He Who Saw The Abyss + Blodmåne
Blodtørstige bands og et øltørstigt publikum
Projektørernes plasticsoles blændende stråler indhyllede salen på Rust i et blodrødt skær. Udenfor piskede regnen ned i stride strømme, og stemningen var således sat til en mørk aften i metallens tegn. De første sparsomme stamgæster havde samlet sig om baren og varslede ligesom DMI om en våd aften. Det er uvist, hvor mange blandt de fremmødte, der tidligere havde stiftet bekendtskab med aftenens to bands, og mange blandt publikum virkede til at være valfartet til koncertstedet på togt efter nye toner og iskolde gulddamer. Både Blodmåne og He Who Saw The Abyss er relativt nye skud på metaltræets stamme, og man ventede spændt på at høre deres friske blade udfolde sig. Fortvivl dog ikke, hvis du missede dem denne aften, for begge bands spiller på Copenhagen Metal Fest 2025.
Blodmåne
Blodmånes frontmand Elias Nybro er aldrig i fare for at glemme sin alder, for vi nævner den konstant i anmeldelser af bandet i ren benovelse over, at så ungt et menneske kan skabe så fuldvoksent et musikalsk udtryk. Det må efterhånden hænge ham længere ud af halsen end hans langtrukne growls, men skal blot opfattes som en cadeau. Med sine blot 19 år har han næsten lige fået stemmeret - men hans stemme er længe kommet til sin fulde ret, da bandet i 2022 debuterede med albummet Inner Demons, som redaktionen kastede hele 8 kranier efter. Blodmåne lyder, som om de har spillet i en menneskealder. De uindviede koncertgæster anede ikke, hvad der ventede dem, da Lasse Brauns blide akkorder vuggede salen ind i en falsk følelse af tryghed under “THE CURSE OF WAR”. De vågnede dog hurtigt af deres døs, da Nybros growls ramte dem lige i smasken. Bag trommerne leverede Anton Hansen (også kendt fra Guttural Disgorge) fortrinlig tremolo og dobbeltpedal ledsaget af Sarah Mølgaards taktfaste slagtning af basstrengene. Mølgaards pentatoniske strengeleg blev dog desværre afbrudt af en bas, der nægtede at makke ret, selvom lydmanden flere gange skruede febrilsk på knapperne. Det var et distraherende element, som desværre satte sit præg på det samlede lydbillede. Til gengæld håndterede bandet de tekniske udfordringer med udpræget professionalisme, og efter at bassen endelig havde genvundet sin stemme, virkede Mølgaards spil blot endnu mere intenst. I det hele taget bidrog bandets indlevelse til koncertoplevelsen med himmelvendte øjne og nedadkrogede mundvige. Man var ikke i tvivl om deres spilleglæde, selvom de spillede for lidt mere end to ludere og en lommetyv. Publikums knæ var for stive til en moshpit, og Nybo vurderede, at vi var for få til en wall of death. Det kunne vi nok godt have arrangeret alligevel, men fred være med det. Det kan være en kamp at etablere sig på metalscenen, særligt som et så genrebrydende band som Blodmåne - men publikum skal nok komme efter det, og vi må love bandet en wall of death, når vi ser dem igen på Copenhagen Metal Fest!
He Who Saw The Abyss
Kan to mennesker udfylde en hel scene? Hvis man hedder He Who Saw The Abyss, er svaret et rungende ja. Ole Lorenzen på trommer og Daniel Lønberg på vokal spillede sig langt ud over scenekanten, da det resterende band var forhindret i at deltage. Det var noget af en lårbenstackling af et benspænd, som bandet håndterede ved brug af backingtracks. I stedet for at få dem til at snuble, virkede udfordringen til at tænde en ild under kedlerne, bag hvilke Lorenzen spillede, så trommestikkerne fløj. Lønbergs deathcorevokal udkrængede så dybe growls, at de rystede rusten af Rust. Særligt på de nye singler “Wounds” og den endnu uudgivne “Into Nothing” sad følelserne yderst på stemmebåndet. Bandet er forholdsvist nyt, da de debuterede med Echo Passage i 2024, men medlemmerne er alle etablerede musikere fra bands som Lamentari og Nordsind. Det kan mærkes på deres habile spil, der udvider de ellers lidt snævre grænser i deathcoregenrens konventioner og skaber et bredt lydlandskab med masser af skeletter begravet i den mørke muld. Både i studiet og på scenen viser de, hvordan følsomhed kan være hårdtslående, og man var revet med fra første akkord. Dog var der også her tekniske udfordringer. Hvis Lønbergs stemme havde haft mindre slagkraft, ville den være druknet i lydhavet, når mikrofonen i perioder slog ud. Ligeledes kunne der være skruet en anelse op for guitar- og bastracks, og det er en skam, for de sad ellers lige i skabet. Den samlede helhedsoplevelse led dog ikke synderligt under disse udfordringer, men forblev helstøbt, fordi Lønberg og Lorenzen trods maskerne viste så stort et nærvær på scenen. Deres publikumskontakt satte nakkerne i svingninger og løftede stemningen, fordi man blev smittet af deres energiske fremdrift. He Who Saw The Abyss mistede på intet tidspunkt intensiteten, men vedblev at sætte øregangene i brænd. Man omsluttedes af det afgrundsdybe mørke i musikken og fornemmede klart, at der var noget på spil bag maskerne. Det er tydeligt, at He Who Saw The Abyss har taget kritikken fra anmeldelsen af Echo Passage til sig og er vokset med opgaven. Det bliver interessant at følge dem på deres videre musikalske rejse - og det kan du gøre gennem vores artikelserie, hvis første del kan læses her.
Hav kiropraktoren på speed dial
Publikum gør klogt i at have nummeret til kiropraktoren klar inden koncerter med Blodmåne og He Who Saw The Abyss, for begge bands fortjener hårluftende headbanging og ikke blot stivnakket nikken. Begge kæmper de en brav kamp for at etablere sig på den danske metalscene, og det med rette. Hvis de i fremtiden frigøres af de tekniske udfordringers hæmsko, er der ikke grænser for, hvor vidt de kan drive det. Det bredere publikum skal blot overbevises om at omstille deres smagsløg, så de er beredte på at udvide paletten til nye smage. Bands som Blodmåne og He Who Saw The Abyss’ udfordring af genrernes grænser er netop de nyskabende strømninger, som kan sikre, at metalscenen forbliver i udvikling og ikke stagnerer i det velkendte. Der er meget godt i vente, hvis blot de kan finde ørerne til at høre det.