På væggen i teenageværelset
Hvis du ligesom undertegnede var teenager i starten af 00’erne og havde en forkærlighed for nu-metal, var der en god chance for, at Kittie prydede væggen på dit værelse. Måske lige ved siden af de lidt større navne i genren som Slipknot og Korn. Men bandet med de fire kvinder kunne noget helt særligt dengang. Ikke kun fordi de havde en rasende og tung lyd, men netop fordi de var nogle badass kvinder i en ellers mandsdomineret scene, hvor fyrene gik rundt med omvendt kasket, slidte Vans og baggy bukser. Nu er de tilbage efter mere end ti års stilhed, og sidste år udkom deres første album siden 2011, comebackalbummet Fire. Spørgsmålet var så, om de stadig kunne tænde den samme gamle fan-gnist, eller om det hele blot ville blive et halvlunkent forsøg på et nostalgitrip tilbage til teenageværelset med discman og vrede dagbogssider.
Med kløerne fremme …
Jublen lød, da de fire kvinder indtog scenen, og det stod hurtigt klart, at tiden ikke var til smalltalk. De startede lige på og hårdt uden nogen form for introduktion, men direkte ind i deres tunge og brutale lyd, der fyldte pladsen foran Pandæmonium. Morgan Landers vokal var næsten mere brutal live, end den er på plade, hvilket kun er et plus i denne anmelders bog. Bandet virkede generelt veloplagt og velspillende. Især trommeslager Mercedes Lander var et syn for sig, idet hendes arme fløj rundt, som om de ikke havde lavet andet end at holde takten til de rasende riffs siden starten af 00'erne. Guitarist Tara McLeod og bassist Ivana Jenkins byttede indimellem plads, hvilket gav lidt visuel variation i en ellers relativt statisk sceneoptræden.
Selv om der var smæk på fra start, så begyndte koncerten desværre at glide lidt ind i en mere ensformig rytme efter de første par numre. Der manglede i høj grad den kontakt til publikum, som kan løfte et solidt sæt op til noget mindeværdigt. Særligt under "Eyes Wide Open", som var førstesinglen fra deres seneste udgivelse, var det tydeligt, at selvom musikken sad lige i skabet, så manglede der noget rent sceneteknisk.
Inden endnu et af de nye numre, ”Vultures”, blev spillet, spurgte Morgan, hvordan folk havde det, og der kom et jubelbrøl tilbage som svar. Hun nævnte, at det var en varm dag, at solen skinnede, og at publikum nok snart ville smelte. Vejret var desværre ikke nok til at hjælpe bandet helt på vej, og publikum havde ikke den samme indlevelse og intensitet, som der for eksempel havde været ved Employed To Serves optræden tidligere på samme scene. Man savnede generelt den gnist, der for alvor kunne antænde publikum. Den forløsning kom, da de efter en halv time som andensidste nummer spillede ”Brackish”. En noget hårdere version end den 24 år gamle indspilning, men det klædte bestemt nummeret. Her viste Mercedes Lander med sin ret fede, dybe vokal, at hun kunne andet end at slå til tønderne. Det kunne bandet sagtens gøre mere brug af.
… halvskarpe kløer, desværre
Man kunne frygte, at det bare ville blive et nostalgisk tilbageblik. Men frygten udeblev, idet Kittie mest spillede deres nyere materiale. Som en af mine venner sagde undervejs: ’Spiller de ikke snart noget nu-metal?’ Hans tese var, at de skammede sig over deres gamle numre. Men netop med den opdaterede version af ”Brackish” viste de, at der stadig er hold i de gamle sange – især når de spilles i et mere moderne udtryk.
Samtidig blev det desværre aldrig helt den fest, som undertegnede havde håbet på. Efter små 40 minutters koncert, som blev leveret solidt og sikkert, manglede der stadig noget. Kontakten til publikum kunne have været meget bedre, og selv når den var der, virkede den ikke oprigtig, men nærmere indstuderet. Som det blev påpeget af Morgan Lander, har bandet spillet sammen i næsten 30 år, men de har dog formået at distancere sig tilpas meget fra deres nu-metalstil til stadig at være relevante den dag i dag. Det til trods, så hævede stemningen sig aldrig helt til, at det ville blive en mindeværdig koncert.
