Post-barok, post-død, post-electronica. Need I say more? Øh, ja!

Et audio-overgreb på den gode måde… Tror jeg

Igorrr er et underfundigt soloprojekt, skabt af franskmanden Gautier Serre, som jeg personligt vil mene er et postmoderne geni. Som alle andre genier balancerer han på en knivsæg mellem genialitet og det totale vanvid – den slags vanvid, hvor den eneste kur er en meget stram skjorte, der vender forkert, en række meget kolde bade, lidt beroligende elektrochok og slutteligt en afkobling af frontallapperne. Savage Sinusoid (barbarisk blodkar) er Igorrrs femte album, og hvis der er en rød tråd mellem mandens forskellige værker, må den være, at der absolut(!) ikke er en rød tråd – udover at man aldrig ved, hvad man kan forvente af musikken. Jeg har grint, grædt, headbanget og rystet forvirret på hovedet ved hver gennemlytning af dette album, og jeg er stadig helt væk. Det er som et overgreb, men den slags overgreb, hvor den ækle anklager kigger på offeret og spørgende siger: ”Men du kunne jo godt lide det?”. Hvorefter ofret så, med tårerne trillende, nikker sagte.

Det glade vanvid

Igorrr, eller Gautier Serre, er fransk. Meget fransk. Sådan absurd fransk. Han er tydeligvis en artist, der svinger mellem alvor og absurd komedie, fx har han en underlig fascination af høns samt impromptu tværfløjte. Det virker til, at hans masterplan med Savage Sinusoid har været at lulle lytteren ind i en tilstand af den slags tryghed, hvor man føler, at man sidder på en bistro i Paris med sin café au lait og en lun croissant, og pludseligt bliver man overfaldet af et drive-by raveparty og nøgne mænd, der skriger af en, mens de kaster høns efter en. Det lyder vanvittigt, men det er sådan, Igorrr er – og det virker! Guderne skal vide, at det ikke er for sarte ører; det er den slags musik, der kræver øvelse, tilvænning og en trang til det absurde og avantgardistiske. Selve sangtitlerne viser også, at Igorrr har en underlig form for humor, fx har vi både nummeret ”Spaghetti Forever”, ”Houmous” og det meget mundrette ”Apopathodiaphulatophobie” (som er frygten for forstoppelse… Jo, det er. Slå det selv op!). Netop dette viser hans meget franske indstilling til livet og musikken – nemlig den, at noget godt kan være alvorligt og seriøst, men samtidig absurd.

Jeg lytter, derfor er jeg

At gennemlytte Savage Sinusoid har været noget af en rejse. En rejse, der startede med en mand, som skreg af mig i åbenlys fortvivlelse og førte mig igennem smukke parisiske boulevarder og alléer med tid til at gå på café, og slutteligt ender rejsen med en tur i operaen. Det skal her tilføjes, at hele denne rejse har været druknet i absint, og den grønne fe har, om noget, været en trofast rejsekammerat igennem den rejse, der er Savage Sinusoid. Det er uhyre svært at beskrive Igorrr med ord, for det er så unik en oplevelse at lytte til, men jeg vil dog slutte af med at fortolke Descartes: ”Jeg lytter, derfor er jeg”.