Lidt af en lottokupon
Kender du frygten for at ende med en udvandet version af det, der engang udgjorde et aldeles glimrende grundkoncept? Netop denne følelse blev præsent, da det stod klart, at Apocalypticas længe ventede liveoptræden med Plays Metallica Vol. 2 skulle afvikles i saunaen på Øresundsvej. Ikke så meget grundet salens tenderende tropeklima, men mere de mildt sagt ugunstige lydforhold, der lagde noget af en dæmper på stemningen under finnernes seneste visit. Ja, man orker dårligt at drage paralleller til den magiske oplevelse i DR Koncerthuset, der tilbage i 2018 lagde lokaler til det noget langstrakte 20-års jubilæum for trioens første stribe fortolkninger af orkesteret fra San Fransisco. Under kategorien ’koncerter med tvivlsomt udfald’ er det også praktisk talt umuligt at komme uden om The Raven Age, der floppede fælt i Pumpehuset så sent som i fjor. Om ikke andet måtte jeg igen hænge min hat på, at briterne trods alt med en vis succes til følge sidste år fik sendt Blood Omen ud i æteren.
The Raven Age
Salen var langt fra fyldt op, da aftenens opvarmning entrede scenen. Blandt de sparsomt tilstedeværende kunne til gengæld konstateres en ualmindeligt bred repræsentation, ikke ulig den min kollega observerede, da Zeal & Ardor gæstede selvsamme saloner for en lille måneds tid siden. Briternes til lejligheden opsatte koreografi og belysning understøttede nok en gang det visuelle image fra Blood Omen, hvor især mikrofonstativets changerende farvenuancer i rød og sort skilte sig ud. Hverken den gennemførte scenografi eller for den sags skyld det faktum, at ”Changing of the Guard” var begyndt at rulle ud gennem højtalerne, lod dog til at gøre indtryk på publikum, der lystigt knevrede videre i krogene. Indrømmet, jeg har gennem tiden ofte indtaget det omdiskuterede standpunkt, der hedder: ’Medmindre du synger med, så klap kaje, når musikken spiller’. Principper er som bekendt til for at blive brudt, og kvintettens mestendels trivielle optræden gennem sættets otte numre optjente da heller ikke uforbeholden ret til at bede om ’absolut tysnad’. Ja, vi skulle faktisk frem til ”The Day the World Stood Still”, førend forsanger Matt James tilsyneladende havde sunget sig så varm, at han fandt anledning til at udskifte sin lange frakke med kort læderjakke.
Dog vil jeg understrege, at vi alt andet lige befandt os mindst et plateau over de forsmædelige begivenheder i Pumpen. Dels var lyden denne mandag intet mindre end sublim, hvilket hovednavnet senere skulle vise sig at slå fuld kapital af. Dels er både bassist Matt Cox og trommeslager Jai Patel yderst talentfulde musikere, der dog ikke for alvor synes at forløse deres åbenlyse potentiale gennem den topmoderne, men ganske kønsneutrale emulsion af melodisk metalcore, alternative og groove metal, som The Raven Age tegner sig for. Jeg anerkender tillige ræsonnementet bag konstruktionen af en mere nedtonet sætliste, der med al sandsynlighed skulle harmonere med Apocalypticas klassiske ophav. Eksekveringen blev bare for statisk, om end enkelte indslag såsom de akustiske passager under ”The Journey”, skabte lidt tiltrængt dynamik undervejs. Interaktionen med publikum kunne da også kompileres til sparsomt tilbagevendende, taktfaste bifald, der primært faldt på foranledning af scenen samt de obligatoriske mobillys, der blev tændt under ”Grave of the Fireflies”. At dømme efter den småkælne effekt, som musikken trods alt havde på især det yngre segment, ville aftenens første par og fyrre minutter formentlig have fungeret væsentlig bedre som underlægning til parmiddagen med levende lys efterfulgt af en slentretur, hånd i hånd under fuldmånens blege skær.
Sætliste:
Changing of the Guard (intro)
1. Serpents Tongue
2. Nostradamus
3. No Man’s Land
4. The Day the World Stood Still
5. The Journey
6. Essence of Time
7. Grave of the Fireflies
8. Fleur de Lis
Apocalyptica
I røg, damp og under buldrende applaus blev salens lys atter blændet ned, denne gang til tonerne af Ennio Morricones umiskendelige komposition, ”The Ecstasy of Gold”. Og SÅ var scenen ellers sat for ’The Ultimate Metallica Experience by Apocalyptica’! Selv en rutineret ringrotte som mig, der gennem små 20 år har oplevet dem i snart ethvert tænkeligt koncertformat, fik en virtuos opvisning fuldt på linje med føromtalte besøg i DR Koncerthuset (med det in mente, at Amager Bio, selv med akustikken konfigureret til noget nær perfektion, stadig kommer til kort over for koncerthusets ditto). Jeg kan dermed levende forestille mig, hvilken effekt de følgende 90 minutter må have haft på novicer udi cellisternes lettere esoteriske univers. Ensemblets blonde stifter Eicca Toppinen var ej heller sen til at gribe den sprudlende energi blandt publikum og benyttede allerede forud for sættets andet nummer lejligheden til at italesætte spillereglerne: ’I kender jo numrene, så … vi spiller, I synger!’ Og sunget? Det skal jeg saftsuseme love for, der blev. I perfekt afstemning mellem klassiske og nye fortolkninger skrålede vi os således igennem ”Ride the Lightning”, ”Enter Sandman” og ”Battery”, inden første og med afstand mest markante afvigelse fra de foregående koncerter i Stockholm og Oslo indtraf: ”The Call of Ktulu” afviklet med playback af nummerets originalt bevarede baslinjer til minde om Cliff Burtons liv og levned. En gribende gestus, der fik ekstra luft under vingerne med portrættet af den afdøde bassist, der under hele denne sublime seance prydede scenetæppet.
Der var virkelig en skøn synergi at spore på scenen, ikke mindst mellem Toppinen og kollegaen Perttu Kivilaakso, der skiftedes til at agere hypeman. Man skulle i øvrigt næsten tro, at førstnævnte havde læst min anmeldelse af albummet, da han godt og vel midtvejs fremhævede den måske mest centrale præmis for rollen som coverartist — at tilføre fortolkninger nye dimensioner og detaljer, der samtidig yder originalerne respekt og retfærdighed. Og i tilfældet ”The Four Horsemen” må man sandt for dyden sige, at især Paavo Lötjönen og dennes bascello gav nummeret fra Metallicas debutalbum en mindeværdig renæssance. I øvrigt helt i tråd med albumversionen, der netop er indspillet i samarbejde med Metallicas nuværende bassist, Rob Trujillo, endsige afviklingen af ”Blackened” som Hetfield og kompagni pudsigt nok selv fandt anledning til at genindspille akustisk tilbage i 2020. Sekundært spiller evnen til at levere på et kontinuerligt, højt teknisk niveau naturligvis også ind. Enter: ”Master of Puppets”, der skulle vise sig som katalysator for aftenens suverænt mest intenst sungne omkvæd. Kirk Hammetts udødelige solo, der i denne anledning var omarrangeret til et treparts cellostykke, fik ligeledes en neoklassisk overhaling. Ja, på en aften hvor alt klappede, havde selv to tredjedele af lydpultens personale overskud til at smække stængerne op og tjekke deres telefoner. De optimerede lydforhold kom også Mikko Kaakkuriniemi, lejesvenden bag gryderne, til gode. Den ellers så infamøse lilletromme på St. Anger har med finnernes udgave af eponymet formentlig sjældent lydt bedre, om end jeg fastholder, at nummeret stadig ikke er blandt de bedst egnede til celloen. Det er til gengæld ”Nothing Else Matters”, der sædvanen tro blev sunget i unison harmoni af salens fremmødte. End ikke playback af Hetfields mildt sagt mislykkede voiceover på ”One” forhindrede vanvittigt veloplagte Apocalyptica i at hive en jordskredssejr hjem. Og med denne at tilspille sig et seriøst kandidatur i titelkampen om ’året liveoplevelse anno 2024’. Kort sagt: Magisk Metallica-mandag, hvis lige hverken er set eller hørt på vores breddegrader i årevis. DA CAPO! STUPENDO! … og alle øvrige, overeksalterede jubelråb, der må tyes til, når ens eget modersmål forslår i så usigelig ringe en grad.
Sætliste:
The Ecstasy of Gold (Ennio Morricone cover, intro)
1. Ride the Lightning (Metallica cover)
2. Enter Sandman (Metallica cover)
3. Creeping Death (Metallica cover)
4. For Whom the Bell Tolls (Metallica cover)
5. Battery (Metallica cover)
6. The Call of Ktulu (Metallica cover)
7. St. Anger (Metallica cover)
8. The Four Horsemen (Metallica cover)
9. Blackened (Metallica cover)
10. Master of Puppets (Metallica cover)
11. Nothing Else Matters (Metallica cover)
12. Seek & Destroy (Metallica cover)
Encore:
13. One (Metallica cover)
