Mammoth WVH

Det er ikke nemt at finde sin plads som voksen i skyggen af en verdensberømt far. I disse EM-tider er det nærliggende at tænke på Kasper Schmeichel i den sammenhæng, men endnu mere oplagt er Wolfgang van Halen, opkaldt efter ham komponisten, I ved, og søn af legenden Eddie van Halen. Han var stadig teenager, da han blev bassist i farmands band. En plads, han beholdt indtil 2020. Siden faderens død har han været boss i sit eget projekt, Mammoth WVH, poetisk opkaldt efter den første udgave af det, der skulle blive til bandet Van Halen. Wolfgang står for alle instrumenter på de to albummer, det er indtil videre er blevet til, med klassisk amerikansk og melodisk hardrock. Man kunne godt have sin tvivl, om den slags kunne sparke gang i Parken hos et publikum der var kommet for at se verdens største heavy metal-band. Uagtet at det må være en pænt intimiderende opgave at spille for et kvart fyldt Parken ved højlys dag, gik Mammoth absolut til stålet. ”Another Celebration at the End of the World” startede løjerne op med et medrivende hook, og sådan fortsatte det. Wolfgang, der mest lignede en body-positiv udgave af Dave Grohl, afslørede sig hurtigt som en yderst talentfuld herre. Det var ikke så overraskende, men at han også har samlet sig et virkelig dygtigt band, var måske. De sluttede af med deres største ’hit’ (nå ja, +14 millioner afspilninger på Spotify er da ganske flot), ”Won’t Back Down”, som var endnu en fin medrivende hardrocksang med et glimrende hook. 6 sange, 30 minutter og så var det ellers videre for Wolfgang & Co., der jo ikke får lov at spille i Parken igen på søndag.  Det velspillende band leverede varen stensikkert, men man kan ikke lade være med at tro, at de var lige så lettede som jeg over, at det hermed var slut. Intet negativt at sige om deres optræden, men det var bare en håbløs mission at løfte det op til noget, man for alvor vil huske.

6/10

Architects

Udendørskoncerter i København og Architects er to ting, der historisk ikke er gået specielt godt sammen. Lars Ulrich har givetvis ikke tænkt ret meget over vejrmæssige kalamiteter på Copenhell, da han bookede de uheldsramte englændere. Men hvad lavede Architects, et 20 år gammelt metalcore-orkester, overhovedet som support til en Metallica-koncert? Og var Parkens tag kun rullet ud, for at forhindre endnu en arkitektreelateret stormflod? Ulrich & Co. har prisværdigt nok altid været optaget af at tiltrække nye og yngre fans, og en af måderne er naturligvis at booke nyere bands fra mainstreamgenrer såsom metalcore. Lad mig dog bare gå til bekendelse med det samme: Jeg hører lige så meget metalcore, som jeg hører polka, men selv denne gamle boomer kender selvfølgelig arkitekternes megahits som ”Animals” og ”when we were young”. Dem fik vi naturligt nok ikke før til sidst, men sættet startede nu fint og tungt med ”Seeing Red”, der med det samme viste det, metalcore kan: tunge grooves suppleret af et supercatchy omkvæd. Allerede på sang nummer to fik vi så metalcore fra sin værste side, nemlig det ustyrligt poppede omkvæd i ”Giving Blood”, det hev energien helt ud af sagerne igen. Der kom dog gang i publikum, da den stærkt syngende, skrigende og growlende Sam Carter både fik buh-råb og klapsalver, da han smed jakken og afslørede sin fine FCK-trøje. ’Don’t fucking boo me’, udbrød han med et glimt i øjet, der kunne ses (og høres) helt oppe på tribunerne.

Desværre var det, som om Parkens (for gamle?) publikum ikke rigtig reagerede på de tonstunge breakdowns, der ellers blev leveret stensikkert af endnu et velspillende band. I perioder var Parken faktisk så stille, som man ellers kun oplever det i de yderst sjældne tilfælde, hvor Brøndbyernes IF vinder herinde. Der var smæk på den nye single ”Curse”, men det hjalp heller ikke meget på stemningen, der blev på det lunkne. ’This song is for our brother Tom’, lød introduktionen til “Doomsday”, der handler om tidligere guitarist Tom Searles’ katastrofalt tidlige død i 2016. Det blev dog aldrig en så rørende oplevelse, som man kunne forvente, for det lægger genren bare ikke op til. Lyden var fin, bandet tight, og for metalcore-fans har Architects jo et imponerende sangkatalog. Problemet var nok bare, at der ikke var så mange arkitektfans i huset denne aften. Så på trods af de solidt leverede hits blev opfordringerne til circlepits inden ”when we were young” kun i yderst begrænset omfang efterfulgt. Efter englændernes ellers stilsikre sæt havde jeg dermed stadig ikke svaret på, hvad i alverden Architects egentlig skulle her.

6/10

Metallica

Jeg har elsket Metallica, siden jeg købte Kill ’Em All i 1983. I mellemtiden, og noget overraskende, er de gået hen og blevet en institution, en gigantisk organisation, der lever på sine helt egne betingelser. Hypen er stor, når Metallica-maskineriet bliver kørt i stilling ved albumlanceringer og efterfølgende turneer. Biografevents, ’no repeat’-weekender, pop up-udstillinger, specielle vinyler og hvad pokker ved jeg. Selv for en gammel Kiss-fan som overtegnede kan det godt blive lige i overkanten. Så ville jeg overhovedet kunne mærke dem her i Parkens kæmpe rum og på den gigantiske scene, der fyldte en halv fodboldbane? Var de tændte, ville der blive skabt den nærhed og magi, som vi ved, de kunne engang?    

I mange år har det været sådan, at en Metallica-koncert starter, så snart ”It’s a Long Way to the Top (If You Wanna Rock ’n’ Roll)” runger ud af højtalerne, og allerede her viser det sig som regel, om publikum er klar eller ej. Det var vi, og præcis kl. 21:00 var det slut med AC/DC, da Lars, James, Kirk og Rob løb ud af Parkens gamle spillertunnel, og vi fik det næste rituelle indslag i en Metallica-aften, nemlig ”Ecstacy of Gold”. Den ’rigtige’ åbner var mægtige ”Creeping Death”, og allerede ved de ikoniske ’die, die, die’-råb fik Parken bekræftet, at den var mindst lige så klar som Metallica. De buldrede videre med en tonstung ”Harvester of Sorrow” og en sætliste, som vi aldrig har oplevet den før. Det skyldes jo det forrygende ’no repeat’-koncept, der er guf for fans med hang til deepcuts. Folk på især Nedre A- og C-tribunerne stod op fra start, og der var ikke mange, der satte sig ned igen resten af aftenen. Et tungt, sjældent og yderst glædeligt genhør med ”Leper Messiah” dæmpede måske nok gemytterne lidt, bare ikke hos denne skribent. ”72 Seasons” viste, at nye Metallicasange stort set altid holder live – også selvom publikums energi falder lidt. På trods af Robert Trujillos ihærdige forsøg afslørede titelnummeret fra sidste års Metallica-album også en af bandets evige udfordringer: Der mangler anstændige backing-vokaler til at understøtte mægtige Papa Het. ’En, to, tre, fire’ talte James ned til det sprøde riff i ”If Darkness Had a Son”, hvorefter der blev råbt ihærdigt med på ’Temptation!’. Endnu en af de nye, der holdt. Det gjorde den lejlighedssang, Rob og Kirk optrådte med (“All Nighter at the Hong Kong Bar”) til gengæld ikke. Det kan godt være, at James og måske især Lars har brug for pausen, det gøgl skaber, men det er på tide at finde på noget andet.

En smukt leveret ”The Day the Never Comes” viste igen-igen, at James Hetfield er stjernen i det her show. Sikke en stemme, sikke et nærvær, men også en virkelig tight afslutning fra hele bandet på det lange instrumentale stykke. Der er aldrig nogen, der har kunnet spille soloen i ”(Anesthesia) – Pulling Teeth” som Cliff, men bassoloerne i ”Orion” sad lige i skabet, og Rob beviste endnu en gang, at Metallica traf det helt rigtige valg tilbage i 2003. ‘We miss you, Cliff’, sagde James dog rørt efter ”Orion”, og vi var mange, der var enige. Det ledte over til en smukt leveret ”Nothing Else Matters”. Banalt eller ej, Parken åd den råt, og det samme gjorde denne gamle kyniker.  Efter en voldsom og stærkt leveret ”Blackened” viste James med lidt fedtet bluesy guitar, hvorfor vi er mange der elsker Load- og Reload-æraen, og vi fik da også prompte ”Fuel” for fuld udblæsning. Tekniske problemer med Lars’ ørebøffer afbrød starten på “Seek and Destroy” men James jokede lidt, og så startede Metallica ellers forfra uden hverken at miste gejst eller præcision – sådan gør kun et toptunet band. Festen, for det var præcis, hvad det var, sluttede med mægtige ”Master of Puppets”, og præcis kl. 23:00 var det ovre. Og ja, Metallica er en velsmurt maskine, men nu var jeg i stand til at svare helt klart og utvetydigt på mit indledende spørgsmål. Vi kunne i den grad mærke dem! Jo ældre jeg er blevet, jo mindre har jeg med tiden brudt mig om stadionkoncerter, men det her var en temmelig vellykket udgave af denne på mange måder opblæste koncertform. På trods af lidt skønhedsfejl og sjusk her og der tror jeg egentlig ikke, at det er rimeligt at forvente at se de gamle drenge i Metallica på et ret meget højere niveau end det her. Men det kan da være, at Lars & Co. på søndag beviser det modsatte. Jeg er i hvert fald klar. Er I?

8/10