Når power møder nørden, og ulven vågner
Her kommer en erkendelse fra undertegnede: Power metal har aldrig været min hjemmebane. Alt det højtidelige med flammer, kapper, kirkeklokker og korslagte sværd kan hurtigt få mig til at gå videre. Men når alt kommer til alt, så er det egentlig lidt underligt, når jeg frivilligt har brugt utallige timer i selskab med små japanske monstre, elvere fra Midgård og en vis dreng med lyn i panden. Med den mængde fantasynørdeblod rullende i mine årer burde jeg jo være i målgruppen for genren og ikke mindst Powerwolf. Deres seneste album fra sidste år, Wake Up The Wicked, havde allerede formået at vække min nysgerrighed.
Metalmesse i dagslys
Da bandet trådte ind på scenen, var det teatralske med det samme i højsædet. Bandet var malet i ansigtet og havde nærmest uniformer på: sorte klæder med guldmønstre, som gik igen på deres instrumenter. Scenografien var gennemført med gotiske kirkevinduer og forhøjninger, som bandet benyttede til at stå på. I vinduerne var der effekter, der skiftede koncerten igennem. Det hele var med til straks at sætte rammerne for det dramatiske univers, som publikum var blevet inviteret ind i. På få sekunder blev Copenhell forvandlet til en midnatsmetalmesse, trods den skarpe sol, der ikke just hjalp på den dunkle stemning.
Fra første nummer ”Bless ’Em With The Blade” gik i gang, styrede forsanger Attila Dorn ceremonien med autoritet og charme. Publikum var med ham fra første strofe og havde hornene i vejret; der blev klappet og råbt ”Powerwolf” gentagne gange. Energien var generelt i top hos både band og publikum, og kontakten mellem aktører og beskuere var konstant nærværende. Attila Dorn demonstrerede både overskud og humor, som da han med et skævt grin bad publikum lave visse håndbevægelser, der ifølge ham selv kunne ligne noget fra en pornofilm.
Det musikalske håndværk var uden slinger, og bandet spillede stramt, præcist og med overskud. Samspillet på scenen virkede både professionelt og legende, hvilket blev cementeret i de små øjeblikke, som da guitaristerne Matthew og Charles Greywolf med glimt i øjet skubbede til Attila Dorn med skuldrene under ”Amen & Attack”. Det var dejligt at se så stor professionalisme samtidig med ægte showmanship og spilleglæde hos bandet. Undervejs blev vi også forkælet med publikumsinddragelse af den slags, der får fællesskabsfølelsen til at eksplodere. Et af aftenens højdepunkter kom, da Attila Dorn øvede vokalharmonier med publikum til nummeret ”Armata Strigoi”. Først kvinderne, så mændene og til sidst alle samlet. Bandet lod musikken stå stille et øjeblik og tog det hele ind med hånden på hjertet. Et smukt og nærværende moment, som viste, at showet indimellem rakte ud over den stramme koreografi.
Men, nu skal det hele ikke være ren ros. For cirka halvvejs i koncerten, efter ”Demons Are A Girl’s Best Friend”, begyndte det hele at blive lidt for forudsigeligt. Bandet leverede varen med sikker hånd, men afveg sjældent fra den formular, de havde lagt fra start. Publikum var stadig engagerede, men strukturen blev hurtigt genkendelig: store armbevægelser, publikumsinddragelse med ordene ”my friends” og teatralske prædikener, der gentog sig i nogenlunde samme tempo. Da først præmissen var etableret, ændrede dynamikken sig ikke voldsomt undervejs, og det efterlod en oplevelse, der for undertegnede blev en tand for poleret og kontrolleret til for alvor at bide sig fast. Uden at have set dem før, har jeg en fornemmelse af, at har du set ét Powerwolf-show, så har du set dem alle. Men det kan der også være noget dejligt ved – at vide præcis, hvad man får.
Charmerende, sikkert og forudsigeligt
Powerwolf leverede en visuelt imponerende og energisk time på Copenhell, hvor gotiske kulisser, teatralske præstationer og stærk publikumsinddragelse gik hånd i hånd. Der var ingen slinger i valsen, og deres professionalisme og spilleglæde skinnede tydeligt igennem. Publikum var med fra start til slut, og showet fungerede præcis som den power metal-messe, fans af bandet forventede. Men netop fordi gruppen er så gennemført i deres koncept, blev koncerten også forudsigelig i længden. Da først rammen var sat, var der ikke mange overraskelser undervejs, hverken musikalsk eller dramaturgisk.
Sætliste:
Bless ’Em With The Blade
Incense & Iron
Army Of The Night
Amen & Attack
Dancing With The Dead
Armata Strigoi
Demons Are A Girl’s Best Friend
Sanctified With Dynamite
Werewolves Of Armenia
Heretic Hunters
Blood For Blood
We Drink Your Blood
FB Teaser: Vores anmelder elsker troldmænd og drager, men ikke power metal. Alligevel var han klar, da Powerwolf inviterede Copenhell til metalmesse med ild, vampyrpræster og kirkekor.
