Går gammelt og nyt virkelig hånd i hånd
Sylosis har efterhånden cementeret sig som et af de nye spændende navne inden for moderne thrash, men vejen hertil har ikke været uden bump. Da bandet i 2016 tog en pause på ubestemt tid, var det med stor tvivl, om de nogensinde ville vende tilbage. Frontmand Josh Middleton havde overtaget guitarposten i Architects efter sin ven Tom Searles tragiske død, og det virkede egentlig, som om Sylosis var lagt i graven. Men i 2019 vendte de tilbage med Cycle of Suffering, og i 2023 fulgte de op med A Sign of Things to Come. Et album båret af tab, vrede og en imponerende genrebalancering, hvor thrash og metalcore går hånd i hånd som to bidske rottweilere. Det er musik, der skærer lige så dybt, som det kritiserer, og Josh Middletons personlige kamp og kyniske blik på samfundet mærkes i hver eneste tone og tekstlinje. Derfor var det helt store spørgsmål forud for koncerten, om bandet ville formå at forene fortidens thrash med nutidens melodi i et sæt, hvor både nye og gamle fans skulle tilgodeses.
En velsmurt maskine
Sylosis mødte på Hades et tændt publikum, der med det samme fik knytnæverne i vejret og startede en tornado af en pit, der fik støvet til at flyve. Energiniveauet var tårnhøjt på scenen, måske kun toppet af deres tekniske niveau. Fra start fik vi masser af deres sprøde riffs, der hurtigt beviste, at de – ikke overraskende – kan levere det bedste fra både thrash og melodød i skøn forening.
”I Sever” landede som en mursten i ansigtet, og jeg håber, at både band og de fremmødte havde arrangeret tider hos den lokale kiropraktor til dagen efter. Ingen nakker blev sparet, og de store flammer, der stod op fra scenen, gjorde også sit for at få fræset et par øjenbryn af. Storhittet ”Worship Decay” blev leveret med teknisk snilde og overskud, og publikum labbede det i sig som jordbær med fløde på en hed sommerdag.
Middleton i front styrede selvsikkert publikum igennem sættet med sin stærke vokal og en intensitet som en bidsk terrier. Conor Marshall på guitaren headbangede sig igennem langt størstedelen af koncerten, hvilket næsten gjorde hans præcision hele vejen igennem mere imponerende. Intense ”Poison for the Lost” tryllebandt med sine effektive breaks, vrede og dominerende vokal og ikke mindst de imponerende tunge trommer. Gryden blev holdt i kog, og uanset hvad Sylosis smed ud over scenekanten, så blev det gjort effektivt og hidsigt – og publikum besvarede det med op til flere walls of death og circlepits, der måske ikke nåede helt ned til bakken, men dog af respektabel størrelse for en eftermiddagskoncert.
Bakken må vente
Det var en ekstremt veludført koncert med masser af spilleglæde, teknik og et publikum, der gav energi tilbage til bandet. Sylosis beviste endnu engang, at det der med at spille teknisk metal slet ikke behøver se så svært ud. Sættet blandede deres tidlige udgivelser med deres seneste mere moderne lyd, og det er ellers en svær balancegang. Men Sylosis får det hele til at se nemt ud. Også selvom solen bager, og bakken frister med en rolig start på Copenhell 2025. Men bakken måtte vente.
