Fool me once …
Lad os starte lige på og hårdt: Med undtagelse af singlen “The Future is a Foreign Land” fra spillefilmen Rite Here Rite Now, så skal vi helt tilbage til 2018, før jeg synes godt om noget, Ghost har udgivet. Jeg brød mig hverken om EP’en Seven Inches of Satanic Panic, Impera-albummet eller coveralbummet Phantomine.
Man kan vel næsten sige, at jeg var klar til at afskrive Forge og hans maskerede kumpaner. Men også kun næsten. For selvom vi stort set skal ti år tilbage, før Ghost rigtigt ramte guld, så holder jeg utrolig meget af de første fire plader, som alle er små, moderne mesterværker bestående af hit efter hit efter hit. Nu er Ghost klar med sit næste værk, og de tre første singler var alle lovende – spørgsmålet er derfor, om vi sidder med en guldklump, eller om det er pyrit?
Shame on me …
Min største kritik af Impera var, hvor glade for 80’er-puddelrock som Journey, Boston og Van Halen Ghost pludseligt var blevet. Jeg savnede den okkulte og støvede lyd fra Opus Eponymous, den syredryppende satanisme fra Infestissumam, de enormt store armbevægelser fra Meliora og sidst, men ikke mindst Prequelles humor.
De første tre singler fra Skeletá var dog, heldigvis, alle lovende, især “Lachryma” mindede meget om noget af det, jeg allerbedst kan lide ved Ghost.
“Peacefield” er da også en udmærket sang, men hvis man sammenligner den med nogle af de andre åbningsnumre, bandet har lavet, som eksempelvis “Rats” eller “Spirit”, ja, så må jeg erkende, at den halter lidt efter. Hvilket faktisk fint opsummerer Skeletá.
For trods det faktum at der vitterligt er en sang, der handler om at ejakulere en kvinde i ansigtet ("Missilia Amori"), så mangler det her album op til flere klimakser.
Tag nu "Umbra", som overordnet set er et rigtigt godt nummer, og det er da også skrevet således, at det konstant bygger op til en enorm forløsning. Eksempelvis i form af en ægte 80’er-guitarsolo, hvor alt er skruet op til 11. Men ak … Forløsningen kommer aldrig, og det er enormt frustrerende.
Selvom Skeletá da har diverse reminiscenser fra tidligere udgivelser, minder den – desværre – mest om Impera.
Jeg savner den relative råhed, som bandet tidligere har udvist – hvor er de tunge sange som “Mummy Dust” eller “Faith”? Hvor er de helt store hits som “Square Hammer”? Hvor er Satan!?
Det er fint hvis, Forge & Co. gerne vil lege fløde-puddelrock, og meget kan man sige om den genre, men det, der drev netop alle de fordums bands, var larger than life-hits, og den slags er der ingen af på Skeletá.
Fool me twice; shame on you
Skeletá er da, heldigvis, bedre end Impera, men det siger heller ikke ret meget, for Ghosts sjette album er netop en stor omgang narreguld. Man blev snydt til at tro, at det her var markant tættere på de klassiske værker, men ak!
Der er dog ingen tvivl om, at Ghost kun bliver større og større uanset den musikalske kvalitet, og lur mig, om ikke Skeletá bliver en guldplade uanset hvad.
