Target November

Bersærkergang i Mols Bjerge – del 2

Bersærk Foto - Camilla Lundbye

Som nævnt i del 1 er vores interview med Bersærk delt op i to. Første del fokuserede primært på Bersærks håndtering af Corona, hvor denne del går mere i dybden med bandets kommende plade Sol.

Ekstra tid er ikke bare et frikvarter

Efter at have snakket lidt om løst, fast og corona, er det nu blevet tid til at tage hul på, hvad mange nok vil betegne som det mest interessante. Tilblivelsen af Bersærks kommende plade, Sol, og som mange nok har gættet, er den da til dels også skrevet under corona. Jens fortæller: ”Det, at der røg det ekstra “hul” ind, kan man jo sige, har gjort, at vi har fået noget tid, som helt konkret har gjort det på pladen, at der er blevet gået i dybden på en anden måde, og ting er blevet taget op igen, og blevet lavet om og forfinet på en anden måde, som jeg ikke tror var sket, hvis ikke det var, fordi man lige havde haft det der hul.” Men Lars indskyder dog, at det er cirka to år siden, de begyndte på pladen, og ”… der var jo egentlig en oprindelig udgivelsesdato her i foråret, som så på grund af det her corona-hejs blev udsat frem til efteråret her. Det har da gjort noget.” Det ”noget”, kan Jens afsløre, er blandt andet hjælp udefra. ”Vi har fået en ny gut (red.: Ræveðis) med på den visuelle del. Hele den grafiske del på pladen – det visuelle univers – har vi fået en gut med, som vi virkelig connecter med, som også har haft en stor påvirkning på den konceptuelle retning på pladen. Det har været fedt at opleve, hvordan man på tværs af fag kan inspirere hinanden. Det har været et superfedt samarbejde – og er det stadig!”. Lars uddyber at samarbejdet også bidrog positivt til mere end bare det grafiske. ”Lyrisk havde jeg heller ikke kunnet nå derhen, hvor jeg er nået med den her plade uden ham. Det er hundrede procent sikkert.”

Så med dette samarbejde og et ekstra halvt års ”betænkningstid” kan man nemt få den ide, at Bersærk har valgt at brede den musikalske pallette en smule ud. Noget Jens da også mener, bandet har gjort: ”Folk skal jo også selv lige vurdere, hvad de synes. Vores egen opfattelse er, at vi godt kunne tænke os at prøve at udvide paletten. Det er de samme værktøjer, men vi prøver at udvide værktøjskassen og skrue lidt op for nogle af virkemidlerne: at blive skarpere i sangskrivningen og tekstskrivning, og produktion. Altså, vi kunne bare godt tænke os at tage den til “the next level” – at prøve, at vokse med det selv og turde nogle flere ting, vil jeg sige.” Denne afprøvning er ofte sket på meget simpel vis; ”Vi har også rigtig ofte stoppet op og sagt: “Okay! Nu er vi nået hertil. Nu har vi lavet et vers og et omkvæd. Nu skal der ske et eller andet andet.” Og så har vi kigget på hinanden og tænkt på, hvad vi har lyst til. Hvis vi sad som lyttere og hørte det her, hvad havde vi så lyst til, helt nede i maven. Og så bare fuldstændig følge den”, fortæller Lars. Casper overtager og slår en ting helt fast: ”Men stadig hele tiden med den der følelse af at udvikle Bersærk. Jeg føler ikke, at vi har taget en afstikker fra konceptet “Bersærk.” Jens fortæller videre, at der netop er en ting, der er helt central for konceptet ”Bersærk”. ”Når du siger det der, bliver jeg mindet om, at under sangskrivningsprocessen, inden din (red.: Casper) vokal er kommet på, kan jeg huske, at vi har været sådan lidt i tvivl om, om det var for meget af det ene eller det andet. Så snart din vokal var kommet på, så blev vi selv gjort opmærksomme på, at vi egentlig kan gøre ret mange ting, fordi din stemme og dit udtryk binder det sammen.” Lars kommenterer med et smil på læben; ”Næste plade bliver 8-bit-musik med Casper på vokal”, hvorefter stuen igen bryder ud i latter.

 

 

Men inden man tvivler på, om det er et bevidst valg, at Bersærk har gået i denne retning, svarer Simon prompte: ”Ja, det er det”, inden han uddyber: ”Men også blot en mulighed, som vi ikke har haft på de andre plader: hvor du betaler for en studietid, og så kører taxameteret. Hvor her har der været mulighed for rigtig at mærke efter og sidde der og “smage” på det. Det har været en game changer!”. Og skulle man ikke have gættet, hvorfor der hverken var studietider eller taxametre denne gang, så er Lars så flink at uddybe: ”Jens var jo producer på vores forrige plade, Jernbyrd. Han var ikke blevet medlem eller noget dengang. Vi var allerede inde i sådan et godt arbejds-mode, os to (red.: Lars og Jens) især. Så det var bare supernaturligt for os at lave den her plade: det var noget med at tage til København, hvor han på det tidspunkt boede, og så bare programmere nogle trommer over de riffs, vi hver især havde med, og så snakke om, at det lyder meget fedt”.

Hybridernes højborg

Men en ting er at lave musik, der lyder fedt, men det duer jo ikke at det stikke i 17 forskellige retninger, så som Jens forklarer: ”Vi har helt sikkert haft et andet samarbejde med større fokus på melodierne på en ny måde, synes jeg. Det har bare handlet om, hvilke melodier ligger der i det materiale, vi kommer frem med. Processen er som følger: musikken bliver lavet først, og så kommer tekst og melodi til sidst i processen. Vi har prøvet at blive gode til at tænke over, hvilken melodi der ligger i materialet, hvad vi kan trække ud af det. Melodien er en form for forlænget arm til musikken på mange måder, ikke? Så vi har arbejdet meget med melodisk kontekst og gjort et forsøg på at blive skarpere på det. Det føler jeg også har et eller andet at gøre med mod. Der, hvor vi er, er der selvfølgelig ingen tvivl om, at vi har gjort det, fordi vi har haft lyst til det, men man sidder også og tænker: “Hvornår bliver det for et-eller-andet?” Man sidder nok altid og forsøger at spejle sig i ting. Det har været ret meget: “f*ck nu det”, og så har vi gjort, hvad vi havde lyst til. Så det er der helt bevidst blevet arbejdet med. Det er der. Altså, melodierne. På et andet niveau end der er blevet arbejdet med det tidligere.” Men om det melodiske er noget man skal vænne sig til, tjah, vurder selv ud fra Jens’ holdning: ”Om det er den nye stil? Ja, det ved jeg sgu ikke”, eller Lars’ holdning: ”Det er det i hvert fald på den her plade. Den næste plade vil alt sammen være 8-bit… ”. Jens skal dog lige pointere, at det ikke kun er blevet mere melodisk; ”… det er jo også blevet tungere og ondere. Hybriderne er blevet mere udtalte.” Hvilket også forklarer, hvorfor man måske også vil opfatte Sol som en vredere plade, end hvad man kender fra Bersærks hånd. Lars er ikke uenig, men: ”Jeg synes ikke, at vi er vredere, men jeg synes, at vi er blevet bedre til at udtrykke vreden. Jeg tror, at den er mere præcis”. Jens uddyber dog Lars’ kommentar lidt: ”Men det er vi også på det melodiske plan. Så det går begge veje – det var det med de hybrider. Det er, ligesom vi har skruet op for kontrasten på en film, eller sådan… De forskellige modes, om det er vrede, glæde, håb eller hvad det nu ellers måtte indeholde, har vi i hvert fald søgt at blive mere skarpe på.” Specielt glæden og håbet har Lars en stor del af æren for: ”Jeg synes også, at de positive elementer og de mere håbefulde tekstmæssige elementer også er blevet mere stærke. Alle følelserne, for mig i hvert fald, veksler rimelig meget på pladen. De er bare blevet større og skarpere.” At der også er fokus på det positive har Jens dog en enkel forklaring på: ”Det er også klart, når man ser på det der postapokalyptiske monster … Altså, det lyder dystopisk, jo. Det lyder mørkt. Men det er jo også igen lige så meget for at vise, at så mørkt er det, og så lyst er det”. Lars fortæller videre at mørke og lys er også yderst nærliggende at arbejde med, nu pladen hedder Sol. ”Det er jo også det, der ligger i Sol. Solen kan jo både være en regenerativ kraft, som skaber liv og blomster. Og så kan det være atomeksplosion: den der nukleare ødelæggelse. Den har begge elementer af både regeneration og degeneration.” Så som Simon så flot opsummerer: ”Så vrede på den glade måde!”

 

Når stål møder træ

Dog er det tunge og det onde bestemt to ord, der passer godt til Sol, da bandet beskriver pladen som ”et postapokalyptisk monster af et konceptalbum”. Men på trods af at dette lyder meget ”u-Bersærksk”, så er der ifølge Lars en mening med galskaben: ”Man kan sige, Mulm, Jernbyrd og den her (red.: Sol) er sådan lidt en trilogi i sig selv. Mulms arbejdstitel var faktisk Sol. Jeg ved ikke, hvorfor vi ikke gjorde det, egentlig ... Men det endte i hvert fald bare med, at de blev sådan nogle stand alone-plader. Men konceptet fra de her tre plader har meget drejet sig om fornyelseskraften i undergangen. Altså, det med at vi skal smadre et eller andet, og så står der noget nyt: hvis man brænder en skov af, så bliver jorden frodig. Alle de der ting ... Det er lidt et tema, som går igen i stort set alle mytologier. På den her plade har vi prøvet at arbejde lidt mere med hele Ragnarokkonceptet set med nogle kold-krigs-briller. Hvis Cubakrisen havde udviklet sig til en global atomkrig, hvor stod vi så henne? Det er også derfor, at der er lidt på vores cover art med 80’er-referencer i skjult rundt omkring. Når du så åbner vinyle,n er det hele bare runer og totalt okkulte ting og sådan noget. Skallen udenpå er sådan Berlin i 80’erne: rusten, industriel. Det var også noget, der opstod, da vi fik Ræveðis med ind, det er ham kunstneren, der har lavet alt vores art. Den opstod faktisk, da vi lavede “Verdens Ende”, det første nummer.” Casper er dog hurtig til at feje en tanke, mange kunne have fået, af bordet. ”Det pudsige er jo, at det kommer jo ikke ud af noget som helst Corona-hejs. Det har været en helt separat tanke. Det er det, der er så underligt”. Den reelle inspiration er en helt anden, fortæller Lars: ”Det var, fordi du synes, at vi skulle lave den der intro, og så sagde jeg til dig, om du ikke kunne lave lyden af sådan en fremtidsfangelejr i vindblæst, iskold Sibirien, hvor der var slaverobotter.” Selvom kommentaren allerede har fået flere til at bryde ud i latter, følges den dog til dørs med: ”Ja, det skal altså også siges, at vi havde lige røget en joint”, hvorefter samtlige tilstedeværende flækker af grin. Dog får Jens samlet sig så meget, at han kan forklare videre: ”Ja, lige pludselig havde vi en skal, hvor vi kunne se, hvor grineren det var med at mikse et postapokalyptisk, industrielt fremtidsscenarie viklet ind med det her mytologiske, gamle, oldnordiske univers. Den hybrid synes vi var helt vildt spændende. Og jeg har egentlig haft det sådan lidt – og det er en personlig produktionsting … Jeg har helt sikkert haft skyhøje ambitioner med den her plade i forhold til hvilken sound, jeg godt kunne tænke mig, at vi havde. Jeg kunne godt tænke mig at lave det sådan, hvordan lyder en blanding af det danske Rammstein blandet med ... Altså, det der med at vi synger på dansk, men hvordan lyder det, når man bare giver det endnu mere tyngde. Vi har bare haft forskellige ting, som vi har trippet over, mens vi har lavet det her. Og en af tingene har været den der Rammstein-ting. Også fordi den lyd har den tunge og industrielle vibe.” Lars kaster dog også lige et par lidt mere lige-ud-ad-landevejen referencer på bordet: ”Jeg kom lige ud af en periode, hvor jeg havde vold-lyttet til Year Zero med Nine Inch Nails, og der har de den kolde industri og alt det der. Men den nordiske måde at sætte melodier sammen har bare en melankoli, som ikke er i andet. Og så har du for eksempel sådan lidt: “stål møder træ”, en organisk/kemisk symbiose. Harmonimæssigt har jeg fandme også gravet meget i bands som Solbrud og sådan også. Det kan sgu noget”. Noget, der også kan noget, mener Simon, er netop beskrivelsen ”postapokalyptisk monster af et koncept album: “det skal jeg da bare lige hjem og høre!” – haha”. Men selvfølgelig skal Lars kommentere med det, der synes at være et tilbagevendende tema: ”Folk bliver åh, så skuffede … haha! Det er bare sådan noget 8-bit musik… ”

Nye gamle venner

Noget, folk forhåbentlig ikke bliver skuffede over, er Bersærks nye bassist Jens Moss Thorsen, som den opmærksomme læser selvfølgelig har lagt mærke til, var producer på Jernbyrd og den kommende Sol. Alle på nær Jens er dog hurtige til at mene, at inklusionen har været ”rigtig dårlig” og ”helt ad helvede til”. Ingen af meningerne kan dog siges, uden alle i lokalet endnu en gang bryder ud i høj latter, så seriøsiteten bag kan stærkt betvivles. Simon får dog samlet sig og siger: ”Det har ikke gjort det mindste, for det kunne jo være lige meget om Jens var bassist, trommeslager eller guitarist i virkeligheden. Men der er også noget socialt lim i det, for at man kunne føle, at man kan køre alle sine ideer til dørs i og med, at man stadig har brug for hinandens kompetencer i enheden. Så, at vi har fået en ny person og god ven ind i bandet, som også er meget fagligt dygtig, gør en kæmpe forskel. Men det kunne have været hvilket som helst instrument.” Lars fortæller at Jens dog også bidrager med andet end bas. ”Og så for mit vedkommende, en sangskrivermakker, det har været en stor hjælp”, hvortil Casper sarkastisk kommenterer: ”Det har vi andre jo åbenbart overhovedet ikke! Haha!”. Han fortsætter dog i lidt mere seriøst: ”Der er sket noget. Altså, bare tempoet i den kompetence, der kommer ud. Det er gået dobbelt så hurtigt, efter Jens er kommet med”. Jens er dog også selv klar over, hvor endnu en kompetence ligger: ”Og vi dækker hinandens blind spots rigtig godt. Vi komplimenterer hinanden rigtig godt, føler jeg”. Hvortil Casper kækt kommenterer: ”Har I også et ”safe word”?” En kommentar, ingen andre end Casper griner voldsomt af, men han formåer dog at få Jens til at miste tråden. Jens finder den dog igen og får afsluttet, hvad han ville sige: ”Jeg føler egentlig også mere, at jeg har den her producer-hat på, mere end jeg har en bassist-hat på. Altså, jeg ved jo godt, at jeg spiller bas, men det handler mere om at møde universet og gå ind i det og byde ind de steder, hvor man føler, at man kan løfte det.”

Om Jens reelt set har været med til at løfte Bersærk til et nyt niveau på Sol kan du selv, kære læser, finde ud af på fredag. Har du ikke tid til det, så kan du læse vores anmeldelse af Sol lige her.

Udover nævnte er interviewet udarbejdet i samarbejde med Jeanett Meibom Andersen, Jonas Larsen og Søren Højer Larsen.

 

Tilføj kommentar