Den walisiske drøm
Fra rendestenens rande i undergrunds-Wales’ gyder har en genrekimære rejst sig knejsende mod himlen. Som i Ninja Turtles er et radioaktivt udslip af reggae sivet ned til rockskildpaddernes rytmer i rendestenen, og genrernes sammensmeltning kreerede det muterede bastardmonster Skindred. De er kommet langt siden den spæde start i '98, og Skindreds forsanger, Benji Webbe, har i sandhed kæmpet sig fra fattige kår til syngende succes. Det er i sig selv særdeles agtværdigt, men i sin musik stiler han stadig efter at være 'naughty like when he was a boy'. Spørgsmålet er, om han på albummet You Got This har bevaret sin drengeånds kækhed eller er forstokket i voksenlivets magelige veletablerethed.
Hvis Ikaros spillede R'n'B-metal
Albummets åbner er Skindred, som man kender det med jamaicanske jams over medrivende rockrytmer. “You Got This” er R'n'B-metallens svar på et IT-girl-anthem. Lytteren fanges ind af trommesidens stærke synkoper og albummets ska-inspirerede sentenser, der gør sange som denne særdeles dansable. “You Got This” ville være det perfekte soundtrack at brænde sin eks’ lejlighed lidt ned til, som Sys Bjerre synger på “Malene”. Både Skindreds tekst og de groovy rytmer opildner til at antænde karburatoren i Fiaten i stedet for at sælge den til skrot og lade eksens sønderflænsede tøjstumper flagre ud over Vesterbro (men hans kat har det stadig godt). “You Got This” har præcis lige så mange BPM som hæleklikkene fra en stiletklædt James Bond-villain, der spankulerer væk fra gerningsstedet med varmen fra bileksplosionen i ryggen. Alle forbrydelser begået til denne sang vil være forståelige, hvis ikke ligefrem tilgivelige.
Desværre holder dette høje niveau ikke pladen igennem. Skindred begår først lidt af en svinestreg efter det ellers bragende brillante åbningsnummer. “Can I Get A” falder fladere end en damptromlet pandekage, efter Skindred ellers som Ikaros var så tæt på at nå fordums skinnende successol. Deres ellers vel sammentømrede symfonier smelter hurtigt ligesom Ikaros’ voksvinger, og sammenstødet med bundlinjen er hårdt, brutalt og fatalt. Der er sådan set intet positivt at sige om “Can I Get A”, og så burde man jo slet ikke sige noget. Den slags finesser stopper dog selvsagt ikke min galdestrøm. Den malplacerede, akustiske guitar lyder værre, end hvis man havde samlet et ensemble af alle verdens hørskjorteklædte fyre, der hver og én tror, at de er originale, når de spiller Wonderwall om lejrbålet. Rytmesektionen er lige så kreativt komponeret som disse fyres hjemmelavede kombucha, og begge dele efterlader en med en besk smag af middelmådighed i munden. En del af åbningsnummerets energi genvindes på “This Is The Sound”, for Skindred er bedst, når de har skruet tempoet op og bundet verseføddernes snørebånd, så de er klar til dans. Inspirationen fra bands som Cypress Hill er tydelig, og der er da også enkelte sange som “Born Fe Dis”, hvor ånden fra 90’erne og de tidlige 00’er fint genoplives. Desværre er kvaliteten ikke konsekvent, og Ikaros kommer aldrig helt op fra afgrundsdybets dynd.
Toast and cheese music
Få andre lyder som Skindred, og det er nok meget heldigt. Hvis man er sanseløst beruset, vil deres faustiske nedkastning i sansernes rus nok virke berusende, men for de lyttere, der er nogenlunde ved deres ædruelige fulde fem, forekommer det blot som en tam efterfest fra noget, der engang havde ansats til at vokse sig stort. Webbed har tidligere udtalt, at han ikke ville lave 'toast and cheese music', og alligevel har Skindred netop begået et album, der er tørrere end et brændt rundstykke. De velkendte rytmer vil nok forekomme trygge for dem, der blot trænger til en gedigen omgang festmusik, ligesom amerikansk plastikost vil være velsmagende for dem, der bare er sultne efter en tankstations grilled cheese. Det er dog ingenlunde noget, der vil imponere hverken oste- eller musik-connaisseurer. Skindred havde ellers en flammende fremdrift bag musikken på et album som Volume fra 2015, og Smile fra 2023 var ligeledes lovende, men siden er de komplet stagneret, og deres kompositionsevner er koaguleret som osten i en kold toast. Bortset fra det indledende nummer og et par andre højdespringere er dette album en ommer, for selvom al ost er god ost, kan det hele alligevel godt gå hen og blive for cheesy.
