Gudhjælpemig

Mennesket er en evig skuffelse. Egoistiske væsner som er fulde af synd, løgne og urenheder. Det Gamle og Det Nye Testamente er rørende enige om, at vi konstant har brug for en ordentlig opsang – men heldigvis også en redningskrans. En barmhjertig håndsrækning. Bibelen er spækket med storladne fortællinger om menneskets bedste og værste sider, men at få et overblik over hele denne episke saga kan mildest talt være en udfordring. Ja, faktisk har nogle af os opgivet på forhånd. Heldigvis findes der bands som amerikanske Diatheke, der er mere end villige til at male det store billede for os med en palet, der mest af alt består af ild, svovl og messende dommedagsstemning. Kvartetten, som blev dannet i 2017, har efter et hav af singler, to EP’er og et opsamlingsalbum endelig udgivet deres reale debut ...And The Word Was God. En udgivelse der selvfølgelig ikke er bange for at svinge den teologiske hammer. Nervøs? Forståeligt. Men der er ingen grund til at falde på knæ i panik, for det viser sig, at Diathekes progressive dødsmetal faktisk er yderst habil.

Bibelen er meget, meget, meget lang

"Lyset, det sande lys, som oplyser ethvert menneske, var ved at komme til verden." Johannesevangeliet beskriver begyndelsen, men historien har mange, mange, mange flere kapitler, og amerikanernes værk tager os hele vejen. Meget af lyrikken bygger på bibelreferencer og ordsprog, men trods det er værket gennemført – dog utroligt tungt! Til tider føles det mere som en bog, man skal fordybe sig i, da genrens tempo gør det næsten umuligt at tage alle nuancer ind. Som ethvert godt progressivt værk udnytter Diatheke dog flot melodiøse guitarpassager til at ændre toneleje, og åbningsnummeret "The Creator" på knap 13 minutter trækker på alt fra akustiske sektioner og spændende riffs til hastige dobbeltpedaler. Nummeret har flere gode elementer, men også en del abrupte rytmeskift, hvilket er pladens største svaghed. Der mangler noget finesse i overgangene, og det bliver især tydeligt til sidst på albummet. Talentet er dog uomtvisteligt, særligt guitarist Dallas McNeely leverer smukke, dybdegående akustiske sektioner, der er afgørende for værket. Albummets højdepunkt kommer på tredje skæring, "The Promise", hvor bandets bedste ideer smelter sammen: Skæve taktarter, flotte korsektioner og hæsblæsende trommer sikrer, at nummeret aldrig bliver kedeligt – trods sin længde på knap ni minutter. Det er bemærkelsesværdigt.

Diatheke har en forkærlighed for lange sange, men materialet kan ikke altid bære det. "The Empowerment" trækker ud over sin egen vægt, men som et konceptalbum er det svært at skære noget fra, det forstår jeg godt. Bandet betegner sig selv som fans af Ne Obliviscaris, og selvom sammenligningen giver mening, mangler de endnu den samme finesse. Cyklussen er velkendt – Ne Obliviscaris ser selv op til Opeth, som er næste trin på rangstigen. Her mangler Ne Obliviscaris også det sidste, så cyklussen fortsætter ligesom liv og død. Det til trods så er ...And The Word Was God en rigtig solid og lovende debut.

Djævlen ligger i detaljen

Udover djævlen selv er Gud frontfigur for flere metalalbums, end man skulle tro. Og selvom gruppens konceptalbum er gennemført, er det ikke ligefrem banebrydende. Det behøver det heller ikke at være. Diatheke har fat i den lange ende af knallerten. Pladens to stærkeste numre, "The Creator" og "The Promise", viser kreativitet og gode ideer, men der mangler stadig det sidste. Om det så er brutalitet, nænsomhed eller teknisk overskud. Djævlen ligger som bekendt i detaljen. Jeg tvivler dog ikke på, at vi kommer til at høre mere fra amerikanerne. Og jeg ønsker dem held og lykke i nutidens USA – de får brug for det. "May God have mercy on us all!"