Lightchapter

Lightchapter består af de mest friske gamle mænd, jeg nogensinde har set på den danske metalscene. Selvom trommeslager Tobias Høsts dobbeltpedal ifølge ham selv nok aldrig kommer over 150 bpm, så forhindrede det ham ikke i at tømre trommerne godt på plads. I et interview med Heavymetal.dk talte bandet blandt andet om ‘at erkende sine fejl og genvinde kræfter til at tage det endelige opgør med forhindringerne i livet’. Dette citat er især relevant i forhold til netop Høsts slagkraft og -saft. Jeg var nemlig på nippet til at råbe ‘are you dragging, or are you rushing?’ ved releasekoncerten på Radar, idet taktslagenes tempi da voldte udfordringer. Spørgsmålet var så, om bandet kunne følge citatets eksempel og bruge tidligere tiders fejl som lærdom for fremtiden. Det kunne de i hvert fald! Og nej, hofterne lyver stadig ikke under den latinamerikansk-inspirerede trommesekvens på “What I Have Become”, som jeg ligeledes nævnte i min anmeldelse af albummet Where All Hope Begins. Denne aften var den fiktive trommetyran Terence Fletcher fra filmen Whiplash særdeles velfornøjet, og generelt spillede alle i bandet upåklageligt og med en smittende entusiasme. Lightchapter spiller såkaldt electro death metal, hvor elektroniske elementer, som mest lyder som noget fra en 80’er-sci-fi-film, kombineres med moderne dødsmetal. Mens elektronikken tog en kende over på det seneste album, var det fint afbalanceret ved koncerten og højnede blot lytteoplevelsen. De kom så langt ud over scenen, at jeg næsten var ved at støde panden mod Kalle Herborg, og Anders Berg satte de gamle knæ til skamme i akrobatiske spring, som trodsede tyngdekraften. Man kunne se på de glødende fingerspidser og den høje guitarføring, at han spillede røven ud af bukserne. Problemet var bare, at man ikke kunne høre det. Hans akkorder slap kun af og til igennem til højre side af salen, men jeg håber, at venstre side kunne få glæde af hans ekvilibristiske strengespil. 

Mikkel Ottosens stemme var som vanligt veloplagt, og i det hele taget viste Lightchapter, at de i den grad befinder sig i et lyst kapitel af deres musikalske karriere. 

Sætliste:

1. LEADING THE WAY
2. THE UNHOLY MASS
3. LITTLE DEATH
4. WHAT I HAVE BECOME
5. RESTORE MY FAITH IN SANITY
6. REVENGE
7. WHERE ALL HOPE BEGINS
8. A LITTLE HATE FOR NOW
9. BETWEEN YOUR AND… (Breakdown)

8/10

He Who Saw The Abyss

Skrigene fra urdybet er stadig lige mørke, og selvom He Who Saw The Abyss efterhånden har fået en del mere erfaring med at spille smerten ud over scenekanten, så virkede deres følelsesudkrængning ingenlunde indstuderet. Som mystiske, maskerede mænd indgød de en frygtindgydende stemning i salen … lige indtil nogen råbte ‘Hej Ole!’ Så var illusionen ligesom godt og grundigt brudt, og trommeslager Ole Lorenzens beklagelser over at være blevet afsløret blev blot besvaret af publikum med et ‘vi ved jo alle sammen godt, hvem I er!’ He Who Saw The Abyss består nemlig af særdeles veletablerede musikere. Det var tydeligt, især i Lorenzens trommetonsning, hvis niveau bliver ved med at overraske. Det var en fryd for ørerne, som i den grad blev banket røde af slagenes soniske stød.

Forsanger Mikkel Rützou og Lorenzen fremstår som marven i projektets rygsøjle, der netop har fået en transplantation med nyt blod. Denne friske strøm af iltet blod har skyllet fersk inspiration med sig. Det har øjensynligt resulteret i nye sange, som fik premiere denne aften. Det bliver interessant at høre mere til denne nye udvikling, som bandet begyndte på EP’en House Of Dust, der ligeledes blev godt gennemspillet denne aften. He Who Saw The Abyss er et flammende passionsprojekt, som sætter ild til hver en scene, de betræder, og man skal opleve dem live for at mærke varmen fra deres deathcores stikflammer. Også denne aften brændte de Beta2300 ned til grunden, og man blev ramt af benovelse over den mængde energi, de formåede at generere. Der var dog en enkelt lyseslukker, som dæmpede skæret fra bandets steppebrand: lyden. Igen. Denne gang gik det ud over Rützou, som jeg ofte kun kunne høre, fordi jeg stod lige foran kæften på ham. Det er en skam, hvis nogen gik glip af hans store stemmes dybe growls på eksempelvis “Into Nothing”. Af og til lod problemet til at udglatte sig, dog kun for at vende tilbage. Mikrofonlyden er det eneste, der afholder mig fra at give dem en højere karakter, men desværre udgjorde den en markant gene koncerten igennem. 

Sætliste:

1. 55.5
2. Death surge
3. Equlibrium
4. A Final Echo
5. Into Nothing
6. 55.7
7. Expanse
8. Among The Bones
9. Silent offering

8/10

Terrorpy

Allerede ved synet af bagtæppet blev det klart, at publikum skulle berede sig på en grundig smadring af trommehinderne og knusning af øresneglens hus, der ville forvandle vores hjernebark til hakkekød. Hvis man kunne tyde bassist og forsanger Jonas Guldfeldt Viuffs trøje, fik man en lille teaser til det fine besøg, som ville gæste scenen sammen med Terrorpy: Guttural Slug. Nu skulle det blive spændende, om Terrorpy kunne bringe brutaliteten fra scenetæppet ud til salen. 

Perler, dødsmetal og soufflé for svin

Jeg klager tit og ofte over manglende basbund hos bands. Man skal dog være varsom med, hvad man ønsker sig, for Terrorpy leverede så solid en bas, at jeg var ved at blæse bagover. Bassens slagbræt må have haft brug for en smøg, efter Viuff havde gennemtrawlet dets strenge. Det var direkte fascinerende at iagttage hans håndtering af sin bas, der lå helt i lydbilledets forgrund. Lige bag bassens bakker bredte trommeslager Christoffer Birkeholm Leths blastbeats sig ud over landskabet og bankede rytmerne på plads. De to udmærkede sig særligt, men der var generelt intet at udsætte på nogen af bandmedlemmernes præstationer. Der var dog et mindre problem. Det er, ligesom hvis den franske verdensmester i soufflé havde serveret sit livsværk: luftigt piskede hvider, som når Leths trommestikker oppiskede sine flam-slag. Fyld af håndplukkede brombær, der blødte deres sorte safts sødme ud i dejen, som forsanger Viuffs dybe growls gennemsyrede og mørknede lydbilledet. En stærk struktur helt uden sammenfald i souffléens højde eller bandets energi. Upåklageligt udført serverer mesterkokken sin hofret. Men den, han serverer den for, kan ikke udstå soufflé. Sådan havde jeg det med Terrorpy. På den ene side var jeg dybt imponeret over deres evner og høje, musikalske niveau. På den anden side ramte musikken helt forbi min smagspalette. Det blev for mudret og monotont, og selvom energien var der, så forekom der ingen fremdrift i sætlisten. Terrorpy fik dog en del pluspoint for deres humoristiske publikumskontakt og gæsteoptræden fra Guttural Slug. Pitten var rødglødende aftenen igennem, og Terrorpy var således tydeligvis kræs for dem, der elsker dødsmetalsoufflé.  

Sætliste:

1. Cordyceps Homunculus
2. Dual Existence
3. Ignition
4. Corpsebreaker
5. Abominable Scene
6. Phlebotomy
7. Transcendence Through Amputation
8. The Somnambulist
9. Premortem Exploration
10. Gorging On Pus
11. Honeybog
12. Stuffing Puke Into The Pockets
13. Acidic Solution
14. The Void Unquestioned

7/10