Vinylbanner
Kataklysm
Foto - Hasan Jensen · Se flere billeder i galleriet

MTV Headbangers Ball Tour 2019

VoxHall, Aarhus C

Headbangers Ball – det hedengangne metalprogram på MTV. Et program, der har introduceret mig, og sikkert mange andre, til adskillige bands som Fear Factory, Celtic Frost og Lamb of God. Det er efterhånden ved at være en del år siden, programmet lukkede og slukkede, men det betød ikke, det var dødt. Headbangers Ball-touren lever i bedste velgående, og denne aften var den kommet til Århus og bød på fire forskellige bud på, hvordan dødsmetal kan lyde.

Dyscarnate

Dyscarnate

Ballets første indslag var engelske Dyscarnate og deres let moderne og groovy dødsmetal. Hvorvidt de fungerede som opvarmning, support eller var på lige fod med de tre andre bands, stod hen i det uvisse. Kiggede man på antallet af fremmødte, var der markant flere end til et typisk opvarmningsband. Hvad, der dog stod helt klart, var, at Dyscarnate var kommet for at få gang i folk. Et hurtigt ”Århus, let’s go” blev det til, inden der blev fyret op for ”Of Mice and Mountains”. Et nummer, der bestemt levede op til arrangementets navn – det var ganske få blandt publikum, der ikke fik bevæget deres nakkemuskler. Faktisk var publikum overraskende tændt denne aften. To numre inde i sættet, og guitarist/vokalist Tom Whitty mente, at det var på tide at komme i gang, hvilket var alt, der skulle til for at sætte størstedelen af VoxHall i bevægelse. Det var tre engelske herrer, der tog deres tjans seriøst. For at give et pusterum blev tempoet sænket en anelse i ”Traitors in the Palace”. Denne nedgang i tempo gjorde også, man virkelig kunne høre, hvor fantastisk lyden var denne aften. Guitar, bas, trommer – alt var velafbalanceret og sad lige i skabet. At kalde tung dødsmetal en fryd for øret, virker lidt underligt, men en fryd var det. Samspillet mellem Tom Whittys dybe growl og bassist Al Llewellyns lysere skrig var også i særklasse. Specielt på ”The Promethean” gik det nærmest op i en højere enhed.

Skulle man sætte en finger på Dyscarnates præstation denne aften, så havde de lidt svært ved at fylde scenen ud. At trommesættet var placeret nedenfor Kataklysms podie, hjalp lidt på det, men man savnede alligevel lidt mere bevægelse fra bandet. Men når de på numre som ”In the Face of Armageddon” og afslutteren ”This is Fire” formår at få rykket sådan rundt på publikum, endda som første band på en tirsdag aften, så er det ikke noget, der ændrer på det samlede indtryk. Dyscarnate startede glimrende, ”faldt” til et udmærket niveau og afsluttede fremragende.

8/10

Fleshgod Apocalypse

Fleshgod Apocalypse

Umiddelbart var der ikke den store ståhej, da Fleshgod Apocalypse indtog den mørklagte scene. Kendte man lidt til bandet i forvejen, kunne man dog godt høre på backing trackets violiner, hvilket nummer der blev åbnet med. Få sekunder senere fyrede bandet op for ”The Violation”, og så skulle jeg da lige love for, man var i gang. Lyden var dog en anelse rodet, og det lød til, et eller andet ikke holdt takten. Takten blev dog efterfølgende holdt på ”Healing Through War”, der med sin vanvittige brug af stroboskoplys burde være kommet med en advarsel for epileptikere. Dog var lyden stadig ikke helt, hvor den skulle være. Veronica Bordacchinis sopran var meget lav, nærmest ikkeeksisterende i forhold til Francesco Paolis.

Under ”Sugar” virkede der dog til at komme styr på det hele, og Fleshgod Apocalypses symfoniske arsenal kom i den grad til sin ret. Det lød næsten, som om alt indtil nu havde været en form for opvarmning, og det var nu, koncerten reelt set startede. ”Epilogue” fortsatte de formidable toner, og nu, hvor alle elementer kom til sin ret, var det bombastisk og storslået, som enhver symfoni bør være. Der var ingen tvivl om, at Fleshgod Apocalypse mestrede deres håndværk og ikke kun har tænkt over, hvordan musikken opfører sig på plade, men også live. På næstsidste nummer ”The Fool” virkede det til, at alle hæmninger lidt efter lidt blev smidt over bord. Den ellers så anstændigt og formelt udseende Bordacchini arkiverede sin tiara lodret og begyndte at headbange uhæmmet. Publikum behøvede heller ikke megen opfordring til en circle pit, og resten af bandet virkede til at være på toppen af en opiuminduceret eufori. Koncerten afsluttedes dog med den mere rolige ”The Forsaking”. Igen i stil med en symfoni, hvor vi lige har fået den storslåede afslutning, så skal vi også have den stille outro. En smuk afslutning på en koncert, der tog lidt tid om at finde sit momentum, men da den fandt det, var det så storslået og fantastisk, man næsten glemte starten.

7/10

Whitechapel

Whitechapel

Så var det blevet tid til det band, jeg havde set mest frem til – Whitechapel. Efter at have givet en fænomenal koncert på dette års Copenhell var spørgsmålet, om de kunne gentage succesen. Bandet lagde ud med ”Forgiveness is Weakness” fra deres seneste plade, The Valley. En plade, der i den grad dominerede aftenens sætliste. Den gav dog ikke det tunge drøn, man kunne have håbet på. Heller ikke den groovy ”Brimstone” fik så mange hoveder til at nikke, som man kunne have håbet. Dog kom der endelig gang i sagerne på ”Blac006B Bear”. Om publikum lige skulle omstilles fra symfonisk dødsmetal til deathcore, skal jeg ikke kunne sige, men det tog et par numre, inden publikum fik fat i, hvad det var, der skete. Whitechapel var heller ikke i det snakkesalige eller voldsomt aktive hjørne denne aften, hvilket nok heller ikke hjalp på at få tændt op under de fremmødte. Hvad ”Black Bear” startede, arbejdede ”When a Demon Defiles a Witch” videre med og forbedrede. Koncerten blev smækket op i højeste gear, og alle var nu indforståede med, at den bare skulle have fuld skrue. Noget, den 11 år gamle ”This is Exile” i den grad satte en stor fed streg under. Det var deathcore, man kunne ødelægge nakkemuskler til.

”Hickory Creek” gav et lille pusterum, selvom det på ingen måde virkede til, at publikum havde brug for at slappe af. Men når næste nummer var ”Our Endless War”, forstod man pludseligt pusterummet. Nummeret består af fem minutters hamren derudad uden stop. Dette gik bestemt heller ikke publikums næse forbi, og kunne man ikke holde til at være med, stod der straks en anden klar til at blive skiftet ind og give sit besyv med i pitten. Havde man bare lidt mere at give af, så sørgede den tonstunge ”The Saw is the Law” for at presse den sidste dråbe ud. Det blev desværre ikke til en gentagelse af Copenhell, men det betyder dog ikke, at det var dårligt. Starten var lige lovlig ujævn og stillestående, men Whitechapel formåede alligevel at få rystet de fremmødte godt og grundigt rundt.

6/10

Kataklysm

Kataklysm

Ud fra anciennitet at dømme var vi kommet til aftenens hovednavn. Canadiske Kataklysm gik på til en omgang dyster underlægning, inden de – uden varsel – skruede op for ”Soul Destroyer”. Et nummer skabt til at rykke nakken af led til, hvilket der bestemt også blev gjort. Kataklysm viste fra start, at de vidste, hvordan man skulle starte en koncert. Lige dér var det erfaringen, der talte. På både ”Thy Serpent’s Tongue” og ”The Black Sheep” demonstrerede de også på fornemmeste vis, hvordan man sagtens kunne jerne derudad med 180 i timen, rive publikum midtover og samtidig bibeholde groove og melodi. Intensiteten fik endda endnu et hak opad på ”As I Slither”, hvor vokalist Maurizio Iacono forlangte bevægelse og publikumsdeltagelse. Han påpegede dog manglen på sikkerhedsfolk til at tage imod crowdsurfere, men mente, han sagtens selv kunne klare den opgave. Det var dog lige før, han tog munden for fuld ved dette udsagn, for var der noget, han fik, så var det et aktivt publikum. Der kom den ene crowdsurfer efter den anden sendt frem af et nærmest kogende VoxHall. Seks numre inde, og vi havde allerede nået dette niveau – hvad skulle det ikke ende med. Maurizio virkede også selv ganske overrasket over denne aktivitet, nu det kun var tirsdag.

Denne undren skulle man dog ikke tage som noget negativt. Så man på de smil, guitarist Jean-Francois Dagenais og bassist Stéphane Barbe sendte publikum, var det tydeligt, at Kataklysm nød at være i Århus og spille for et så tændt publikum. ”Prevail” fik næsten salen til at koge over, og man undrede sig over, hvor vildt det egentlig kunne blive, for dette kunne umuligt være en standard Kataklysm-koncert. ”Crippled and Broken” fik sendt flere crowdsurfere af sted – et par af dem blev endda inviteret op på scenen for at svinge garnet med bandet. Alt herefter var en regulær magtdemonstration fra et band i topform, der fra første sekund havde VoxHall i sin hule hånd. Afsluttende nummer var ”Elevate”, og intet nummer kunne have været mere sigende, hverken i titel eller euforisk stemning. Koncertåret er ikke helt slut endnu, men jeg tør godt kalde dette for en af årets bedste koncerter.

10/10

Tilføj kommentar