Sonisk sommertorden

Med en af årets og muligvis årtiets mest brutale og intense deathcore-plader på cv’et, så var der alt mulig grund til at glæde sig til, at Whitechapel skulle kigge forbi Gdansk og brænde den polske industrihavn ned til grunden. Vokalist Phil Bozeman har virkelig foldet sin indre dæmon ud på Hymns in Dissonance, hvor den ritualistiske ondskab vælter ud af alle mørkets kroge. På titelnummeret og debutsinglen var der også gang i, hvad der lignede et satanisk ritual i musikvideoen. Den flotte, men ekstreme video blandet med den mindst lige så ekstreme musik fik på ny genskabt hypen om Whitechapel. Bandet så ud til atter at have indtaget deathcore-tronen med sin tungeste plade siden Mark of the Blade. Der var ingen tvivl om, at den brutalitet, som matchede den lokale arkitekturstil med samme navn, ville blive en sikker vinder på opvarmningsdagen, så længe Whitechapel leverede varen.

Satans stroboskop

Inden Whitechapel overtog Park Stage, ramte Thor og hans stridsvogn de polske breddegrader i Gdansk. Det var yderst passende, i forhold til at introen fra “Prisoner 666” spredte sig ud i Parken, og Phil Bozeman & Co. trådte ind på scenen. Grundet de forholdsvis ekstreme vejrforhold var mange af dagens tilskuere trukket indenfor, og derfor var det svært at vide, om fremmødet til koncerten mon var repræsentativt. 

Jeg var næsten sikker på, at Bozeman ville gribe fat i vejrforholdene og prøve at indpiske en intens stemning. Såsom at sige: ‘Ritualet er i gang, og Satan har tilbudt os naturligt stroboskop, lad os trampe parken ned’. Men dette udeblev helt, og i stedet slog bandet over i førstesinglen “Hymns of Dissonance” fra deres nye album af samme navn. Modsat Alcest, som tidligere spillede på scenen, så sad Whitechapels lyd lige i skabet, og bandet spillede med stor præcision. Jeg refererede til dem tidligere som Phil Bozeman & Co., fordi alle andre end Bozeman stod langt tilbage på scenen under hele showet med minimal bevægelse og kiggede sjældent op. 

Trods det at Bozemans vokal sad lige i skabet, så virkede han også yderst apatisk. Generelt virkede bandet mat, hvem ved, om det var på grund af vejret, men det måtte vel ikke påvirke et så rutineret band? Bozeman prøvede flere gange at opfordre til circlepits og lignende, hvilket aldrig blev til store, da publikum lod til at gide ligeså lidt som Bozeman selv, på trods af at de var blevet hængende i store nedbørsmængde.

Brutalt vejr, brutal musik, brutalt kedeligt

Når man har udgivet et af årtiets mest brutale deathcore-plader, så skal det altså også virke, som om man mener det, når man spiller det live. Dette præsterede Whitechapel ikke denne onsdag, og det hele blev en noget slap oplevelse. Forholdene var der, til at man godt kunne få pisket gang i det publikum, som var tilstede, men det her var nok det mest ugidelige, jeg har set Whitechapel være, og det er satme en skam, givet hvor kompetente og velspillende de egentlig er. Det var på sin vis en præstation i sig selv, hvordan en blanding af så brutal musik og vejr kunne blive så kedeligt.

5/10