Interview med Katla

Katla bandbillede. Fra venstre er det Marc Christensen (guitar), Rasmus Bang (trommer, vokal) og Theis Thorgersen (bas, vokal)

Den 21. marts 2025 var dagen, hvor Katlas længe ventede debut i fuld længde endelig så dagens lys. Vi fangede Theis og Rasmus fra bandet til en snak om blandt andet forventningspres, hvad mayaerne har tilfælles med skandinaverne, og hvordan det er at være det – måske – mest folkekære doom-band på den danske metalscene.

Tillykke med pladen og tak, fordi I tog jer tid til at snakke med os. Hvis der nu skulle være nogen af læserne derude, der ikke er på fornavn med jer, kan I så for god ordens skyld ikke lige sige, hvem I er, og hvad jeres rolle i bandet er?

Rasmus: Jeg hedder Rasmus Bang. ‘Bang’ bliver jeg tituleret, og jeg spiller trommer og synger i Katla.

Theis: Jeg hedder Theis Thorgersen, og jeg spiller bas – og synger også lidt.

I har nogle år på bagen efterhånden og har opbygget jer et godt ry og en pæn fanskare. Hvordan har det været at skulle udgive et debutalbum med det forventningspres, der uundgåeligt er opstået? Hvordan har det været at leve op til, hvis det altså er noget, I har følt?

Rasmus: Det ligger jo sådan, at Theis kommer jo faktisk først med i Katla på den her udgivelse. Eller det passer ikke. Theis har spillet nogle stand-in-jobs for Katla, så han har været med i ånden. Men altså på papiret er det jo den første, han er med på.

Jeg tror faktisk, du er den første, der spørger om, hvordan vi har håndteret presset om at skulle udgive et debutalbum, og jeg tror simpelthen ikke, at vi har lagt mærke til, at der har været noget pres. Ellers har vi i hvert fald ikke ladet det gå os på. Jeg tror, at vi har ventet, til vi var modne til det. Jeg ved ikke, om det er en jysk ting, at vi bare må se, hvad folk synes om det. Jeg tror ikke, at tanken har været, at der var noget, som blev forventet. Jeg ved godt, at når et band vælger at udgive så mange EP’er, som vi har gjort, så ligner det ikke det naturlige udviklingsmønster, som man er vant til at se i bands. Så har vores måske været lidt længere, lidt mere strakt ud og bredere end de fleste andres, men tiden var bare moden nu, og det var helt klart det, at Theis kom med, der gjorde udfaldet.

Theis: Ja, og jeg vil så lige sige, at jeg ikke tror, at jeg var den eneste faktor, men snakken kom ret hurtigt: Lad os da lave noget ny musik. Faktisk så var vi ude i den situation, at vi egentlig bare ville have startet med “Taurus” som sådan en enkeltstående udgivelse for at vise, at der stadig var liv i Katla. Det var bare fedt, at vi lige har lavet noget ny musik, rystede lidt med fjerene og viste, at vi var i live. Men – i mangel af bedre udtryk – så blev det projekt kapret af, at vi røg ind i en snak med et pladeselskab om en pladeindspilning, som gjorde, at vi næsten et år før udgivelsen havde videoen klar.

Rasmus: Ja, færdigindspillet musikvideo klar og hele baduljen et år, før den kunne få lov til overhovedet at se dagens lys.

Theis: Så det har været lidt svært at sidde med den, men jeg har det også lidt som Rasmus. Jeg synes ikke, vi har været under pres. Jeg tror mere, vi har haft en begejstring over at skulle lave det her album, og det er helt klart kommet i sådan en bryllups-honeymoon-fase for bandet, hvor jeg er kommet ind i bandet, og det er der noget ny, sprudlende begejstring over. Nyt samarbejde, et nyt bekendtskab og alt det der. Så gik det bare forholdsvist stærkt med at få skrevet de første par numre. Det gav os blod på tanden. Så jeg synes heller ikke, at det er, fordi vi har haft sådan et forventningspres. Mere glæden og lysten til at gøre et godt stykke arbejde med det her album.

Rasmus: Den er vi stadig i. Den der honeymoon-fase, der, er vi ikke det?

Theis: Ork, jo. Hvis vi nu skal være helt ærlige.

Rasmus: Det synes jeg, ja. Det kan sgu være, der kommer et album mere lige om lidt.

Det har vi on the record nu! Ej, men det er rigtig dejligt at høre om den her honeymoon. Netop det her med, at du er kommet ind i bandet, Theis. Det var jo ikke lang tid efter koncerten på Copenhell i 2022, at David tog sin afsked med bandet. Hvordan har det været at træde ind i den her rolle?

Theis: Der var ikke så meget at forhandle der, fordi op til første stand-in-job, jeg spillede, kom jeg ud i øveren med drengene efter at have siddet og øvet på nogle sange derhjemme, og så spørger jeg: “Nå, men hvad med Davids vokaldel?”. Så svarer Rasmus bare meget kort og præcist: “Den skal du da tage”. Så var det jo sådan, det var. Det er en ting, som jeg ikke vidste, at jeg gik og havde brug for. Det har bare været enormt fedt at få lov til at prøve kræfter med, og det kan altså noget. Det krævede heller ikke meget. Der var lige lidt læring og nogle broer, der skulle bygges i hjernen i forhold til at spille og synge samtidig, for det er noget tid siden, jeg har gjort det. Men det er jeg egentlig glad for, at de skubbede mig ud i og ikke gav sådan en bagdør, hvor jeg kunne sige: “Nå men, så står jeg bare herovre og spiller bas”.

Det fører mig faktisk videre til næste spørgsmål: Når du, Theis, siger, at du ikke bare får lov til at være ham, der står og spiller bas, men bliver skubbet ud i andre roller, taler det så også ind i den kreative proces hos jer? Kan I prøve at tage os med ind i maskinrummet?

Rasmus: Jamen i forlængelse af det, Theis siger, så var det jo faktisk stand-in-jobs i første omgang. Det var ikke bare en ilddåb. Hvis det nu havde været det, så er det jo en selvfølge, at han skal synge den del eller spille den del for at komme ind og være en del af en treenighed. Men når det så er sagt, så er dynamikken i Katla bare, at det er utroligt vigtigt, at det er meget jævnbyrdigt. Vi går jo også op i, sådan helt lavpraktisk, at vi fysisk også prøver at stå på linje, når vi spiller koncerter for virkelig at gøre det tydeligt, vi er tre medlemmer, der bærer lige meget på en måde, ikke?

Så nej, man bliver ikke skubbet ud til siden som bassist, og det gør man heller ikke som sangskriver i Katla. Det er en meget dynamisk proces nede i maskinrummet, hvor der er plads til alle idéer, følelser, indspark og så videre. På den måde er vi egentlig rimeligt old school, fordi stort set alt, hvad vi skriver af musik, sker i øvelokalet. Der kan sagtens være en idé, en tanke eller et riff forinden vi mødes, men der, hvor det egentlig bliver til Katla, det er helt klart, når vi er sammen og øver. Det er ligesom der, den findes, Katlas lyd.

Så lad os lige komme tilbage til jeres tilgang til udgivelser og den måde, I er kommet frem på. Vi har jo set andre bands i Danmark i nyere tid, sådan som Neckbreakker, som jo også har båret sig selv frem på først og fremmest at spille live. I har så lige tre EP’er med jer i tasken. Har I været bevidste om at være faste i den tilgang, at EP som format kunne bære at skabe et katalog, og så kunne I ellers komme ud at spille en masse?

Rasmus: Altså med Warmongering Luciferians kapitel et og to startede det faktisk bare som ét kapitel. Det handlede for os utrolig meget om at komme videre fra den første EP og vise, at vi ikke bare sidder og ryger bong og prøver at lyde som Sleep – for den første EP er unægteligt utrolig tung og langsom. Det var, som om det var katalysatoren for dannelsen af Katla. Det var den lyd, vi ville, det skulle være den her type musik og så videre. Men så fandt vi jo stille og roligt ud af, at vi var meget mere vilde med alle de inputs, der kom fra andre genrer og bands, vi godt kunne lide, og som vi lod os inspirere af. Warmongering Luciferians måtte ikke blive et album, for den skulle ikke være indikatoren for en retning, som vi ikke nødvendigvis var på vej i. Det var mere for at vise, at sådan noget her vil vi også gerne lave. Så det blev jo også noget med at barbere sangene helt vildt meget ned. Altså jeg tror, der i gennemsnit røg tre til fire minutter af hver sang fra øvelokalet og så ind i studiet.

Det gav så helt naturligt plads til en masse ekstramateriale, der så kunne blive til kapitel to. Det var egentlig helt klassisk, når man lavede en EP i gamle dage. Der var det jo ligesom det overskydende materiale, som man havde fra sin lange udgivelse. Det var meget vigtigt, at de kom som to hurtige udgivelser. Det var også den måde, vi valgte at præsentere det både for pressen, men også for vores fans, at de tilsammen udgjorde en tosidet EP.

Nu nævner du selv det med den retning, musikken bevæger sig i. Den første EP er meget tung, og på Scandinavian Pain er der visse steder, hvor det næsten bliver lidt upbeat. Et nummer som “White Dagger”, som jeg i min anmeldelse kom til at kalde for ‘doom‘n’roll’, er det en retning, vi kommer til at se jer gå mere i?

Theis: Ja, det tror jeg helt klart. Vi har ikke forud for den her udgivelse sagt, at nu skal vi lave numre, der kan knipses lidt friskt til, men har man været til en Katla-koncert, så vil man nok også erkende, at musikken har et vist præg af punk og hardcore i sit udtryk, og den energi har vi enormt stor glæde af at indsprøjte i det her tunge, slæbende doom. Det er jo helt klart et udgangspunkt, der har affødt numre som “White Dagger” og “Dead Lover”. Vi er stadig stemt godt ned, men vi prøver alligevel det her lidt mere rock’n’rollede af, og vi sidder jo netop ikke kun og hører doom dagen lang – det bliver til alle mulige genrer.

Jeg kan ikke engang huske, om vi har snakket om det på noget tidspunkt, men det har bare været en proces uden regler på den her plade. Det kan man nok også godt høre, at der er alle mulige smage i den gryde, men det har bare været ret fedt ikke at skulle stå at sige: “Nå, fedt riff, fedt tempo … men det er ikke doom, så det ryger lige på hylden”. Jeg kan ikke huske, hvem der kom med den, eller hvordan den kom ind, men vi stod i øveren, og så kom “White Dagger”, og ja, den prøvede vi bare af.

Rasmus: For at svare på spørgsmålet, om der er noget af det her, der kan indikere, hvad man kan forvente af os fremover, så tror jeg, at svaret netop er det, som Theis kom med et godt eksempel på med “en sang, man kan knipse lidt friskt til”. Jeg synes, næste gang vi skriver en sang nede i øveren, så skal vi have det som fundament.

Theis: Ja!

Rasmus: Det er heller ikke for at sige, at vi har bare gjort, hvad der passede os, men vi har bare været meget mere drevet af, hvad vi syntes, der lød fedt inden for de rammer, vi jo nu engang har. Altså det er ikke, fordi vi kommer til at forråde heavy metal som genre – det tror jeg i hvert fald ikke, vi kommer til, det ville også være underligt. Men jeg tror, at det, som folk kan forvente med den næste udgivelse, er, at den kommer nok også til at have en masse forskellige elementer, netop fordi den her proces med Scandinavian Pain var simpelthen så fed. Det har været så fedt at komme ud med det her album og bare slippe tøjlerne, få afleveret en masse numre, som vi selv synes, er fede. Det er jo nærmest et stykke af en selv, uden at det skal lyde alt for prætentiøst – men det er det jo unægteligt. Og så er det bare rart, at det har kunnet være så ærligt og så nøgent, som det har været på dette album.

Der er en vis dualitet på pladen. I er ikke blege for at snyde noget humor ind som modpart til det grusomme. I siger, at I har en meget åben proces; det må godt være råt, det må godt være nøgent, men har I en rettesnor for, hvornår det på den ene side bliver for grumt, og på den anden side hvornår glimtet i øjet måske ligefrem bliver plat?

Theis: Det tror jeg lidt, vi har. Den hedder Rasmus. Han er tit kommet med idéer, hvor jeg instinktivt har tænkt, at det ville jeg ikke have kunnet se fungere, men det har det så bare gjort. Langt hen ad vejen kommer jeg nok bare til at lægge mig i slipstrømmen af, hvad der kommer fra Rasmus’ side. “Taurus” er vokset ud fra hans hjerne, “Eating Grapes With Kevin Sharp” fik jeg som en talebesked fra Rasmus, der handlede om, at den skulle simpelthen med på den næste plade, akkompagneret af håndtrommer på en bordplade. Og det har bare været enormt fedt at være med til at leve det ud og sige “ja, fandme, ja”.

Rasmus: Nu bed jeg mærke i, at spørgsmålet lidt er rettet mod, om der er nogen konkrete regler, der gør sig gældende. Og der kan jeg huske i et andet interview, vi lavede, da snakkede vi om længden på numrene, som jo er blevet noget kortere – der er stadig lige nogle af dem, der er oppe at kysse de her syv minutter. Jeg fandt ud af, at hvis jeg begynder at tælle takter inde i hovedet, når vi øver et nummer, altså hvor mange gange vi har spillet et stykke, så ved jeg, at nummeret er blevet for langt. Det er måske lidt en usexet forklaring, men jeg ved, at hvis jeg har det sådan, når vi øver, så kommer publikum til at have det sådan, når vi spiller det live.

Theis: Ja, og i forhold til humoren der ved jeg ikke, om vi har noget konkret. Jeg mindes ikke, at vi har stået og tænkt “ej, det kan vi sgu ikke”, eller om vi skulle gøre mere eller mindre i det hele taget. Jeg tror fremover, fordi det nu med “Taurus” og nogle andre numre på pladen er blevet italesat, der skal vi i hvert fald være forsigtige med at tænke det ind, altså forcere det ind, og i stedet bare gå med det, der dukker op, som vi har gjort på pladen her.

Rasmus: Og der bliver vi også spurgt ind, igen i det andet interview, til netop “Taurus”. Intervieweren spørger: “Hvad med den humor, I fremlægger i “Taurus”, hvad nu, hvis der er nogen, der ikke synes, det er sjovt?”. Og da blev jeg slået lidt bagover af spørgsmålet, for det har vi altså ikke tænkt over. Ligesom vi heller ikke har tænkt over, om der er nogen, der ikke kan lide musikken. Vi er jo ikke en Dalle Valle-buffet eller et serviceorgan, der laver musik, som alle skal kunne lide. Vi ved godt, vi ikke laver radiomusik, og der kommer sikkert også til at være nogle, der ikke synes, vores humor er sjov. Men på den måde er verden heldigvis ret smuk; vi er alle sammen forskellige, og det er rigtig fint, hvis nogle ikke synes, det er sjovt, så må de lade være med det.

Men hvad så, hvis vi tager et konkret nummer som “Eating Grapes With Kevin Sharp”, som jo er et meget kort nummer, men som – kan jeg forstå – gemmer på en sjov historie, er der så en fare for, at det bliver for indforstået?

Rasmus: Ja, jeg vil sige, at der på Scandinavian Pain er rigtig mange ting, som helt sikkert er indforstået, og der er ting, man virkelig skal lede efter. Noget, vi helt har glemt at tage højde for, er, at det jo ikke er alle mennesker, der kommer til at have den fysiske udgave af pladen. Vi har jo valgt at designe indholdet på en måde, så den er spækket med ‘easter eggs’ med små forklaringer. Altså detaljer, man kan finde rundtomkring, små tekster, billeder og den slags. Der er der en del, der bliver forklaret – men det gør “... Kevin Sharp” faktisk ikke. Det er et godt eksempel, faktisk, for det er gået op for mig senere, at når folk så googler Kevin Sharp, så kommer der en countrysanger frem (nummeret handler om en tourmanager, der er ret glad for vindruer, red.). Lige med den tror jeg, at selve titlen er underlig, længden er det anderledes med. For os var det nok, at man bare lige fik det der hurtige pust. Og hvis man kan høre, hvad der bliver sunget – eller bare lige hurtigt læser teksten – så finder man også ud af, at lige det her ikke handler om at have det dårligt, eller at verden er ved at gå under. Det handler om et varmt sted i Düsseldorf, og at der bliver spist nogle vindruer. Så helt nøgternt er det fint, at den bare handler om det faktisk.

Theis: Ja, og hvis vi skal perspektivere på det, så skal vi fremover helt sikkert være mere opmærksomme på, at på næste plade bliver det målt op imod “... Kevin Sharp”, hvis vi laver noget lignende. Så der skal vi nok være mere vakse ved havelågen, så vi ikke går galt i byen med, hvad vi mente, der var værd at udgive. Men igen, når man bevæger sig ud i arenaen, og man lader sin musik komme til spot og skue og blive målt og vejet, så vil nogle finde den for let, og nogle vil finde den for tung. Jeg tror summa summarum og lidt klicheagtigt, så handler det jo bare om, at vi skal lave det, vi synes, ud fra den kreative vision, vi har, og så må vi tage, hvad end det giver af stryg.

Rasmus: Ja, og så lade være med at spise vindruer med én, der deler navn med anden, så vi undgår misforståelse.

Theis: Ja, vi må være mere kritiske med vores vindruespisende venner.

Det bliver en meget specifik profil! Men så i modsætning til “... Kevin Sharp”, der har I “Hunab Ku”, som har et helt andet format – og er meget længere. Jeg kan forstå, det er en tekst, som du har skrevet, Rasmus, der tager udgangspunkt i mayaerne, og som er noget af en undergangsberetning. Hvordan passer sådan en fortælling ind i den skandinaviske smerte?

Rasmus: Det, der er lagt i betydningen af Scandinavian Pain og hele tematikken omkring pladen, er den skyldfølelse og skam over en tid, man ikke kan være særlig stolt af som skandinav. Kolonitiden, slavehandel og så videre er jo unægteligt en del af vores historie her i Skandinavien. Samtidig er vi også en samling af lande, der blev nærmest invaderet, vil jeg tillade mig at sige, af kristendommen og af kirken og lod os troldbinde til den kristne tro. “Hunab Ku” var vigtig for at tydeliggøre, at det her er et verdensomspændende problem. Altså, det, der har været roden til meget ondt, der foregår i verden, er, hvordan vi behandler hinanden, uden at vi kender hinanden, og hvordan vi opfører os overfor andre kulturer.

De områder (mayaernes, red.) er blevet monoteistiske, altså de er gået fra at have en polyteistisk trosgang til at få den ene gud, da spanierne kommer og introducerer en monogud. Mayaerne havde et stort netværk af guder, ligesom vi havde i Skandinavien, og hvor det hos os var Odin, der blev den øverststående gud i transitionen til kristendommen, var det i Mesoamerika Hunab Ku, der blev til den ene gud. Så det er der, linket er.

Theis: Jeg kan tilføje, at Lasse Ballade (producer, red.) havde svært ved at se meningen, indtil Dale Smith kom ind og lagde stemme på, så var han også på. Jeg fik en meget fin SMS fra Rasmus, hvor der stod: “Så er den der! Nu er Lasse også med”.

Selvom I ikke har mærket presset i forbindelse med denne plade, så har der jo været fokus på den, ikke mindst her på redaktionen, hvor I er blevet kaldt Danmarks måske mest folkekære doom-band og nogle darlings på metalscenen. Er det noget, I oplever? Kan I gå i fred på gaden?

Theis: Det kan vi, men hvordan vi oplever det? Vi oplever enormt meget kærlighed, når vi laver en koncert, og det er superdejligt. Det er ikke, fordi vi bliver forvænte, men vi fik lov til at komme med på Odense Metalfest sidste år på et afbud. Det gjorde, at der var mange, der ikke var klar på os eller havde set os før. Der var det bare dejligt på den ene side at mærke, at der var folk, som rejste til Odense for at se os – vi har en helt fast skare af mennesker, der dukker op alle steder, vi spiller – og på den anden side alle de her nye mennesker, der bare lod det sive lige direkte ind i hjertet på dem. Jeg synes helt klart, sammenlignet med, hvad jeg ellers har prøvet at spille af koncerter, så er der en anden stemning til et Katla-show. Jeg ved ikke, om det er, fordi jeg er farvet efterhånden, men jeg synes simpelthen, der er meget mere kærlighed i luften. Det er jo ikke, fordi metalfans er nærige med kærligheden. Den er der faktisk rigtig meget af på denne her scene, men jeg synes bare, det virker, som om at alle, der tager hen for at se Katla, er enige om, at det er præmissen for den aften. Det synes jeg, er dejligt at være med til og få lov til at være en del af. Det er jo totalt cadeau til Marc (guitarist i Katla, red.) og Rasmus for at have skabt det.

Rasmus: Helt enig, og jeg synes faktisk, at Odense Metalfest er et virkelig, virkelig godt eksempel på netop det. For vi kommer ind som, skal vi kalde det for det tynde øl? Altså det var på et afbud, vi havde ikke rigtig forberedt et sæt og havde ikke nogen forventninger overhovedet, men at komme ind og så mærke, at ‘kærlighed og satan’ fylder hele salen, det var bare kanon. Det var virkelig et af de bedste shows, vi har spillet, og så med nul forventning. Jeg synes, det er dejligt, at Heavymetal.dk kalder os for doom-darlings og et folkekært doom-band, for det kan da godt være, at man smiler fra scenen og sådan noget, men det kræver jo virkelig også, at man har støtten fra publikum – og det har vi virkelig fået på mange måder.

Ja, nu spørger du, om vi kan gå i fred på gaden? Altså jeg har ikke lyst til at gå i fred på gaden, så ville jeg ikke gøre det her. Der er ikke nogen af os, der har lyst til at spille et show og så gå op og sidde og klappe hinanden på ryggen over, hvor pisseseje vi selv synes, vi er. Det er også derfor, det er utroligt vigtigt for os altid at være til stede. Lige fra vi kommer ind og sætter vores udstyr op, til vi står i merch-boden før og efter vores koncert, så vil vi gerne snakke med alle sammen og være der. For uden tilskuerne, ingen os. Jeg ved godt, det er klichéfyldt at sige, men det er bare noget, der vægter utroligt tungt i Katla, og det er overhovedet ikke, fordi jeg skal sige, at det er noget, vi har skabt – for det er det ikke. Man kan også mærke det ude hos andre bands. Den danske scene er blevet et utroligt folkekært sted – for at bruge det ord igen. Der sker nogle helt vildt fede ting på den danske metalscene for tiden, og det er bare rigtig dejligt. Jeg kommer automatisk ind på humoren igen, men det er bare kærlighed og satan det hele.

Som Theis også er inde på, så skal det være et trygt sted at være, når du er til en Katla-koncert, og der skal være plads til alle, og vi skal bare have det fedt. Det må gerne handle om ikke at have det fedt, og det må også gerne handle om, at verden er et forfærdeligt sted, men det er sgu meget rarere at mødes til en koncert og drikke nogle fadøl med dine gode venner, kramme, måske moshe lidt og høre noget fed musik end det er at sidde at læse en eller anden meget tung filosofisk bog alene derhjemme.

Hvad så nu her? Nu har I jo fået ledige tider i bogen, efter jeres turné med 1914 blev aflyst på grund af verdenssituationen (krigen i Ukraine, red.). Det er vel at mærke anden gang, det sker. Kommer der nogen nye annonceringer? Hvad skal I bruge tiden på?

Theis: Ja, hvad skal vi egentlig? Vi skal kigge fremad. Vi skal prøve at få styr på 2025. For at være helt kedelige så skal vi simpelthen lande nogle jobs. Vi har heldigvis nogle folk, der arbejder på den del. Det lader til, at der stadig vælter interviews ind, så der er stadig gang i butikken, hvilket er meget fedt. Og så skal vi på torsdag noget så sexet som at gøre lager op i forhold til merchandise og lige få opdateret nogle billeder på Bandcamp. Det er jo også noget, der hører til at være i et band.

Rasmus: Det vidste jeg ikke, at vi skulle på torsdag …

Theis: Så kan det være, at det kun er Marc og mig, der skal. Vi havde også set denne her tour som en mulighed for at få banket de der numre helt ind under huden, så vi kan dem i søvne, for det er sådan noget, en tour kan. Du spiller dine ting så meget, at du simpelthen bliver rutineret i det ud over alle grænser. Så vi skal jo vedligeholde formen og ud at spille nogle fede shows. Der er jo lige blevet offentliggjort de her tre shows med Three Inches of Blood, hvilket også bliver enormt spændende. Det er, så vidt jeg er bekendt med, også første gang, bandet kører over mod vores norske og svenske venner. Det bliver sjovt at se, om vi kan eksportere til dem, eller om de stadig mener, at deres metal er det bedste.

Så håber vi også på noget mere aktivitet i efteråret. Når man spiller i et band, og det begynder at tage lidt mere form og blive mere alvorligt, så finder man ud af, hvor langt man faktisk kigger frem. Vi skal jo langt om på den anden side af sommerferien, før vi skal sidde at kigge på, hvad vi skal lave i sommeren 2026, for at være sikker på, at vi ikke står med håret i postkassen og kommer for sent til den fest. Så der er rigeligt at gå om bord i.

Rasmus: Der sker nogle ting og sager, vi skal også tilbage til Færøerne i maj. Der har vi været oppe at spille G! Festival før, og den vender vi tilbage til. Vi har nogle festivaler rundtomkring  i Europa. Nogle er annonceret, nogle er ikke, så der sker i hvert fald noget i lejren. Nu har vi snakket nok så rigeligt om 1914-aflysningen – endnu en gang – men altså, al kærlighed og respekt til dem. Vi håber på alt godt for dem i den meget, meget forfærdelige situation, de står i. Ja, selvfølgelig er det ærgerligt at få aflyst den tour, men altså, vi er kommet, så håber vi jo bare, at vi ser vores ukrainske venner på et tidspunkt, meget snart.

Man kan sige, vi fik jo stadigvæk en plade ud. Hvis det nu var, at vi havde stået i den utænkelige situation, at den heller ikke udkom, så havde det været en anden snak. Igen må vi bare nævne den danske metalscene, for det var en fuldstændig fantastisk opbakning, vi fik. Vi stablede jo showet på Forbrændingen på benene med Afsky, der lige hoppede til, og så holdt vi en release-fest ugen efter inde hos vores gode venner i Lövendahl. Så kæmpe skud ud til den danske scene for at støtte op omkring det, der foregår hos os.

Fedt! Så I kommer ikke til at ligge på den lade side.

Theis: Nej, altså man kan jo sige, at i 2024 (hvor første tour med 1914 blev aflyst, red.), da tænkte vi: “Shit, mand!”. Vi havde troet, at det var der, hvor vi skulle turnere allermest. Det blev det ikke til, og alligevel endte vi med at spille Roskilde Festival og Odense Metalfest. Det knopskyder. Så vi tager tingene, som de kommer. Det har vi lært, at det skal vi bare være klar på. Vi er jo stadig på et stadie, hvor vi skal sparke døre ind ude i det store udland – uanset hvor meget opbakning, vi har herhjemme i det danske. Så det er jo også noget, vi forhåbentlig skal bruge 2025 på: at minde folk om, at vi er sgu ret seje. I en genre, hvor streamingtallene ikke er så voldsomme, så er det helt klart live, at vi kan brænde mest igennem. Så vi håber på, at vi kan bruge 2025 på at komme ud at få vundet nogle sjæle over.

Held og lykke med det, det bliver fedt at følge med i!

Theis: Jo tak.

Rasmus: Tak.