Vinylbanner

Dream Theater

Valbyhallen, København SV

D. 27 januar drog undertegnede med to kammerater fra Kolding, til Valby Hallen for at se Dream Theater. Min viden omkring Dream Theater var før koncerten begrænset, så det var med en hvis portion usikker forventning, at jeg gik ind i Valby Hallen og gjorde mig klar til, hvad der til dato er en af de mest bemærkelsesværdige koncerter for mit vedkommende.

Dream Theater havde på deres Dramatic Turn of Event tour valgt at medbringe det amerikanske progressive band Periphery, som gik på scenen kl. 20, og så blev der ellers lukket op for slusserne til 45 min. energifyldt metal.

Overordnet leverede Periphery en god præstation, for de fik spredt noget energi ud til publikum, og der var en god blanding af hurtigere og mere down tempo numre. Selvom jeg ikke selv kendte bandet, blev der af publikum sunget med på nogle af numrene undervejs, og der blev der også smidt nogle djævlehorn. Der hvor det for mig haltede lidt, var i forhold til connectionen mellem publikum og band, for synes ikke rigtigt, at bandet nåede udover scenekanten. Forsangeren gjorde flere ihærdige forsøg på at få publikum med, og det virkede da også til tider, men jeg stod tilbage med et indtryk af et band, som ikke helt har fundet sig selv på scenen endnu. Derudover haltede lyden flere steder undervejs, så det til tider kun var trommerne og en mur af larm, man kunne høre. Alligevel var Periphery ’s præstation godkendt, for de fik publikum i gang, hvilket vel er målet for et opvarmningsband. På trods af dårlige odds hvad angår lyden, får Periphery 6 ud af 10 til for deres præstation denne aften.

Kl. 21, efter et kvarters pause blev lyset slukket, og en forventningsfuld stemning spredte sig blandt publikum. På det her tidspunkt var Valby Hallen efterhånden ved at være godt fuld, og der blev taktfast råbt Dream Theater fra publikum. Lidt over ni begyndte en intro film at køre på bagvæggen, som introducerede bandmedlemmerne og deres vej til scenen. Det var dog i en lidt anden udgave, da hvert enkelt medlem var karakterer som fx ninja, viking eller eventyrer. Da intro filmen lige så stillede klingede ud, gik bandet på scenen og åbnede showet med nummeret Bridget in the Sky. Et godt valg som åbningsnummer, da startriffsne fik publikum i gang igen. Lyden haltede dog igen lidt, og til tider var det svært at skelne de enkelte instrumenter fra hinanden.

Den store oplevelse for mig denne aften, var Mike Manginis præstation bag tønderne. For det første var trommesættet bygget op af omtrent 3 forskellige trommesæt, hvilket i sig selv var lidt af et af et arkitektonisk mesterværk. Derudover blev der undervejs plads til en næsten 15 min. lang trommesolo fra Mangini’s side, hvilket for mig var den mest mindeværdige oplevelse fra denne aften. Man kunne virkelig se, hvor meget manden nød at sidde bag tønderne, og det var lige ved, at han havde en bedre feeling med publikum end James Labrie, som konstant løb frem og tilbage fra scenen, når de instrumentelle dele af numrene kørte.

Udover et kvarters trommesolo blev der også plads til en akustiske udgaver af Wait for Sleep og Fair from Heaven, hvor taburetten blev hentet frem, og lighterne blandt publikum blev tændt. Lidt af en genistreg, da det virkelig gav en følelse af samhørighed mellem band og publikum. Udover de nævnte numre, blev der især trukket på den seneste skive A Dramatic Turn of Events, hvor der blev hentet 6 numre fra, en enkelt fra Systematic Change, en fra Train of Throught og lidt ældre godter fra 6:00 og A Fortune in Lies. Da jeg ikke selv har hørt så meget Dream Theater, skal jeg ikke kunne sige om denne setliste var tilfredsstillende, men jeg kunne godt have brugt lidt flere numre, hvor energiniveauet blev løftet. Jeg ved godt, at Dream Theater ikke ligefrem kan kaldes hård metal, men alligevel kunne jeg godt have brugt lidt mere energi.

Mit overordnede indtryk af aftenens to timer lange koncert endte med at blive rigtig god. Gutterne i Dream Theater spiller med en selvfølgelighed, som er virkelig lækker at opleve. Især Mangini brillerede bag tønderne, da han ikke satte et slag forkert. Derudover leverede forsanger James Labrie også en ganske god præstation, og generelt var der hele vejen rundt en spilleglæde, som kom helt ud over scenekanten. Lyden var dog flere steder ikke optimal, og derudover virkede præstationen til tider rutine præget, men jeg havde en virkelig fantastisk aften, og flere gange lukkede jeg øjnene for at blive sendt af sted med de drømmende rytmer i ørerne. Det var noget af en oplevelse at høre og se Dream Theater, og jeg vil bestemt tage ind og se dem, hvis chancen byder sig igen. Så 80 for den præstation.

Tilføj kommentar