Mere tungt slam fra US

Fem år gamle Dysmorphic Demiurge fra Tennessee fortsætter en lang tradition for solid og tonstung slamming brutal death metal fra US i stil med Internal Bleeding, Devourment – og Cehalotripsy, for den sags skyld. Deres forrige album fra 2022, The Great and Terrible War, var et semikonceptalbum, der omhandlede begivenheder i et fiktivt univers. Det er i det samme univers, formoder jeg, at deres nyeste plade, Of Chaos and Eternal Night, foregår. Skiven fra 2022 havde i øvrigt en featuring med Analepsy, ”The Scavengers”, som var skivens klimaks.

Of Chaos and Eternal Night har hele to featurings med. Begge inkluderer Amos Calhoun, som sikkert er en lokal hangaround. Han har ikke umiddelbart udgivet andet end disse to featurings med Dysmorphic Demiurge. Den ene af de to er desuden med førnævnte mægtige Analepsy fra Portugal.

Og Dysmorphic Demiurge er sjovt nok også havnet på et portugisisk pladeselskab, nemlig Vomit Your Shirt – søsterselskab til Miasma Records, der tæller for eksempel Embrace Your Punishment, Hurakan og (drumroll) Analepsy. Fordi de arbejder sammen med DF-booking, der i øvrigt køres af Stillbirths vokalist, Lukas Swianczny, er det nok mere sandsynligt at møde bandet live på de tyske slam-/brutalfester end på de danske venues, men hvem ved? Nok namedropping, nu til sagen.

Tungt OG teknisk

I dag har slam mange former, men en af de forskelle, der længe har eksisteret, er, at bands ofte vælger enten at læne sig mod høj teknikalitet eller mod den mere følelsesladede tunge, groovy stil. Jeg bemærker nysgerrigt, at Dysmorphic Demiurge inkorporerer begge stilarter på Of Chaos And Eternal Night.

Det er bestemt ikke altid, det lykkes lige godt, men for eksempel på et track som ”Orchard Of Blood And Bone”, som både er det mest langsomme på skiven og mit yndlingsnummer, er det meget tydeligt, hvor fint de to stilarter flettes sammen uden at give afkald noget. Både lyrikken og stemningen knuger i maven, mens de tekniske slams og flotte, langsomme riffs holder hjernen travlt optaget.

Nummeret ”The Great Paimon” er lavet i samarbejde med Analepsy, og de brutale konger tillægger skæringen en særlig episk kvalitet. Det fornægter sig ikke i de lækre grooves og de lækre, dybe overtone-growls, som især Calin Paraschiv serverer med stor gourmet i fraseringen.

Jeg ved simpelthen ikke, om det er en tilfældighed, eller om der foreligger en finurlig sammenhæng, men albumtitlen matcher med en sang af Dark Tranquility fra EP’en af samme navn fra 1993, den første omgang med Mikael Stanne i halen på Anders Fridéns farvel. Ja, ham fra In Flames. Tematikken, lyrikken og stemningen har lidt den samme smag, selvom det rent musisk er langt fra hinanden.

Det kilder de rigtige steder

Of Chaos And Eternal Night er en solid skive i genren, og selvom der er et par kiks i den skrøbelige balance, deres musik skaber, står man tilbage med et positivt, om end overvældet indtryk. Jeg keder mig på intet tidspunkt. Det er en skive, der vokser ved flere gennemlytninger, der får flere detaljer frem og kilder læsionerne i din øregang. Selvom jeg stadig ikke fatter, hvad det lige er, ham Amos Calhoun bidrager med, er jeg er tosset med den dybe sjælsgennemtrængende vokal fra Cade Brown og de langsomme grooves, der følger op på de små slams, der ikke er for overdrevne. Bevares, de er ikke på A-holdet i klassen. Men det er ikke mange i genren, der også har et rimeligt lyrisk niveau, og det trækker bestemt ikke ned. Den lyriske alvorlighed kan til tider dog grænse til selvhøjtidelighed, hvilket er minimalt irriterende. Alt i alt en skive man bør smage på med lyttelapperne, hvis man er til noget, der lugter af Dying Fetus, Devourment og/eller Archspire.