Hvor lagde jeg nu mit metamfetamin?
At beskrive Igorrr, er som at skulle beskrive en farve for en blind eller en lyd for en døv – omsonst og umuligt. Men kan man forvente andet af en mand, der, når man beder ham om at forklare sin musik, vælger ordet ”kartoffelgratin”? Næppe! Gautier Serre, geniet/psykopaten bag Igorrr, gør præcis, hvad han vil, og hans kreativitet kender ingen grænser – som i overhovedet ingen! Alt kan bruges, alt er musik, og alt passer sammen som brikker i et formløst puslespil – om det så er en rusten kagedåse, ens nu afdøde kælehane eller en Corpsegrinder fra Cannibal Corpse. Spirituality And Distortion er det fjerde album og træder på mange måder i de fodspor, som blev sat på tidligere værker – primært Savage Sinusoid fra 2017 – men stikker alligevel af i 42 forskellige retninger undervejs. Så find din baret, dine gode vandrestøvler og prop din merskumspibe med masser af metamfetamin – for nu skal vi på tur med Igorrr!
Kalkuleret vanvid
Igorrr er, som tidligere nævnt, et vanvittigt sammensurium af alverdens former for lyde, indtryk og galskab. En tung blanding af metal og elektronika-musik, men også en perlerække af elementer fra barokkens og den klassiske musiks verden. Derudover har en række orientalske og mellemøstlige elementer også sneget sig ind, hvilket giver en indtrykket af at være faret vild i ørkenen, mens man tripper på LSD og khat som en anden arabisk Hunter S. Thompson – hvilket faktisk er utroligt charmerende.
Men trods disse nye input, så er ”metal” nok det mest dominerende aspekt på albummet og agerer derfor som rød tråd, eller måske nærmere guide igennem den rejse som Spirituality And Distortion er. Derfor er det også Igorrrs mest sammenhængende album, og jeg ved faktisk ikke om sammenhængenhed er et godt match for Igorrr. For sammenhængenhed er beslægtet med forudsigelighed, som intet har med kaos, vanvid og anarki at gøre – hvilket plejede at være den hellige treenighed, hvorpå Igorrr byggede sit tempel.
Misforstå nu ikke. Alt dette er særdeles relativt, og jeg maler absolut med den brede pensel, for det er jo ikke en AC/DC-udgivelse, hvor vi på forhånd ved præcis hvilke tre-fire akkorder, vi kommer til at høre fra start til slut. Der er skam fortsat masser af ”Hvad fanden sker der!?”-momenter, som fx nummeret ”Musette Maximum”, som bedst kan beskrives som ”polka-blastbeats”. Men generelt så er Spirituality And Distortion mere retningsbestemt og ”konformt” (et adjektiv, jeg aldrig havde troet, jeg skulle bruge til at beskrive Igorrr med) end før – og jeg er altså af den overbevisning, at det ikke klæder Igorrr, som plejede at boltre sig i et hav, ingen andre turde nærme sig!
Jeg har en plan!
Igorrr lyder stadig som Igorrr – ingen tvivl om det! Men det er ikke den samme vilde og utæmmede kreativitet, vi har hørt før. Kaosset er blevet tæmmet og malstrømmen af vanvid er blevet inddæmmet. Hvis man ikke har hørt/oplevet Igorrr før, vil albummet uden tvivl ramme én som en meteor fra en glemt galakse, men hvis man er bekendt med Gautier og hans soniske univers, så vil det nok føles en kende tamt. Det virker mest af alt, som om der har været en plan for Spirituality And Distortion, og Igorrr skal ikke have en plan. Han skal ud i et skur fyldt med vilde dyr og støvede instrumenter, som den skarnsknægt, han er. Og så skal døren låses udefra og først låses op, når der er stille derindefra igen!
