Lørdag ramte hedebølgen for alvor København, og mens de fleste havde søgt tilflugt på stranden, grillede i parkerne eller så EM-fodbold, slog rock- og metalklubben High Voltage dørene op for et show med det svendborgensiske stoner rock-band Grusom. Koncerten var udsolgt, og allerede ved ankomst var det tydeligt at mærke forventningens glæde blandt publikum. Det viste sig senere, at mange i publikum på den ene eller anden måde havde en privat relation til bandet eller det fynske, hvilket gjorde stemningen hyggelig og til tider næsten familiær.
Koncerten var sat til at begynde kl. 19.30, og den var ikke mange minutter over, før det syv mand store band indtog den lille scene på High Voltage og skød showet i gang med nummeret ”First Sermon”. Fra første færd stod det klart, at Grusom er et meget velspillende band, og lørdag aften var det også tydeligt, at de nød at gøre det. Der var fra start en fed energi fra scenen, og publikum kvitterede med store ovationer og tilråb mellem numrene. Desværre skulle forsanger og ubestridte frontmand Nicolaj lige bruge et par numre til at komme helt i gear, men da først kæden var slået op på den store klinge, var der ingen slinger i valsen. Ikke nok med at vokalpræstationen blev bedre nummer for nummer, det gjorde sceneshowet også. Iført stramme læderbukser og en, på alle måder, syntetisk pels lignede forsanger Nicolaj en cirkusdirektør, der stod i spidsen for et cirkus, hvor ikke alt er, som det ser ud. Scenetække, når det er bedst. Desværre var resten af bandet en smule hæmmet af den ringe plads på scenen, og man kunne godt have ønsket, at flere af medlemmerne var kommet mere ud over scenekanten. Da koncerten var ved at nå sin afslutning, gjorde den ene af de tre guitarister, Gustav, et hæderligt forsøg, og publikum var på med det samme. Mere af det! Det blev en smule ensformigt og på sigt også skrøbeligt, når det primært er én person, der skal bære showet.
Cirka halvvejs i showet spillede Grusom nummeret ”Evil” – en ægte publikumsfavorit med fællessang i omkvædet og stor jubel til slut. Bandet lykkedes også godt med at skabe en positiv dynamik i deres sange, hvor lettere afdæmpede introer og vers blev afløst af tunge og pumpende omkvæd, der hele koncerten holdt publikum til ilden. Begejstringen var også stor, da det blev annonceret, at bandet er i gang med at lave et nyt album, hvilket vi er mange, der ser frem til.
Alt i alt leverede Grusom en mere end godkendt koncert, og deres tunge, let psykedeliske stoner rock gik rent ind hos det medlevende publikum. Der var intet revolutionerende eller nyskabende ved Grusom, men det behøver der heller ikke at være, når man som band ved, hvordan geden skal barberes, og hvordan man leverer live. En fornøjelse at være vidne til. Næste gang håber jeg at fange Grusom på en lidt større scene, så resten af bandet også får mulighed for at udfolde sig.
Spilleliste:
First Sermon
Come Closer
The Journey
Beyond This Land
Dead End Valley
Peace of Mind
No Gods
Evil
Vågn Op
Embers
Skeletons
One Last Breath
Gruesome