Rodeo i helvede

”Vi elsker western og country, men vi elsker også metal. Dét skal sgu da blandes!”. Måske det netop er sådan, kræfterne bag amerikanske Spiritworld har tænkt, da de dannede bandet. Der er i hvert fald ingen tvivl om, at de nægter at følge de gængse regler indenfor genreopdeling. For med en blanding af hardcore, country og westernhorror har de skabt en unik niche, hvor cowboyhatte og breakdowns går hånd i hånd. Deres musik føles som en filmisk hyldest til spaghettiwesterns – bare skruet op på 11 og kastet direkte ned i helvede.

Bandet debuterede med Pagan Rhythms i 2020, hvor de for alvor definerede deres lyd: en brutal sammensmeltning af thrash, hardcore og westerntematik, der lød som et mareridt skabt af Slayer og Ennio Morricone. To år efter kom opfølgeren Deathwestern, der videreudviklede denne vision med en endnu skarpere produktion og flere storladne cinematiske elementer. Med deres seneste udgivelse i 2025, Helldorado, forsøger gruppen igen at tage os med på en apokalyptisk rejse gennem støv, blod og dommedagsprædikener – men spørgsmålet er, om de har fundet guld, eller om vi bare ender med sand i tænderne?

Ørkenvandringen, der ingen ende vil tage

Skiven åbner stærkt med ”Abilene Grime”, hvor både orgelspillet og det skrækindjagende skrig sætter stemningen for en rejse gennem en støvet og dyster ørken. Nummeret har et oldschool hardcorepræg, men trækker samtidig på westernvibes, og kombinationen formår at gå op i en højere enhed. ”No Vacancy in Heaven” viser dog albummets svagheder med sine noget klichéfyldte tekster såsom ”If there’s a heaven, I just don’t wanna know / Just drown my soul in sin”. I ”Bird Song of Death” er det ikke så meget lyrikken, det er galt med, som det er forsanger Stu Folsoms vokal, der fejler. Der synges falsk, og tonen misses indimellem, og man ender med at ønske, at nummeret havde været instrumentalt. Derudover føles flere af numrene generelt for lange, og sammensætningen af sange fremstår rodet – nogle idéer virker gode på papiret, men ender med at falde til jorden i praksis som på det kortvarige, men kaotiske ”Cleansing”.

Pladens titel kan heller ikke gå uhørt hen, og selv om Helldorado godt nok lyder som noget, en cowboy ville råbe i en kitschet B-westernfilm, så afspejler den generelt skivens problem. Det er nemlig svært at afgøre, om det hele skal tages seriøst, eller om vi er ude i en parodi. Nogle steder fungerer den teatralske tilgang, men ofte føles det mere komisk end gennemført. Sammenligner man med et band som D-A-D, der tidligere har mestret cowboypunken med charme, humor og skarpe hooks, mangler Helldorado noget af den samme finesse. Hvor D-A-D forstår at balancere det kitschede med ægte rocknerve, virker Spiritworlds forsøg på at blande westernstemning og hardcore både forceret og ufokuseret.

På den positive side finder vi dog perlen ”Prayer Lips”. Et lavmælt nummer, der lugter mere af country end af metal, hvor Folsoms sagte vokal og den melankolske stemning skaber albummets stærkeste øjeblik. Havde resten af albummet haft samme niveau af sammenhæng og veludførte genreeksperimenter, havde bandet stået med en langt stærkere udgivelse.

Mere vindheks end dynamit i en rodet westernrejse

Gruppen skal i første omgang have ros for deres kompromisløse tilgang til genrer og deres evne til at skabe en støvet, westerninspireret atmosfære. Men derudover er der ikke meget ros at hente. For desværre rammer deres tredje langspiller ofte ved siden af, enten grundet langtrukne numre, vokaler, der ikke fungerer, eller tekster, der hurtigt bliver trættende. Kombineret med tvivlen om, hvorvidt man skal tage hele universet seriøst eller grine med på latterlighederne. Der er små, men gode momenter – især når de tør eksperimentere i det mere melankolske – men næste gang bør de fokusere mere på at skabe en sammenhængende oplevelse. Mindre miskmask og mere skarphed kunne gøre underværker.