Frisk vand på metalmøllen

Inner Demons er debutalbummet fra Blodmåne, et dansk enmandsprojekt hidrørende fra det mørke Sønderjylland. Bag projektet står blot 16-årige Elias Nybo, der til produktionen af albummet har allieret sig med den tidligere Aurora-guitarist Chris Zalewski. Det er altid spændende at anmelde udgivelser fra så purungt et ophav, for man har absolut ingen idé om, hvad man får. Den rå og upolerede grundtegning til fremtidig storhed (Bathory, Lunar Strain) eller en kejtet famlen efter musikalsk identitet (Metal Magic, Contradictions Collapse)? Lad os se, hvad en måneskinstur syd for Kongeåen kaster af sig.

Jeff Walker, Michael Åkerfeldt og Matt Heafy går ind på en bar …

Hvis der sidder nogle trve puritanere ude bag skærmene, kan I godt korse jer med det samme. Blodmåne er nemlig enten ikke bekendt med metalmusikkens konventioner, eller også har han simpelthen bare har valgt at ignorere dem. Inner Demons åbner med metalcore/black-hybriden ”The Curse of War”, der ikke skorter på hverken tremolo-picking, dobbeltpedal på stortrommen eller letbenede, melodiske elementer. En uortodoks sammensætning, der dog fungerer ganske udmærket. Her begik jeg så den fejl at tro, at jeg havde luret Blodmånes opskrift: Trivium tilsat en knivspids andenbølge-black. Nemt. Men knap er dissonansen fra guitarerne på åbningsnummeret fadet ud, før jeg er nødt til at rykke frem i sædet igen. Et tonstungt, slow-paced riff introducerer os til et stykke oldschool dødsmetal i form af ”Thousand Voices”,  hvor Blodmånes stemmebånd virkelig bliver spændt for vognen. Der står åbenbart også Bloodbath-plader hjemme på kaminhylden i Gråsten. Min nysgerrighed er nu officielt blevet pirret, og resten af Inner Demons skuffer heldigvis ikke. ”False Hope” og ”Obey” har begge en mere industriel klang, mens Blodmåne sadler fuldstændigt om på metalballaden ”Perfect Blue”. Der er fuld plade på både clean vokaler og sårbar patos, men nogen ny ”Cemetery Gates” er der ikke tale om. Jeg forstår og bifalder dog ønsket om at eksperimentere med det musikalske og følelsesmæssige udtryk, og komponeringen fejler som sådan intet.

Skal jeg fremhæve ét nummer på Inner Demons, bliver det nødt til at være det fabelagtige blackgaze-nummer ”Capgras”. Her har Blodmåne skiftet riff-hammeren ud med en mere ”dreamy” guitarlyd, der komplementerer hans raspende vokal på fornem vis, navnlig i omkvædet. Man kan ikke undgå at få den tanke, at der er blevet hørt en del Diorama i øveren, men det skal der bestemt ikke lyde nogen kritik af herfra. Kritik skal Blodmåne heller ikke have for den fantastiske prog-guitarsolo, der lukker nummeret. Det lyder som et flygtigt udsnit af Opeths My Arms Your Hearse/Still Life-æra, og demonstrerer meget godt den kreative modenhed og tekniske formåen, der gennemsyrer hele albummet. En særdeles imponerende bedrift, ikke mindst set i lyset af kunstnerens dåbsattest.

Er der så slet ingen hår i suppen? Jo da, og vi er nok også tættere på syv kranier end ni. Vokalen ligger en anelse for højt i mixet, og sangskrivningen har helt klart et forbedringspotentiale. Derudover har inspirationen taget lidt rigeligt overhånd enkelte steder. Den akustiske intro på ”Life Will Never Last” er tyvstjålet fra Bathorys ”A Fine Day to Die”, og jeg er ret sikker på, at Gojira har patent på det riff, der indleder ”False Hope”. Men i det store billede er det petitesser. Den største udfordring for Inner Demons er børnesygdommen over dem alle – den famøse røde tråd. Hvert nummer opererer inden for sin egen genre og uden nogen tydelig sammenhæng med de øvrige. På positivsiden får Blodmåne vist sin alsidighed, men det gør også helhedsoplevelsen en smule uskarp. Han har efterfølgende forklaret mig, at albummet mere er en kompilation af forskellige numre, der er blevet til hen over årene, end et egentligt album. Set i det lys giver det mening, at Inner Demons fremstår en smule fragmenteret.

Potentiale, der forpligter

Blodmåne har med Inner Demons sat barren højt for sig selv. Albummet er et smeltedigel af inspirationer fra en lang række genrer og stilarter, der har udmøntet sig i syv velkonstruerede og interessante numre. Hvis det næste udspil kan holde samme høje niveau og samtidig få et mere homogent udtryk, hvor Blodmåne viser mere af sig selv end af sine idoler, har jeg svært ved at se nogen øvre grænse for det her projekt.