Exodus - Persona Non Grata

Persona Non Grata

· Udkom

Type:Album
Genre:Thrash metal
Antal numre:12

Officiel vurdering: 6/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Mord på første række

Med enkelte pauser, og meget få afstikkere, har Exodus holdt fanen højt for den traditionelle Bay Area thrash, siden genren opstod. Gruppen har dog ført en temmelig omskiftelig tilværelse med stor aktivitet i svingdøren og masser af skiftende besætninger. Mest berømt er selvfølgelig Kirk Hammet, der som bekendt forlod gruppen i 1983 til fordel for et andet ganske habilt orkester. Det er dermed guitarist Gary Holt og trommeslager Tom Hunting, der har været de bærende kræfter i næsten alle årene. Selvom Exodus var med til at sparke thrashgenren i gang, og på mange måder var den mest elskede gruppe på hjemmebanen, er det aldrig helt lykkedes dem at få det helt store gennembrud – ikke bare set i forhold til Kirks nye band, men også i sammenligning med flere af de andre markante thrashgrupper fra dengang. Den slags småting stopper dog ikke ægte krigere, og nu er amerikanernes 11. udspil, Persona Non Grata, på vej.

Opfindsomhed og respekt for traditioner

Albummet starter med syv et halvt minuts nonstop action i titelnummeret, der efterlader et gammelt metalhoved som denne anmelder gennemført forpustet. Med andre ord er det klassisk Exodus med fuld fræs, masser af riffs og lækre soloer. Klassisk er også den tilbagevendte forsanger Steve Souza, som siden 2014 har været i gang med sin tredje periode med gruppen. Det vækker selvfølgelig en del behagelige minder fra gruppens, ja, faktisk en af thrashens, absolut bedste udgivelser: Fabulous Disaster fra 1989. Men det bliver desværre ved minderne. For selvom hans vokal fungerer fint nok, når han går dybt, så lyder Souza for det meste så anstrengt, at det leder tankerne hen på en ’Vorcha’ fra Mass Effect spillene. Det er, mildt sagt, ikke kønt.

Men man glemmer heldigvis næsten Mass Effects dummeste aliens på numre som ”Slipping Into Madness”, hvor lækre og beskidte riffs lægger op til tunge omkvæd med de obligatoriske bøllekor. Det er ægte thrash, som bør få ethvert battlevestbærende metalhoved til at række de knyttede næver i luften og råbe med af karsken bælg. Mere af den slags får vi på ”Prescribing Horror”, der byder på endnu en groovy start og et helt simpelt, men tæt på genialt riff. Desværre begynder tomgangen efterhånden at sætte ind efter den gode indledning af albummet. Holt & co. begynder nemlig at løbe tør for gode riffs, og ideer i det hele taget, og så er det igen umuligt at se bort fra Souzas anstrengte vokal.

Men henimod slutningen af albummet sker der endelig noget igen, for ”Cosa Del Pantano” og ”Lunatic Liar Lord” er et genialt et-to stød mod mellemgulvet, hvor vi starter nede i det ”Cajun Hell”, som gruppen så levende beskrev på Fabulous Disaster. Fedtet akustisk guitar leder over i et klassisk Exodus riffvanvid med rigelige mængder af alt, det vi elsker: aggressivitet, tempo, groove, fræsende og melodiske soloer, samt ikke mindst opfindsomhed kombineret med respekt for traditionerne. Mand, hvor jeg elsker thrash, når det bliver lavet på den her måde, og sådan skal et album afsluttes! Men det er gruppen desværre ikke enig i, for der skal selvfølgelig presses yderligere to komplet ligegyldige numre ind bagefter, så vi når op på en times spilletid. Øv!

Lige ved og næsten. Igen

Legenden om Exodus er, at hvis nu bare debuten Bonded By Blood ikke var blevet forsinket, og hvis de nu bare havde haft lidt mere held i sprøjten, så var de blevet lige så store som de største thrashgrupper. Men sandheden er nok snarere, at uanset hvor sympatiske de er, og hvor meget de end fortjener det, så har bandet bare ikke nok sange, der kan hamle op med de store af deres amerikanske kolleger. Og det illustrerer Persona Non Grata ganske fint, for det er en absolut godkendt udgivelse med masser af gode momenter, men så heller ikke mere end det.

Tracklist

  1. Persona Non Grata
  2. R.E.M.F
  3. Slipping Into Madness
  4. Elitist
  5. Prescribing Horror
  6. The Beatings Will Continue (Until Morale Improves)
  7. The Years Of Death And Dying
  8. Clickbait
  9. Cosa Del Pantano
  10. Lunatic Liar Lord
  11. The Fires Of Division
  12. Antiseed

Kommentarer (4)

Lars Henriksson

Wxodus

God anmeldelse. Jeg har det præcis på samme måde med Souzas vokal, på de nye numre, som jeg har hørt fra albummet. Stemmen HAR været meget bedre.....øv! Godt at de gamle udgivelser er så gode som de er

stort møgsvin

Exodus

Der skulle gerne være et nummer på den nye skive der hedder. Beatings will continue. (until proper attitude )

Sturt møjschwein

exodus

untill attitude improves.

Sebastian Clausen-Bugge

Generisk plade

Hold da ferie hvor er den her plade generisk i forhold til pladen de udsendte for 7 år siden. Jeg troede de havde tid til at skrive et ordentligt album efter al den tid, men det her lyder mildest talt som noget et helt nyt thrash band kunne have sendt ud. Det har intet kvalitet over sig. Kedelig middelmådige riffs med middelmådige sangskrivning.

Tilføj kommentar