Ghost
Ghost

Ghost

Amager Bio, København S

Officiel vurdering: 7/10

Da jeg ankom til Amager Bio var svenske Switchblade i fuld sving med ikke at være i fuldt sving. Musikken var virkelig slæbende tung, og jeg nåede både at gå i baren og efterfølgende på toilet, alt imens de stadig var i gang med det samme riff. Nuvel, så erkender jeg gerne at mit kendskab til doomy sludge metal er ret begrænset, men de få fremmødte i salen så da ud til at nyde det, på deres helt særegne og introverte måde. I pausen efter Switchblade begyndte folk ligeså stille at sive ind i salen, og da lyset blev slukket og den velkendte intro med "Masked Ball" (fra Stanley Kubrick filmen "Eyes Wide Shut") satte ind, var gulvet godt fyldt. Stemningen blev nu en helt anden, og folk tog virkelig godt imod Ghost, som lagde ud med det instrumentale og nærmest smukke titelnummer fra den kommende plade "Infestissumam". Lyden var ganske enkelt sublim denne aften, og det var tydeligt at Ghost nu er blevet et velspillet band, hvilket kun kan afkaste ekstra roser, al den stund de jo af gode grunde ikke kan kommunikere ret meget indbyrdes på scenen. Sjovt nok fornemmede jeg alligevel deres nærvær i musikken og til publikum undervejs i koncerten. Der var iøvrigt bemærkelsesværdig mange kvinder denne aften, men det skyldes nok det meget melodiske udtryk. Rygtet vil vide at det er det svenske death metal band Repugnant, der husere inde bag kapperne. Hemmelighedskræmmeri eller ej, så må man give Ghost den ære at de virkelig formår at skrive nogle simple og særdeles virkningsfulde numre, som er lige dele melodiske og har en fantastisk stemning. Til tider er det jo nærmest pop, hvorfor de i metalkredse har modtaget en del negativ kritik efterhånden. Selv har jeg intet problem med deres melodiske tilgang, og jeg elsker sgu deres lyd. Stilen er gennemført, og de leverede altså varen denne aften. De er rigtig nok ikke ekvilibrister på deres instrumenter, og Papa Emeritus’ vokal er sovset ind i rumklang, men de kan altså noget sammen. Samtlige numre fra "Opus Eponymous" blev spillet, og så fik vi 5 numre fra "Infestissumam". Det til trods, spillede Ghost kun omkrig 70 min. Lidt kort måske, men det vi fik, sad til gengæld lige i skabet. Denne aften overgik de faktisk deres koncert på Roskilde i 2011. En smuk aften.

Min anmeldelseskarakter ender på 7/10 kranier.

Sætliste

  1. Masked Ball (intro)
  2. Infestissumam
  3. Per Aspera ad Inferi
  4. Con Clavi Con Dio
  5. Prime Mover
  6. Elizabeth
  7. Secular Haze
  8. Stand by Him
  9. Death Knell
  10. Satan Prayer
  11. Genesis
  12. Year Zero
  13. Ritual
  14. Monstrance Clock