Gimle i Roskilde lagde denne aften hus til en hjemkomst for to af byens børn, der med deres rå rock og markante lyd skulle forsøge at give folk en oplevelse af den anden verden. Det viste sig at være en blandet fornøjelse, hvor tilstrømningen til gulvet kunne have været langt bedre. En tak skal lyde til Gimles fotograf Claus Christensen for brug af billeder.
Jack in the Middle
Bandet fortæller selv, de gerne vil spille råååk fra de gode gamle dage, dvs. 60’erne og 70’erne, og som anmelder kan det til tider være svært ikke at sammenligne ny musik med bands, der har eksisteret. Samtidigt kan det være svært for bands ikke at lande i noget, der er lavet før – Jack in the Middle sprang direkte ud i at lyde præcis som Suede. Det var kun starten på rejsen tilbage i tiden; nu kom vi til årene omkring 60’erne og 70’erne. Resten af sættet var en lang tribut til bands som The Doors, Led Zeppelin og Creedence. Dér savnede jeg måske noget originalt og nyskabende.
Publikum viste ved sin manglende opmærksomhed, at det kan være svært at starte festen, og selvom forsanger Thor gjorde sit bedste for at bringe publikum med ind i stemningen, var det halvforkølede klapsalver, der kom retur. Dog var der bred enighed blandt publikum om, at trommeslageren Funder havde helt sin egen fest. Han var i sin egen verden det meste af tiden og var i essens ”Drummer at the Wrong Gig”. Det var klart ham, der trak for-festen op til seks kranier.
Tainted Lady
Næste band på programmet var den fremmede i kredsen, som kom for at hilse på og vise, at også jyderne kan lave god gammeldags røvballerock. Igen var der desværre en grundlæggende følelse af, at man havde fundet et koncept hos andre og forsøgte at dublere til eget formål uden at skabe et unikt helhedsindtryk.
Det var klart fra starten af, at Tainted Lady er/var kæmpestore fans af Aerosmith og forsøgte at kopiere dem i en sådan grad, at det virkede mere tragikomisk end originalt. Helt ned til det evindelige tørklæde, den kiksede læderjakke og den bare overkrop…. Virker det hos Aerosmith? Helt klart. Det gør det ikke hos Tainted Lady. I samme ombæring var opstillingen på scenen så konfus, at trommeslageren blev opfattet som en diffus tåge i baggrunden, og så var der ellers blot noget lyd, der rungede i lokalets gamle vandværksvægge.
At det visuelle blev ødelagt så meget af den konceptuelle stilforvirring, gjorde desværre, at musikken faldt i baggrunden, selvom den var rigtig god. Cattons britiske vokal fungerede rigtig godt, og hans oplevelse med et Steel Panther-kopiband lyste ud af hans øjne og kunne høres i hans stemme flere gange. Desværre var det ikke nok til at bære hele oplevelsen, og slår man alle sanserne sammen og bedømmer ud fra det, kan jeg desværre ikke snige mig op på mere end seks kranier.
Junkyard Drive
Et af Roskildes nyeste skud på musiktræet skulle til sidst træde i karakter og vise, hvordan Gimle skal rystes i sin grundvold, og hvordan rock skal spilles på den store klinge. Junkyard Drives album er indspillet i det legendariske Medley Studios, hvor bandet har betrådt de samme gange som Prince, Radiohead, Magtens Korridorer, Kim Larsen, Carpark North og Mike Tramp plus mange flere.
Som altid er indflydelsen den legendariske rock; den rock, hvor sveden hagler af bandets medlemmer, og hvor mottoet tit er ”Flere øl til forsangeren!!”. Bands som Guns ’n’ Roses og AC/DC er forbillederne for Junkyard Drive, men til denne anmelders helt klare fornøjelse er der ikke tale om kopi eller imitation af selvsamme bands, men en måde at anerkende deres bidrag på og så vise, hvad det næste skridt i udviklingen er.
Med fem mand på en lille scene i Gimle kunne man fristes til at sige, at der hurtigt ville blive overbefolket, og at folk ville rende hinanden ned og vælte rundt på gulvet som små tumlinger. På ingen måde. Den måde, hvorpå bandets koordinering var sat op i forhold til, hvem der skulle være i fokus, var så indøvet, at selv Tim på bas – som var med for første gang live – formåede at komme i fokus og vise en normalt anonym position frem. Han viste, at bare fordi man spiller bas, kan der godt gemme sig en lille multikunstner inde i en.
Ved den traditionelle præsentation af bandet blev vi endda trakteret med en trommesolo, hvor resten af bandet simpelthen gik af scenen. Det, synes jeg, var en fin måde at vise, at der skal gives respekt til hele bandet og ikke kun manden med stemmen og de to mænd med hver sin guitar. Nu, vi er ved manden med stemmen, Kris... Hvis ikke den mand inden for de kommende år får et kæmpe gennembrud, så er der ikke nogen retfærdighed til. Måden, den rå vokal kommer rundt i hele arrangementet, og dét, at han kan synge både den skingre og den dybe vokal samt en virkelig sjæler, gør oplevelsen til en af de helt store.
Jeg forventer, at der ikke går særlig mange år, før vi ser Junkyard Drive på de store scener herhjemme. Hvis de fem drenge kan fortsætte deres hårde arbejde og komme ud de rigtige steder, skal det band nok opbygge en kæmpe fanbase. Måske kan den ikke måle sig med DAD og Volbeat herhjemme, men der er klart lagt i kakkelovnen til noget af det helt store.