Norsk invasion hængrede Amager Bio
Det var med store forventninger at jeg fredag aften drog mod Amager Bio for, for anden gang, at opleve norske Kvelertak. Jeg så dem sidst på Roskilde Festivallen i år, og det var bestemt en oplevelse jeg gerne ville have gentaget. Det er det så endnu engang efter i aften, for det norske seksmandsorkester leverer et show, en fest og en energiudladning ud over det sædvanlige. En anden lykkelig ting ved denne aften var, den i sidste øjebliks bookning af danske Fortress. Den dårlige ting, og en absolut bagside af medaljen, var at de havde taget norske Gerilja og Årabrot med sig, men den del vender jeg tilbage til når jeg har skamrost Fortress.
Fortress
Der er ikke så mange andre måder at beskrive Fortress end i rosende termer. De danske rock n`roll kvartet sparker så meget røv, på alle måder, at det er umuligt ikke at smile hele vejen gennem deres setliste. Udstrålingen, umildbarheden og udeblivelsen af alle former for arrogance, kombineret med en musikalsk ekvilibrisme der får hvert riff til at side i en lige højre, danner helheden Fortress. At der så også er noget med noget barmave og nogen lidt korte shorts giver bare det hele en lidt ironisk distance, men spilleglæden og de fede kompositioner er så absolut det der holder dem oppe, og forhåbenligt kommer til at bære dem frem. For frem det skal de, og det kommer de også. Jeg kommer i hvert fald næste igen, og Fortress er en fest og en hyldest til alt det gode i livet.
Gerilja
En fest jeg så tilgengæld meget gerne ser mig fri for at blive inviteret til en anden gang er Gerilja, og ja bare for at tage det med i samme omgang har jeg også set Årabrot for sidste gang. Jeg hader den her del af at skrive anmeldelser, fordi jeg ser det som min opgave og grave efter kvaliteterne og ikke fremhæve og lede efter fejlene, men her kryber jeg til korset, jeg kan ikke finde dem hos Gerilja. Uinspirerende kompositioner der ikke havde sin fod hverken det ene eller det andet sted, samtidig med at de var alle vegne på en gang, blandet med et rodet set up af de tre nordmænd på en alt for stor scene, gav ikke en god oplevelse. Feelingen var ikke eksisterende, og den totale udeblivelse af reflekterende energi fra publikum trak det hele ned på et pinligt niveau hvor man som tilskuer bare håbede at hvert nummer var det sidste. Om der her er tale om en vennetjeneste fra Kverlertaks side aner jeg ikke, men publikum gjorde de i hvertfald ingen tjeneste med at tage Gerilja med til broderlandet.
Årabrot
Og som tidligere varslet bliver vi desværre i samme retoriske univers til tredje band Årabrot. Jeg vil skynde mig med at sige at lyden her var væsentligt mere målrettet og inspirationer fra adskillige af deres landsmænd kunne positivt spores. At der så ikke var nogen konsekvens i lyden er så en anden sag, men de fede elementer var der dog. Det mest ubegribelige ved hele Årabrots set var deres stenstøtte af en keyboardspiller. Det er det mest distraherende jeg nogensinde har set på en scene, og jeg ente med at blive direkte irriteret af at kigge på ham. Uden at røre sig ud af flækken, bortset fra når han skulle drikke øl eller trykke på en knap hvert ti minut, stod han bare, med solbriller, og kiggede bøvet på publikum, mens resten af bandet tonsede afsted. Om der er tale om en meningsløs "kunst happening" eller bare et aktiveringsjob må stå i det uviste, men absolut ødelæggende for deres show var det. Karakteren er på ingen måde farvet af dette da det ingen mening ville give, men han stjæl det visuellebillede på en meget uheldig måde. Tilbage til de, bredt inspirerede, kompositioner var der enkelt højdepunkter der, i forhold til Gerilja, gjorde koncerten tålelig, men meget beklageligt heller ikke mere end det.
Kvelertak
Efter en velfortjent rygepause, og smuglytten til publikums generalle opfattelse af de to norske opvarmningsbands, var det endelig blevet tid til Kvelertak, og aldrig har jeg haft så meget løst til at blive kvalt, og ønsket blev indfriet fra første tone, eller nærmere, fra de første slukkede lamper. At publikum var tændt, nok specielt efter at høre noget godt, var der ingen tvivl om, og det faktum at de fleste nok har haft en ide om hvilken type show de var kommet til, virkede også indlysende. Der gik ikke længe før både publikum og forsanger Erlend Hjelvik crowdsurfede, noget der holdt ved koncerten ud. En solid bund af tromme og bass i fantastisk samspil med den tremands store guitar besætning og, ikke mindst, førnævnte Hjelviks vokal skabte et inferno af lyd der ville få selv de mest garvede til at følge trop. Lyden var, fra min placering i salen, perfekt, og kombinationen af de insisterende, fanden i voldske passager og det lige så insisterende lys fra deres sceneopsætning, bragte Amager Bio op på kogepunktet. Energien er umildbart det essentielle holdepunkt i Kvelertaks performance, hvilket også var den oplevelse jeg havde på Roskilde, men når det er sagt så har de nogle musikalske evner at have den i, for deres musik er, nok speciel, men bund solid, i iørefaldende og appelere til et bredt publikum. Brugen af den norske vokal kan jeg personligt godt finde lidt, til tider, irriterende på plade, men live kan det være fuldstændig underordnet. Deres internationale potentiale er ikke hængt op på hvilket sprog de synger på, og set i en større kontekst er lidt fornyelse jo altid godt. Fornyelse er faktisk indbegrebet af Kvelertak, for nok har de, som alle andre, nogle tydelige inspirationer, men de har formået at lave en lyd der er så særpræget at man inden for 2 sekunder ved at det er dem der bræger ud af højtalerne. Noget jeg syntes, i sig selv, er helt fantastisk. Energiniveauet var, fra Kvelertaks side, permanent hele koncerten igennem, fra publikums side, haltede vi lidt bagefter ind imellem, men det var så kort, og forståeligt, set i forhold til det der blev givet tilbage til nordmændene, at det ikke kan være noget bandet har bemærket. De gav da også udtryk for at det havde været en kæmpe fornøjelse at spille for os denne aften, en fornøjelse der var fuldt ud delt. En uforglemmelig af, igen, med Kverlertak var nået til sin vejs ende, og et godt gennembanket, og solidt fremmødt Amager Bio, kunne igen træde ud i efterårsvejret, ti kilo sved lettere og med et smil der ellers kun bruges når temperaturen går på den positive side af 25 grader. Kom snart tilbage Kvelertak.