DVNE

Vel ankommet i Amager Bios passende ventilerede og velindrettede lokaler, kunne jeg stille mig godt til rette og nyde det frie udsyn fra balkonen, der er designet med henblik på maksimal udnyttelse af pladsen og primært tilgodeser dem af os, der ikke fylder så meget i højden. Derfra kunne jeg tydeligt se scenen og ikke mindst høre det hele i ro og mag, uden at skulle være bekymret for at gå glip af noget; man er vel kommet for at høre noget god musik. 

Vis mig hvad du kan

DVNE og jeg er et ubeskrevet blad. De har aldrig været på min radar, jeg havde end ikke hørt om dem forud for koncerten i Amager Bio, men, som jeg sagde til mig selv, mens jeg ventede på hovednavnet: “hvis Igorrr har dem med, så kan det KUN være godt.” Mine tanker vandrede tilbage til dengang, de havde Otto von Schirach med, og eftersom jeg trods alt stadig kan sætte pris på en musikalsk overraskelse, var mit valg om IKKE at researche et for mig ukendt band inden showstart ganske bevidst. Nogle gange kommer det så tilbage og bider mig i anmelderrøven, som et problematisk tweet fra 00’erne.
 

Blandingsmisbrug

Misforstå mig endelig ikke; DVNE er ikke dårligt. Deres post-proggede univers var ganske inviterende, også live. Clean vokalharmonier smøg sig indbydende om nørdede riffs, arm i arm med et growl, der nok ikke var dybt, men stadig inderligt. Det melodiske var i fokus og viste en god evne til at veksle mellem stilarter og forskellige tempo. Beklageligvis druknede især guitaren i trommernes buldren og mistede en del af de detaljer, der står tydeligere frem dagen derpå, i mit reelt passende ventilerede og velindrettede hjem. Især lilletrommen var lige lovlig overvældende, men om det kunne tilskrives teknik eller placering, skal jeg ikke kunne sige. Til gengæld var den temmelig påtrængende igennem en stor del af koncerten, hvilket ikke hjalp synderligt meget på oplevelsen som helhed. 

Til trods for kvintettens anstrengelser, fremstod publikum en kende passive. Bandet fik en pæn velkomst, og applausen numrene imellem var oprigtig, men selvom den følelsesladede Mastodon-hænger-ud-med-Leprous-hjemme-hos-Tool post-prog havde rigeligt med uptempo passager og store armbevægelser, kom der aldrig rigtig gang i festen. Musikken var simpelthen for fersk og nærmest normativ, aftenens hovednavn taget i betragtning. Og kommer man for hortulan i Armagnac, er en halv ørn i rede altså ikke et godt alternativ.
 

En plukket påfugl

Til gengæld skal de have den ros, at de spillede godt. Jeg bemærkede ikke de store fejl i det musikalske, bortset fra det lydtekniske, og jeg kan godt tilgive dem de enkelte skønhedsfejl i vokalarbejdet. Det er ikke nemt at synge Amager Bio op, når man spiller på så mange forskellige tangenter, som DVNE gør, men de hev den alligevel hjem på samspil og professionalitet. Her på redaktionen er vi venligt stemte overfor deres spændvidde, så det er såmænd ikke fordi, jeg er gået fra koncerten med et horn i siden på bandet, men jeg savnede det mindeværdige, det exceptionelle, noget, der knaser mellem tænderne, og ikke bør nydes i andres påsyn.

6/10

Igorrr

Efter en meget lang pause for en tidligere ryger, kunne jeg så endelig finde servietten frem. Hovedretten ankom: rygende varm, lettere berusende og noget så fransk. Med en ny plade under armen var der ingen tvivl om, at Amen ville indtage hovedrollen til aftenens koncert. Jeg ved ikke, om jeg vil klassificere det som en overraskelse, at Spirituality and Distortion også fik så meget opmærksomhed, som den gjorde, men jeg havde ikke forventet, at de ville dele rampelyset ligeligt. Faktisk fik vi “kun” præsenteret musik fra de seneste tre albums, og selvom Savage Sinusoid er en fantastisk plade til at repræsentere præ-pandemi Igorrr, savnede jeg noget af den utæmmede galskab søndag aften, der gennemsyrede de endnu tidligere udgivelser.
 

Dude, French it up a little

Men så er jeg næsten også færdig med at brokke mig. For siden jeg så dem for første gang i 2018, har jeg været meget optaget af deres musik, og gennem de senere år, hvor en form for metaltræthed har sneget sig ind på mig, bliver Igorrr ved og ved med at fremskynde den proces. De hæver simpelthen niveauet for deres disciplin i sådan en grad, at alt andet nærmest føles ligegyldigt og forudsigeligt. Det gør dem ikke automatisk til et godt liveband, men det er der ikke nogen, der kunne finde på at påstå, at Igorrr ikke er. Tværtimod er de gået til opgaven som en olympisk disciplin, med øje for guldet, hver gang jeg har oplevet dem live.

Selvom de to seneste albums er væsentlig mere sammenhængende, skorter det stadig ikke på hverken vildskab eller galskab, og især de to vokalister, Marthe Alexandre og Jb Le Bail, bidrog stort til puljen. Hende i en hvid kjole med masser af dramatik, ham i sort og dobbelt Lundin make-up, begge imposante entertainere i hver deres ret. Generelt er drama en stor del af Igorrrs musik på mange måder, og det kommer selvfølgelig også til udtryk på scenen. Jeg har rost Alexandre for at udfylde nogle store sko, og det har ikke ændret sig, efter jeg har set hende på en scene.  

Som udgangspunkt ramte hun plet, hver gang de spillede numre fra Amen, men det er også “hendes” plade. Resten af tiden gjorde hun et godt nok stykke arbejde til at min sammenligning med tidligere sangeres præstationer ikke er andet end pernittengrynede observationer på niveau med at rakke ned på Venus fra Milo for at have grimme tæer. Og lad det så være helt slut med brokken, for jeg tror ikke, at det er muligt for Igorrr at spille en dårlig koncert. Hun fór rundt på scenen som en kvinde besat: skreg, dansede og pirouetterede, så jeg blev helt svimmel på hendes vegne, for så at vende masken med den blide side udaf, som musikken dirigerede hende.

 

Fetchez la vache!

Fra det øjeblik “Daemoni” tog kvælertag på et denne gang yderst opstemt publikum, til “Opus Brain” blev afløst af et taktfast “IGORRR! IGORRR! IGORRR!”, overholdt begge sider af scenekanten deres del af en hellig ed: Bandet underholder, folk lader sig underholde. I løbet af en times tid blev vi hevet igennem det ene kontrollerede kaos efter det andet, som var kongens foged i hælene på os. “Nervous Waltz” blev spillet tungt som usikre fødder på et dansegulv, “Blastbeat Falafel” gjorde os alle til dansestjerner alligevel, og især “ADHD” fik luften til at sitre og gulvet til at brumme. 

Undervejs tillod jeg mig at håbe lidt på personlige favoritter blandt et bagkatalog uden svipsere, jeg er jo trods alt stadig kun et menneske inde bag den ellers ubarmhjertige anmelderfacade. Igorrr er et af de meget få bands, hvis koncerter jeg hverken keder mig under eller får mig til at overveje at begynde at ryge igen for at få tiden til at gå. Men Serre kunne prutte i et syltetøjsglas, smide autotune på og sample det med nogle sambarytmer og stadig gøre det til at være noget, der kan få folks hænder i vejret.

For selvom der er gok og løjer på tapetet, så er væggen bagved beton. “Headbutt” og “Infestis” blev spillet tungt og stramt, og jeg må sige, hverken modvilligt eller under pres, at Amen gør sig godt live. Den konstante vekslen i output kom godt til sin ret, især under "Silence", hvilket ganske ironisk ikke fes ind hos folk, der så det som en undskyldning for at udøve den næstmest irriterende koncertgængeraktivitet: højlydte samtaler. Af hjertet tys: jeg gider ikke høre om din forhudsforsnævring eller din søsters spaltede spidser.
 

Omelette du fromage

Resten af publikum var ellers absolut eksemplariske. De var engagerede, begejstrede, der blev sunget med efter evne og lungekapacitet, og generelt var der god stemning fra salen til balkonen via barerne. Så selvfølgelig fik Igorrr da ikke “lov” til at gå af scenen efter sølle 15 numre. Efter at have overbevist bandet om vores evige troskab gennem applaus og tilråb, kom de allernådigst tilbage og vred den sidste rest af god opførsel ud af os.

“Ingen crowdsurf” lød formaningen fra spillestedet. Spørg mig ikke, hvorfor det er forbudt. Der er sikkert en masse grunde til det, muligvis både gode og fornuftige. Faktisk så jeg kun én enkelt crowdsurfer den aften, men lidt har vel også ret. Det gik egentlig først op for mig, at der slet ikke havde været et eneste crowdsurf indtil da, fordi jeg havde været så fokuseret på koncerten. Men når man skal, så skal man jo. Har jeg hørt.

Og til aller, aller – og jeg mener, allersidst – fik vi aftenens eneste wall of death under “Opus Brain”. Jeg havde simpelthen slet ikke bidt mærke i, at det manglede (og jeg ville slet ikke have opdaget, at det var sket, hvis ikke en venlig sjæl lidt højere end mig påpegede, at den var i færd med at blive bygget). Det er en så fast bestanddel af en metalkoncert, at selvom jeg ikke deltog i hverken den ene eller den anden aktivitet, følte jeg stadig en sær form for tilfredsstillelse. De gamle ritualer var holdt i hævd, kontrakten var overholdt og jeg kunne gå derfra med følelsen af, at Igorrr er det bedste, der er hændt mig rent musikalsk, siden jeg opdagede heavy metal.

Sætliste:
1. Daemoni
2. Spaghetti Forever
3. Nervous Waltz
4. Blastbeat Falafel
5. Downgrade Desert
6. ADHD
7. ieuD
8. Hollow Tree
9. Polyphonic Rust
10. Headbutt
11. Infestis
12. Pure Disproportionate Black and White Nihilism
13. Silence
14. Viande
15. Himalaya Massive Ritual
16. Very Noise
17. Camel Dancefloor
18. Opus Brain

 

Alle fotos af Mathias Kristensen

9/10