Interview med Hatesphere

Foto: Lasse Jacobsen

Lørdag aften fangede vi Peter fra Hatesphere til en snak om jubilæer, sociale medier, det at spille på et skib og – naturligvis – bajere!

1: Reduced to Flesh er lidt over et år gammelt. Er I så småt på vej i studiet, eller skal det album lige turneres lidt mere først?

Vi skal til at skrive nogle nye sange nu. Vi er ikke på vej i studiet, men vi skal til at lave noget nyt. Nu er der gået et år, der må godt lige gå et år, før man begynder at tænke nyt.

2: I nærmer jer et 20-års jubilæum, har I nogle store planer?

Ikke indtil videre nej, nu må vi jo se, hvad der sker. Men til marts næste år, så er det jo 20 år siden, vi lavede det første album, så det kunne jo godt være. Der er også nogle plader, der har noget jubilæum, så der er jo også noget der. Men det er der jo fandme hvert år, når man har lavet ti plader, så er der jo fandme jubilæer hele tiden! Så det kan man jo blive ved med jo… Men nej, indtil videre har vi ikke planlagt præcis, hvad der skal ske.

3: I har jo derfor også været i ”gamet” i en del år – har I nogle gode råd eller nogle do’s/don’ts til alle dem derhjemme, der overvejer at starte et band?

Ja, eller… Det burde vi jo have! Jeg tænker, at i dag der handler det sgu meget om – altså udover, at man skal lave god musik – så skal man være tilstede på de sociale medier, som jo er nemt for alle i dag. Der er jo der, man reklamerer nu om dage, så der skal man bare fortsætte sin ting. Så skal man ud og spille en masse, det er jo sådan alfa og omega ikke kun at spille i Danmark. Altså, det er da hyggeligt og fedt at spille i Danmark, det synes jeg jo også selv, så det er jo slet ikke det. Men som dansk band, så tror jeg, det er vigtigt, altså hvis man vil noget mere, så skal man også komme andre steder hen, for der er tingene anderledes end herhjemme. Så det er jo livserfaring, så det er bare med at komme ud og spille i England, Portugal eller Polen, hvor ting er totalt anderledes end her. Så når man tager derud, så skal man forvente andre ting, så ikke for høje forventninger – man skal jo starte et sted. Du skal ikke regne med at få en kæmpe tur med et kæmpe navn som det første. Kom ud og spil, vær ikke bange for de små, snuskede shows, for det er der, man møder dem, der kan hjælpe en videre – og så skal man være parat på at investere lidt. Det koster sgu at være på tour. Nogle bands tror, at når man skal afsted, så får man, som man får herhjemme, og det sker ikke. Der er udgift til en bus og til rejseomkostninger, crew osv. Så hvis man skal med på en tour, så bliver man nødt til at spæde lidt i og ikke være bange for det, det taber man sgu ikke på – forhåbentligt!

4: I har jo set, hvordan den danske metalscene har udviklet sig siden 90’erne. Hvad tænker I om scenen anno 2019?

Årgh… Det ved jeg sgu ikke, det er en lille smule svært at sige – altså ting kommer jo igen. Sådan noget som dødsmetal er jo blevet utroligt populært igen, og det har det nok altid lidt været, men det er ligesom dukket op igen. Det var jo også populært tilbage i 80’erne, 90’erne og 2000, men så var det lidt væk igen, eller det var det måske ikke – jeg ved det sgu ikke. Jeg fornemmer lidt en spirende scene, det tror jeg måske er meget godt. Altså hvis vi kan få nogle bands skudt afsted. Vi er ved at være oppe i årene, så det løb er sgu nok kørt, men der er mange, der laver noget, og der er gang i den. Men der er sgu også så mange bands og koncerter og plader over det hele, for det er pisse let at lave nu – eller ”lettere”, end da vi startede. Dengang lavede man ikke bare lige en plade. Der skulle noget mere til, men nu kan du indspille i øvelokalet og stadig få det til at lyde fedt, hvis du får en god en til at mixe det. Du kan få musik ud, selvom du kun har lavet to numre eller et nummer – bare ud på Spotify!

Du tænker på single-kulturen?

Ja! Ja, lige præcis. Og hvis du ser på, hvordan man udgiver musik, den udvikling, der har været der i forhold til, da vi startede, så er der jo rigtig konkurrence alle vegne og på SoMe’s.

Så markedet er måske lidt mættet?

Ja, det vil jeg faktisk mene. Men hvis det hele er fantastisk god musik, så er der jo ikke noget at brokke sig over, det er det dog nok ikke helt. Men der er også en anden udvælgelse, end der var engang, hvor alle ikke kunne. Der er også gået business i den. Selskaber kan jo også tage bands til sig – selvom de ikke synes, de er de bedste i verden – så kan de bands betale lidt til pladeselskabet for at udgive. Så det er blevet business, og derfor er der flere og flere, der skider plader ud.

5: I udgav et cover af Per Dirchs ”Sådan er Kapitalismen” tilbage i ’18. Anser I jer selv som værende et politisk band? Eller er det med at være samfundskritisk bare en essentiel del af at være et metalband?

Det kommer fra Esse. Vi – eller jeg – skriver det meste af musikken, så spæder vi det sammen, og så kommer han og propper noget tekst på. Så har vi jo lidt en retning, men den lyriske retning det er Esse, der står for den. Vi ved det faktisk ikke, før han står med teksten. Han er ikke typen, der kommer et halvt år inden. Han siger det bare lige pludseligt, eller det er sgu ikke engang altid, han gør det! ”Hvad skal det nye nummer hedde?” ”Det skal hedde det der!” ”Nå nå…”

Noget med hotdogs og bajere?

Ja, nemlig! Det er noget, der er kommet lidt senere… Det burde han sgu hedde for resten. Men det er hans retning, vi er ikke sådan generelt politisk, det er hans drejning, der har gjort, at vi på de sidste par plader har haft samme retning.

6: Har I prøvet at spille til søs før?

Ja, på 7000 Tons of Metal for fem år siden. Og det, der er, ved at spille sådan nogle anderledes steder, som en båd jo er, det er, at der er lidt en stemning ikk’å? Det er lidt som en mini-festival, og tit, når man kommer til en festival, så er der jo en helt andet stemning. Det, at folk er sammen på den måde, ændrer jo nogle ting. Når man står på scenen, så tænker man jo ikke, at man står på et skib, men det er før og efter, at man mærker det. Man gør noget andet ud af det, når det er et cruise – nu har vi været i Oslo i dag, og det er jo noget andet, end når man går hjem efter en koncert. Man kan feste sammen med folk, og det er jo fedt både her og ved 7000 Ton of Metal, at så sidder man fx og spiser morgenmad, og så kommer ens favoritband sgu. Altså, de kan jo gå ned i deres kahytter, men de kan jo ikke gemme sig hele tiden, så man kommer jo til at rende ind i nogle oftere og flere gange.

Det bliver lidt folkeligt?

Ja, og det er sgu meget fedt!