller noget gammelt. Der blev straks råbt ‘old shit’, hvorefter bandet satte gang i den sidste energieksplosion på scenen og blandt publikum med “Dragonlord”.

Der var masser af jubelbrøl, da koncerten sluttede, mens undertegnede kunne konstatere, at selvom regnen var ophørt udenfor, så var salen forblevet fyldt. Det var blot et bevis på, at Katla virkelig fangede folks opmærksomhed, og de havde med 100 % sikkerhed fået sig en række nye fans denne eftermiddag. 

Katla i fuldt udbrud

Hvis man er i tvivl om den danske scenes kvalitet, og hvorvidt den var god til udlandet, så skulle man have været forbi Mystic Festival denne dag. Katla beviste, at deres rock‘n’rollede doom fungerede fortrinligt langt væk fra andedammen. Derudover var det også rart at få oplevet nogle af Katlas nye sange live og konstatere, at der virkelig var mange gode elementer i dem, særligt den fængende sangskrivning. Energien smittede af på polakkerne, som belønnede Katla med deres hengivenhed. Det er ikke svært at forstå, hvorfor doomtrioen efterhånden er blevet folkeeje i de danske metalkredse. 

9/10