Disturbed, Papa Roach og Halestorm

KB Hallen, Frederiksberg

Lørdag d. 20/11 blev dørene i KB Hallen slået op for en årlig tilbagevendene tour, der i år havde valgt at gæste Danmark. Taste Of Chaos-turen har eksisteret siden 2005 og har haft en del spændende navne på programmet, blandt andre: Killswitch Engage, In Flames, The Used, Rise Against, Funeral For A Friend, Aiden, Gallows, Atreyu, As I Lay Dying, Underoath, Everytime I Die osv. I år var de deltagende bands blevet annonceret som: Disturbed, Papa Roach, Buckcherry og Halestorm.

Halestorm:
Desværre havde Buckcherry aflyst, så Halestorm var blevet rykket frem og havde fået mere spilletid. Halestorm virkede på papiret som et lidt sært valg, med deres femalefronted hard rock, men de leverede et glimrende sæt foran en halvtom men medlevende KB Hal, og sangerinden fik endda folk til at hoppe i takt og klappe med. Godt gået af et band der formentlig var ukendt for de fleste inden aftenens koncert.

Papa Roach:
Efter en halv times pause i showet og på grund af Buckcherrys aflysning, gik Papa Roach på scenen ret tidligt. Dette generede dog hverken bandet eller publikum, og Papa Roach med frontmand Jacoby Shaddix i topform, leverede et brag af en fest til stor glæde for en nu proppet KB Hal. Når Mr. Shaddix er i sit es, vil jeg vove at påstå at han er én af verdens bedste frontmænd, og han var virkelig medrivende denne aften. Frem og tilbage over scenen hele tiden. Sikke dog en karisma og udstråling. Med en blanding af gamle hits og nye "kommende" klassikere leverede Papa Roach en koncert til absolut topkarakter. Aftenes bedste koncert skulle det vise sig.

Setlist:

01. Intro
02. Kick In The Teeth
03. Lifeline
04. One Track Mind
05. Scars
06. The Enemy
07. Getting Away With Murder
08. …To Be Loved
09. Forever
10. Burn
11. Hollywood Whore
12. Between Angels And Insects
13. Last Resort

Disturbed:
Så var det blevet tid aftenes hovednavn og det band som de fleste af gæsterne var kommet for at høre, at dømme efter fremmødet. Disturbed gik på scenen til øresønderrivende jubel og David Draiman og Co. virkede veloplagte foran det store publikum. Disturbed har lavet mange gode numre, men under en hel koncert flyder mange af numrene sammen og man kan godt nå at blive træt af Draimans karakteristiske Uh-ah-ah-ah. Disturbed havde fyldt hele bagvæggen op med store monitors der viste et kæmpe billedshow under hele koncerten. Sætlisten kunne man ikke sætte mange fingre på, men dog savnede jeg deres fantastiske version af Tears For Fears "Shout". En fremragende koncert af Disturbed, der dog ikke formåede at overgå Papa Roach denne aften.

Setlist:

01. Remnants
02. Asylum
03. The Game
04. Prayer
05. Liberate
06. Land Of Confusion
07. The Animal
08. Inside The Fire
09. Stricken
10. Another Way To Die
11. Stupify
12. Ten Thousand Fists
13. Indestructible
14. Down With The Sickness.