Judas Priest og In Flames

Valbyhallen, København SV

Guderne skal vide at jeg hader Valby Hallen, både for dens akustik men også pga. manglende ’sjæl’. Man kunne jo være heldig at der ikke blev solgt så mange billetter, og at de rykkede arrangementet ned i den noget hyggeligere K.B. Hallen. Sådan gik det som bekendt ikke, og når det nu skulle være sådan, var det rart at konstatere at der var masser af plads oppe foran til In Flames, der havde fået æren af at stå for opvarmningen. Problemet i Valby Hallen er blandt andet, at hvis man bevæger sig for langt væk fra scenen – ja, så lyder det bare af lort. Derfor fatter jeg ikke den store gruppe mennesker der sætter magelighed før sund fornuft, og planter sig selv bagerst i hallen. Det giver simpelthen ingen mening. Nå, men tilbage til In Flames der ikke overraskende havde valgt et sæt bestående af materiale primært hentet fra de to seneste albums "Reroute To Remain" og "Soundtrack To Your Escape" - to plader der synes at have delt bandets fans i to lejre. Jeg synes dog numrene fra netop disse plader fungerer ganske glimrende i live sammenhæng, og bandet gjorde en udmærket indsats selvom det på ingen måde kan sammenlignes med det de præsterede på sidste års Sweden Rock Festival. Det var jo ganske enkelt fænomenalt, hvilket ikke helt var tilfældet med Judas Priest. Hvad der gik lidt galt i Sverige i sommer kan måske skyldes mange ting, dels stod jeg langt tilbage grundet et massivt menneskehav, men det var som om kemien i bandet ikke rigtig var til stede. Det samme var nok lidt tilfældet ved denne koncert hvor Rob Halford traskede rundt i sin egen verden, og hvor resten af bandet ofte havde travlt med at stå så langt væk fra hinanden som muligt. Men okay, det kan jo være det bare er deres facon, for i hvert fald spillede bandet upåklageligt og diskede op med en svinesej setliste, hvis vi lige ser bort fra at de totalt overså de to ellers ganske fede skiver de fik lavet med Tim Owens. Højdepunkterne i setlisten var for mit vedkommende da de spillede "I'm Rocker" (fra den undervurderede "Ram It Down") og så en gåsehuds fremkaldene version af "Diamonds And Rust" – hold kæft det var stort, og Rob Halford synger jo stadig helt fantastisk. Taget i betragtning af at albummet endnu ikke var udkommet, spillede de måske lidt rigeligt fra "Angel Of Retribution". Men alt i alt var der sgu ikke noget at klage over med hverken setliste eller selve lyden, der faktisk var helt hæderlig deroppe foran. Og med omkring 3000 publikummer i salen var der god plads, også nogenlunde tæt ved scenen – det prøver vi så lige at fortælle tumperne nede bagved igen. Derudover var der tale om et ægte heavy metal show med storslået lys, synkront headbang fra Tipton og Downing, og en nittebeklædt Halford der i en brændende stol blev hejst til vejrs i "Judas Rising". Jeg fik hvad jeg kom for – blev godt underholdt, og faktisk glædeligt overrasket i forhold til sidste års Sveriges koncert. De kan sgu endnu de gamle drenge.