Iron Maiden by CL Photo DK / Claus Ljørring
Iron Maiden by CL Photo DK / Claus Ljørring

Iron Maiden

Royal Arena, København S

Iron Maiden. Ja bare navnet i sig selv bør kaste den største respekt af sig. Bandet, der er blandt de allerstørste metalbands i verden, var taget til hovedstaden for at spille i Royal Arena for første gang. Heldigvis har bandet været utroligt gode til at besøge vores lille kongerige, og denne gang var det så på en indendørs scene, de heldige skulle overvære en på flere måder historisk koncert.

Der vil være flere billeder, på Heavymetal.dks Instagram af både Iron Maiden og Killswitch Engage

Killswitch Engage (support)

Opvarmningen denne aften var meget overraskende tilfaldet det amerikanske metalcore-band Killswitch Engage. Ikke fordi der er noget galt med deres musik eller performance, men mere på grund af stilarten. Man forbinder ikke rigtig Iron Maiden med metalcore, og selvom der nok var en del blandt publikum, der er til en god gang metalcore, så var størstedelen ikke særlig hooked på et ellers ganske tændt Killswitch. Bandet leverede varen fra starten, og man må lette lidt på hatten for et band, der ikke lader et fuldstændigt stillestående publikum tage modet fra sig.

Selvom der stort set ingen respons var fra publikum, så forsatte Killswitch forsøget på at live folk op. Dog skulle der næsten gå 35 min før der kom lidt gang i den, og det skete da covernummeret ”Holy Diver” blev blæst ud over publikum. Det var lidt det, der skulle til for at sætte lidt skub i det, og en rigtigt fed måde at slutte denne opvarmning af på. Desværre så ændrer det ikke på helhedsbilledet af, at det ikke rigtig lykkedes Killswitch at få publikum op i gear denne aften, og det var selvom de havde en god energi på scenen, og lyden tilmed var ganske fornuftig indstillet.

De får 6 kranier for deres forsøg på at sparke gang i Royal Arena.

6/10

Iron Maiden

Iron Maiden by CL Photo DK / Claus Ljørring

Legendarisk Maiden-koncert

Legacy of the Beast er navnet på denne turné, og for en gangs skyld er det en turné lavet for at hylde de mange fantastiske albums, Iron Maiden har udgivet gennem de 43 år, de har eksisteret i.

Denne aften skulle så stå i det nostalgiske tegn, hvor vi fik kastet 16 sange i hovedet, særligt udvalgt af bandet selv, og jeg skal lige love for at posen var blandet godt.

Bandet indtog scenen med nummeret “Aces High”, og over scenen hang et stort spitfire kampfly som prikken over i’et. Desværre så hang lyden lidt i bremsen, for især Bruce var svær at høre på dette nummer. Problemet fortsatte i næste nummer, ”Where Eagles Dare”, hvor han igen var meget svær at høre. Heldigvis så blev problemet løst efter disse numre, og under resten af koncerten var der fin lyd. Især trommerne gik rent igennem, og var en fryd at lytte til.

Iron Maiden havde valgt at dele koncerten op i tre dele. Første del stod i krigens tegn, anden akt var i kirkens og religionens tegn, mens vi sluttede af i helvede med numre som ”The Number of the Beast” og ”The Evil That Men Do”. Gennem alle tre akter var der gjort meget ud af sceneshowet, hvor vi fik serveret alt fra fyrværkeri, flammekastere, lysende kors og en kæmpe engel hængende over trommesættet. Alt sammen flettet ind i et fedt lysshow, der skabte en helt perfekt stemning på scenen. At bandet så var i et overdådigt spillehumør, var bare med til at bringe koncerten op blandt en af de bedste Iron Maiden-koncerter på dansk jord i meget lang tid. En person i bandet fortjener dog særlig opmærksomhed, og det er Janick Gers, der var i en helt anden verden. Han havde en lille fest helt for sig selv, hvor der blev danset og kastet rundt med guitaren som en anden akrobat. Sjældent har jeg set en guitarist nyde tiden på scenen, som han gjorde det denne aften.

Den sidste detalje som gjorde denne aften mere speciel var, at det var trommeslager Nicko McBrains fødselsdag denne aften. Manden bag trommerne fyldte intet mindre end 66 år, og det blev selvfølgelig fejret med en fødselsdagssang sunget af publikum.

Måske for meget lir?

Under nummeret ”The Trooper” fik bandet besøg af Eddie, der var klædt ud som soldat med et sværd i hånden. Dem der har set Iron Maiden live før ved, at det næsten er en tradition, men det virkede en smule for tamt, og lidt for opstillet til, at det gav en gavnlig effekt ude blandt publikum. Dernæst var det ikke helt i orden, at Bruce valgte at flage med dannebrog til sidst i nummeret for derefter at kaste det på jorden. Noget som han sikkert ikke tænkte nærmere over, men det er, i mine øjne, ikke acceptabelt at kaste en anden nations flag på jorden.

Var det koncerten til 10 kranier?

Når man skal samle hele koncerten i en helhed, så var det en fantastisk aften, hvor vi fik alt, hvad man kunne ønske sig fra et band i absolut verdensklasse. Der var, udover den ringe lyd de første par numre, ikke mange fejl at finde. Bandet spillede med en energi, som var helt ekstraordinær, når man tænker på, at vi har med en flok musikere i 60’erne at gøre. De fik følgeskab af et fantastisk sceneshow med svævende kampfly, engle og til sidst et kæmpe dæmonhoved hængende ned fra loftet – så det er svært ikke at give Iron Maiden 10 kranier. Hvis man samtidig så rundt på de 16.000 mennesker, der var med til at gøre denne aften så speciel, og deres jubel og energi, så er det en instant reminder om, at denne koncert sad lige i skabet. Dog trækker den ringe lyd i starten af showet, koncerten ned på 9 meget store kranier.

9/10