Vinylbanner

Mötley Crüe, Hardcore Superstar og Oliver Weers

KB Hallen, Frederiksberg

Så kom de aldrende badass muthafuckerz endelig til Danmark igen, hvilket bestemt var mere end på tide, taget deres aktivitetsniveau og legendariske navn i betragtning. Tolv år er gået siden deres sidste DK besøg, som fandt sted på Roskilde Festivalen, og sidst jeg så dem var på Sweden Rock i 2005. Førstnævnte husker jeg perifert som en god fest, hvorimod deres koncert på Sweden Rock skuffede mig en smule. Well, nu er jeg ikke typen der konsekvent dvæler ved fortiden, og ej heller nægter at lade mig positivt overraske – modsat visse andre imbecile såkaldte musikjournalister fra formiddagspressen, som har for vane at smide hjernen hjemme i entréen. Med andre ord gider jeg ikke frasige mig en god fest, når jeg nu får den smasket lige op i ansigtet – og dertil er kun at sige at Mötley Crüe denne aften faktisk triumferede ganske overbevisende. Showmæssigt havde jeg nok forventet mig lidt mere bål på drengen, men hvad bandet dertil lod udeblive af spektakulære sceneeffekter, blev for mit vedkommende mere end rigelige inkasseret i form af et tændt band og ditto publikum. Jeg har nemlig sjældent oplevet et mere dedikeret publikum, end tilfældet var denne aften. Dette syn fik sgu hårene til at rejse sig på mine arme, optil flere gange endda – og jeg stod altså placeret pænt langt nede i salen, det meste af koncerten. Vince Neil er på ingen måde en gudsbenået sanger, men han er en god indpisker, og jeg var faktisk positivt overrasket over hans form, selvom vi jo godt kunne høre der manglede nogle ord her og der. Men manden var altså både her og der på scenen, og udviste uafbrudt god energi, så de vokale mangler kan man sagtens leve med, når blot bandet som helhed udviste så fornem dedikation. Bevares, både Vince Neil, Tommy Lee og bandets ankermand Nikki Sixx, lå ikke på den lade side, når det kom til narcissisme, og lod sig på skift hylde af publikum. Men for helvede altså – Mötley er jo indbegrebet af sleazy opstyltet rock ’n roll, og er der nogen der til stadighed kan bærer den del af spillet hjem – ja, så er det sgu da dem! Mick Mars fremstod godt nok mere død end levende, men hans svage helbred er jo en velkendt sag, og bortregnet hans helt igennem formålsløse guitarsolo, fik han heldigvis ikke ødelagt så meget af koncerten. Som helhed må jeg nok erkende at denne koncert næppe går i historiebøgerne, og en plov i entré var måske lige lovligt vildt nok, men det ændre ikke ved det faktum at det var en særdeles festlig aften, hvor en tilfældig onsdag aften blev forvandlet til fredag nat.

Setliste:

Kickstart My Heart
Wild Side
Shout At The Devil
Saints Of Los Angeles
Live Wire
Too Fast For Love
Motherfucker Of The Year
White Trash Circus
Don’t Go Away Mad (Just Go Away)
Same Ol’ Situation
Primal Scream
Looks That Kill
Girls Girls Girls
Dr. Feelgood

EKSTRA:
Home Sweet Home

Tilføj kommentar