Et år med fart på
Efteråret 2023 har været særdeles begivenhedsrigt for danske Blodmåne, der lystrer det borgerlige navn Elias Nybo. I oktober blev det annonceret, at den blot 17-årige sønderjyde var ny frontmand i Kruså-bandet MurderCell, og i november udgav han i eget regi EP’en Luctus som opfølger til succesdebuten Inner Demons fra 2022. Jeg var temmelig imponeret af det, Nybo havde præsteret på Inner Demons og var derfor noget spændt på at høre, om han på Luctus kunne vise den udvikling, jeg havde efterspurgt i min anmeldelse af forgængeren.
Sorgfuldt, men ikke sørgeligt
Luctus betyder ”sorg” og udspringer af den gamle romerlov ”annus luctus” (sorgens år), der foreskrev, at enker ikke måtte gifte sig igen, før der var passeret et år fra dødsdagen. Et kig på track-listen for Luctus afslører da også, at EP’en næppe er et værk, der vil appellere til happy jazz-entusiaster. ”Deathwish”, ”Luctus”, ”Life Has Been Painted Grey” og ”Nauseous” hedder de fire numre på skiven, der alle lyrisk kredser om de svære ting i livet og ungdommelig weltschmerz i bred forstand. At skrive musik i så relativ en ung alder kan godt være svært farvand at navigere i, fordi teksterne naturligt kommer til at afspejle ens følelsesliv i en alder, hvor alting kan virke tumultarisk og svært. Men jeg synes egentlig, at Blodmåne formår at holde det nogenlunde smagfuldt, og det slår mig ikke som en udgivelse, der kommer til at krumme nogle tæer om 5-10 års tid. I så fald bliver det i hvert fald ikke på grund af instrumentalsiden, der sidder lige i skabet. Blodmåne demonstrerede allerede på Inner Demons en evne til at skrive fænomenale riffs og hooks på tværs af forskellige metal-genrer, og det talent udfolder han også på Luctus.
Pladens æstetiske udtryk og introriffene på både ”Deathwish” og titelnummeret er klassisk, isnende andenbølgeblack a la Dark Funeral. Men begge numre udvikler sig i en mere poppet retning, konstant vekslende mellem guitarsoloer, slow-paced melodier og ”klap på 1 og 3”-grooves. Dernæst følger instrumentalnummeret ”Life Has Been Painted Grey”, der – en smule kontroversielt måske – er albummets højdepunkt for mig. De eneste virkemidler er en repetitiv, sorgfuld synth/keyboard-melodi med pladespiller-”knas” som bagklæde, og nummeret er derfor på ingen måde et metalnummer i klassisk forstand. Men det demonstrerer Blodmånes glimrende evne til at skabe et atmosfærisk vakuum, hvor lytteren suges ind og hypnotiseres af melankolien. Ballet lukkes med endnu et musikalsk kinderæg i form af ”Nauseous”, der er noget mere upbeat end resten af EP’en. Riffsene er lettere, basstrengene glider som smør, og baseret på den ”poppede” instrumentalside ville man umiddelbart kunne foranlediges til at tro, at der var tale om et positivt stykke indie-rock. Men i bedste ”Bonsoir Madame”-stil matcher den tungsindige lyrik ikke det opløftende lydbillede, og som lytter kan det være svært at finde ud af, hvilken sindsstemning man befinder sig i. Forvirringen får et nøk opad på midterstykket, hvor tempoet trækkes heeeelt ned i kælderen. ”Hvis Mew eller Psyched Up Janis spillede doom”, står der på min notesblok, og ja, det er sgu mærkeligt. Men jeg kan ikke sidde og påstå, at det ikke er interessant. Dét skudsmål – sært, men spændende – er også det generelle indtryk, jeg sidder tilbage med, da de sidste toner af Luctus ebber ud efter knap 16 minutters spilletid. Hvis jeg ikke vidste bedre, ville jeg tro, at Blodmåne har taget mine formanende ord fra Inner Demons-anmeldelsen og så valgt at gøre præcist det modsatte. Mit største kritikpunkt – manglen på entydig musikalsk retning – er tilsyneladende hans hædersmærke. ”With a new style and inspirations from every genre” står der stolt skrevet på hans Spotify-profil. Hah! Det er der jo faktisk noget smukt over.
Godkendt gadekrydsmetal version 2.0
Med Luctus har Blodmåne igen vist, at han er sin egen, og spiller sin egen musik uafhængig af den kassetænkning, der er så udtalt hos gnavne, gamle mænd som overtegnede. Jeg mener stadig, at Blodmåne har potentialet til at kunne male endnu større guldkorn i Dybbøl Mølle, hvis den musikalske identitet modnes lidt, og han får lidt hjælp på produktionssiden. Men det skal ikke tage noget fra den unge mand, der besidder et råt kreativt talent, hvis lige jeg ikke mindes at have set i meget lang tid. Hvis man er interesseret i selv at få lov til at se giraffen, så spiller Blodmåne den 12. januar 2024 på Pitstop i Kolding med Archangel og Swartzheim. Et godt bud til julestrømpen, hvis man ikke har fået købt en gave til sig selv endnu.