Der blev lagt op til noget stort
Med konceptet ’No Repeat Weekends’ kom der uundgåeligt meget fokus på sætlisterne på Metallicas netop overståede weekendbesøg i Parken i København. Sætlister er noget, alle metalnørder med respekt for sig selv elsker at kværulere omkring. Det gælder også denne anmelder, der ellers skulle have oplevet weekendens anden akt i Parken søndag aften som ’civil’ nede på gulvet. På grund af alvorlig sygdom i den nære familie måtte vores oprindeligt planlagte skribent desværre springe fra i sidste øjeblik, og det betød, at det var umuligt for os at nå opvarmningen fra Ice Nine Kills og Five Finger Death Punch. Det beklager vi meget, mens vi, lettere arrogant måske, konstaterer, at vi nok ikke gik glip af så forfærdeligt meget.
Til gengæld fik vi en helt forrygende start fra Metallica, der eksploderede på scenen med gode gamle ”Whiplash” for fuld udblæsning. De efterfølgende og suverænt leverede klassikere ”For Whom the Bell Tolls” og ”Ride the Lightning” bekræftede, at der blev lagt op til noget stort, måske endda endnu større end i fredags. Lyden var igen god, Metallica fremstod atter skarpere, end man næsten kunne tillade sig at forvente, og så kan det jo altså bare noget (i forhold til at sidde tilbagelænet på Nedre A, som overtegnede gjorde i fredags) at stå nede på gulvet tættere på scenen, klemt sammen med en masse entusiastiske fans – endda noget yngre end forventet – der skrålede med på hvert et ord, der kom ud af James Hetfields mund. Den gode stil og stemning fortsatte lige indtil Kirk og Robs obligatoriske hyggeonkeloptræden, der var lige så tåkrummende, som den plejer.
”The Unforgiven” sad ikke helt så skarpt, som den kunne, men værst var egentlig, at den blev omkranset af ”The Call of Ktulu” og ”Inamorata”. Sidstnævnte er en af 72 Seasons’ bedste, men her, og især koblet med langstrakte ”Ktulu”, blev den lidt af en langgaber, og der, hvor vi stod, gik festen helt i stå. Her havde sange som ”The Memory Remains”, ”Frantic”, ”Dyers Eve” eller ”Motorbreath” pyntet gevaldigt i stedet for. En pointe, Metallica selv bekræftede, da de slog over i ”Battery” og derefter et af aftenens højdepunkter, ”Moth Into Flame”. Endelig løftede stemningen sig igen til de højder, som indledningen havde givet løfte om.
Mere spræl i sætlisten kunne dog kun delvist have reddet os ud af dødvandet omkring ”Inamorata”, for det gik efterhånden op for mig, at når man står på gulvet, er der noget fundamentalt galt med den scenekonstruktion, Metallica benytter på deres 72 Seasons tour. Sidder man fornuftigt på tribunerne, er det ikke noget problem – det oplevede jeg ved selvsyn i fredags – men når man står på gulvet, mangler man i lange perioder fuldstændig kontakt med bandet. Selv når man, som vi, befandt sig forholdsvis tæt på scenen og endda ikke hører til de laveste, var der for ofte ingen Metallica-medlemmer i sigte. Eller måske kunne man lige ane en enkelt eller to med ryggen til 50 meter væk. Det holder altså ikke, og selv de førnævnte og meget entusiastiske unge fans, vi stod lige ved siden af, mistede gejsten i de nævnte perioder. Det er, som om den her udgave af ’in the round’-scenen mest er lavet til dem, der er så heldige at få gaflet sig til en plads i snakepitten, og så Metallica selv selvfølgelig. For de har jo fans tæt på, uanset hvor de vender og drejer sig. Fedt for dem, men hvad med os andre?
Fortid og fremtid
Uanset brokkeri over sceneopbygning og placering så startede aftenen altså fænomenalt og sluttede lige så godt af, men Lars Ulrichs normalt stensikre tæft for solide sætlister svigtede lidt. Det gav et dyk i stemningen, som i hvert fald delvist kunne have været undgået. Alt i alt blev det derfor til en aften med lidt større udsving end i fredags, men det var tydeligt, at begejstringen trods alt var stor, både på, foran, over og inde i scenen. Os, der i bund og grund ikke rigtigt gider store stadionkoncerter, kan jo også bare drømme os tilbage til 80’ernes mere beskedne rammer, selvom den tid uigenkaldeligt er forbi. Det er Metallicas heldigvis ikke. De gamle drenge har tydeligvis stadig masser at byde på.
Sætliste
”Whiplash”
”For Whom the Bell Tolls”
”Ride the Lightning”
”King Nothing”
”Lux Æterna”
”Too Far Gone?”
“Rabalderstræde” (Kirk & Rob doodle)
”Fade to Black”
“Wherever I May Roam”
”The Call of Ktulu”
”The Unforgiven”
”Inamorata”
”Battery”
”Moth Into Flame”
”One”
”Enter Sandman”
