Hold på hat og briller!
Dvne er et band, der er svært at placere i en genrekasse. Med deres blanding af prog-rock, sludge og post-metal befinder de sig i deres eget mikrokosmos, der dog ganske vist grænser op til andre lyduniverser, hvor man kan finde bands som Mastodon, Rivers of Nihil og Conjurer. Men selvom der er enkelte elementer, der virker bekendt, så skal man forvente det uforventelige af Dvne og Etemen Ænka, for bedst som man sidder og tror, man har regnet ud, hvor musikken tager en hen, tager den et skarpt, uventet højresving ned ad en mørk og gruset landevej, du ikke ved, hvor fører hen – så spænd selen, og hold godt fast!
Luk dine øjne, og åben dit sind
Albummets pudsige titel er et spil på Etemenanki, et tempelkompleks dedikeret til den babylonske gud Marduk, som efter sigende var inspirationen til myten om babelstårnet. Sangtitlerne og lyrikken omhandler derfor alle forskellige myter, sagn og mytologier fra oldtiden. ”Weighing of the Heart” er for eksempel en reference til de gamle egypteres fortælling om efterlivet, hvor ens hjerte skulle vejes, og blev det fundet for tungt, ja så blev ens sjæl fortæret af uhyret Ammit, og sangen ”Towers” er naturligvis en reference til det føromtalte tårn. At metalmusik lader sig inspirere af myter og sagn er der absolut intet nyt i, men Dvne formår at formidle den mystik og overjordiskhed, disse fortællinger indeholder, og repræsenterer via deres musik, der er domineret af lange, komplicerede melodier, der som tyk tempelrøgelse smyger sig igennem de mørke korridorer i ens sind og underbevidsthed. Det siger derfor sig selv, at numrene på Etemen Ænka har en vis længde, man kan ikke formidle mysticisme og æteriskhed på kort tid, den slags kræver fokus og indlevelse. Ligeledes er Dvne ikke et band, der formår at fatte sig i korthed, hvilket de beviser på de få numre, der varer under fire minutter, ”Weighing of the Heart” og ”Adræden”. De bidrager ikke med noget andet end lidt slatten synth, som lige så godt kunne være blevet inkorporeret i andre numre eller måske helt droppet. Men så snart bandet får plads og tid til at udfolde sig, så giver de den også hele armen! ”Towers” er med sine ni minutter et mesterværk med så mange elementer, at den får det periodiske system til at fremstå magert. På det efterfølgende nummer, ”Court of the Matriarch”, viser bandet, hvordan de formår at blande lys og mørke ved at skifte fra stille, jazzede passager til tonstung Gojira-inspireret prog – og det fungerer storslået!
På ”Sì-XIV” glider vi over i en tematisk passende omgang ørkenrock, der hørmer af Mastodons ”Scorpion Breath” fra Emperor of Sand, blot med en mere ren produktion.
Slutteligt går Dvne ud med et brag i en sådan grad, at the Big Bang virker som en prut i et badekar – nemlig med nummeret ”Satuya”. Her får vi på 11 minutter opsummeret, præcis hvad Etemen Ænka er for en størrelse – for det ene nummer formår at formidle det, resten af albummet bruger betydeligt længere tid på. Så hvis man ikke lige har 67 minutter til rådighed, kan man med rette nøjes med at høre det ene nummer – det er sådan her, man slutter et album af, med et punktum der virkelig formår at mane til stilhed.
Kontraster og skønhedsfejl
Udover de to ligegyldige sange, så er jeg noget på vippen i forhold til den rene vokal, der til tider skærer en kende i ørene, men omvendt så agerer den kontrast til de gutturale brøl. Så om den skærer eller ej, er en kende ligegyldigt, da den er med til at male det samlede billede, som er Etemen Ænka. Det her er et album, jeg ikke ville være faldet over, hvis det ikke havde været for det fantastisk flotte artwork – så selvom de siger, man ikke skal dømme en bog på dens omslag, så kan det altså være en god ide nu og da. Etemen Ænka er et utroligt flot og imponerende værk med ganske få og små problemer.
