Papa Roach - Who Do You Trust?

Who Do You Trust?

· Udkom

Type:Album
Genrer:Nu Metal, Hard rock
Antal numre:12

Officiel vurdering: 6/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Er der tale om et jubilæum?

Vi er nået til det 10. studiealbum fra Papa Roach, og som mangeårig lytter var der en forventning om noget jubilæum eller måske en opsamling. Men nej, Papa Roach vælger at arbejde videre med deres evolutionære verdensgang og producerer 12 helt nye sange, hvor der sker alt muligt besynderligt.

Med 16 år på bagen og meget lidt udskiftning i bandet, kender bandet hinanden, og kan dermed let arbejde sig hen imod noget nyt og spændende men samtidig bevare ånden i det, der er Papa Roach. Med Who Do You Trust? lader det til, at de har bevæget sig en smule væk fra deres oprindelige nu-metal genre, og nu egentlig befinder sig i den egentlige rockverden.

Er rejsen ved at være slut?

Det, jeg altid har nydt ved Papa Roach gennem årene, er deres evne til at spytte hits ud. På Crooked Teeth var det ”Born for Greatness”, på F.E.A.R var det ”Falling Apart” og på Getting Away With Murder var det ”Getting Away With Murder” og ”Scars”, men på den sidste her mangler jeg en ørehænger.

Jeg kan ikke komme udenom at erkende, at Jacoby som altid synger fantastisk. Musikken er også god, og sammenspillet mellem de fire drenge er stadig lige vidunderligt. Pladen er lige så lang, som den nu skal være med godt 40 minutter, og de sange, der er på, er knivskarpe. Jeg mangler bare det hit, som skal være årsagen til, at jeg hører den plade igen om to år. Det gør så blot, at mindet om deres tiende album – et jubilæumsalbum – forbliver i glemslen og ikke er noget, vi fans husker i fremtiden.

I og med at jeg synes, albummet er anonymt og dermed også en smule kedeligt, ville jeg ønske, at de havde taget op til overvejelse, at dette album skulle have en særlig betydning for deres fans. Måske brugt mere tid på deres traditionelle virkemidler end på at eksperimentere med at gå nye veje

Dog skal det siges, at skiven er ganske godt produceret i sig selv. Lyden står skarpt, instrumenterne passer sammen og rækkefølgen af numrene er godt sammensat. Giver man pladen noget tid, så er det jo ikke dårligt musik ift. hvad vi ved, Papa Roach kan gøre og præstere, men den er bare meget anonym og intetsigende. Der er ikke noget af den kant, som de normalt er gode til at få ind i deres sange.

Desværre en svipser

Med de 12 sange, der er på Who Do You Trust?, havde jeg håbet på mere af den traditionelle Papa Roach-lyd. Det er i hvert fald, hvad man forventer – at fejre, det der er opnået indtil nu. Men det fik vi desværre ikke i denne omgang, og denne anmelder håber, at vi ikke ender i en omgang, hvor der bare skydes plader ud for at tjene penge, men at man rent faktisk forsøger noget med sin musik.

Desværre kan jeg ikke give mere end seks kranier for dette album. Selve pladen er godt produceret, og musikken er skam fin nok for et debuterende band. Men for et band som Papa Roach, er der slet ikke nok udvikling og vilje til at kunne ryste en bedre karakter af sig i denne omgang. Det skuffer i sin helhed – og fansene kan kun se frem til næste album og håber på det bedste dér.

Tracklist

  1. The Ending
  2. Renegade Music
  3. Not The Only One
  4. Who Do You Trust?
  5. Elevate
  6. Come Around
  7. Feels LIke Home
  8. Problems
  9. Top Of The World
  10. I Suffer Well
  11. Maniac
  12. Better Than Life