Kvelertak spiller koncert på Roskilde Festival 2024.
Kvelertak - Endling

Endling

· Udkom

Type:Album
Genrer:Hard rock, Punk
Antal numre:10

Officiel vurdering: 10/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Når galskab og genialitet går hånd i hånd

Op på hesten igen

Spoler vi tiden godt tre år tilbage til det tidlige forår i 2020, stod de norske støjrockere fra Kvelertak et aldeles interessant sted. Med ny forsanger i form af Ivar Nikolaisen, Håvard Takle Ohr som ny mand bag gryderne og ikke mindst deres fjerde og på det tidspunkt nyeste langspiller, genistregen Splid, var de klar til at erobre verden. Og så kom corona. At den slags kan føles som en kolossal frustration er en underdrivelse af de større, men som kendere nok er klar over, skal der mere til at stoppe den norske sekstet.

Endling er navnet på den længe ventede femte plade fra Kvelertak. Med prædikatet ‘hybridrock’, som bedst kan betegnes som støjrock tilsat elementer fra alverdens andre rock- og metalgenrer, har gruppens musik ofte været på grænsen til det komplet gakkede. Men alligevel har det alle dage virket og resulteret i forrygende fed musik. Går det virkelig an at blive ved på den måde? Ja, for pokker da!

Forvent det uventede

Med Kvelertak ved man aldrig helt, hvad man får. Men man ved, at det bliver godt. Forventningerne op til udgivelsen af Endling har selvsagt været høje, men at vi skulle få et album af denne kaliber, tror jeg, de færreste havde regnet med. Med tre veloplagte guitarister, en toptunet Ivar Nikolaisen i front og ti sublime skæringer samlet på 51 minutter har Kvelertak givet os et album, som jeg ikke er et sekund i tvivl om, bliver en nyklassiker inden for støjrock. Åbneren, ”Krøterveg te helvete” driller med fuldt og flabet overlæg sin lytter med en fire minutter lang intro, inden nummeret for alvor går i gang og blæser møblerne ud af stuen. Det samme gør efterfølgeren, ”Fedrekult”, der med sin kompromisløse energi må gøre gamle punk-korifæer som Dead Boys og The Dictators umådeligt stolte, men det er på tredje skæring, ”Likvoke”, at det begynder at blive rigtig spændende. Med sublime stoner-riffs tager Kvelertak her for alvor hul på deres unikke sangskrivningsstil, hvor virkemidler fra utallige andre genrer frygtløst tages i brug. Og rigtig finurligt bliver det på ”Døgeniktens kvad”, der starter med blastbeats og black-guitar for straks efter at gå over i et lille stykke med banjo(!); endnu en gang må man konstatere, at man med Kvelertak bare altid må forvente det uventede.

Singlerne, titelnummeret ”Endling” og den singalong-indbydende ”Skoggangr”, ligger smart placeret omkring pladens midte og giver lytteren mulighed for at fordøje løjerne med simpel og medrivende rock, inden det går løs igen. ”Paranoia 297” og den fantastiske ”Svart september” er Kvelertak, når de er allerbedst, og den næsten otte minutter lange mageløse Mastodon-hyldest ”Morild” lukker og slukker en plade, som jeg ikke tøver et sekund med at udråbe til et moderne rockmesterværk af episke proportioner. Jeg håber, naboerne kan tolerere de seks energiske herrer fra Stavanger, for de skal finde sig i dem et godt stykke tid endnu.

Forbanna bra!

Man skulle næsten tro, at dette norske vanvid ville være en forvirrende omgang støjende nonsens eller i bedste fald en fornøjelig gang fis, når man hører dem defineret som ’støjrock, der uden filter låner fra black metal, 70’er-rock, hardcore, prog metal og meget andet’. Men på helt vidunderlig facon, og på en måde som kun Kvelertak mestrer, giver det hele mening og resulterer i suveræn rock, der fuldkommen ubesværet kan kombinere Immortal med Queen og Mastodon med New York Dolls.

Er det overhovedet muligt for Kvelertak at lave noget dårligt eller bare middelmådigt? Efter deres første tre absolut godkendte plader med tidligere frontskråler Erlend Hjelvik, derefter suveræne Splid og nu denne magtmanifestation tror jeg, svaret er et rungende nej. Endling er med længder bandets mest suveræne udgivelse. Mageløst. Milepæl. Mesterværk! Der er mødepligt, når Kvelertak rammer Pumpehuset i København den 17. oktober.

Tracklist

  1. Krøterveg Te Helvete
  2. Fedrekult
  3. Likvoke
  4. Motsols
  5. Døgeniktens Kvad
  6. Endling
  7. Skoggangr
  8. Paranoia
  9. Svart September
  10. Morild