Kim Dracula. Foto: CL Photography DK
Gen-Z’s Sisyfos
Den moderne tidsalders absurdisme er over os. Ligesom i den brydningstid, som den første bølge af absurd kunst og filosofi kravlede ud af, befinder vi os i en usikker periode med en gradvist optøende koldkrigsstemning, klimakrise og en udbredt afmagt, der udbrænder livets meningsfylde. Verden føles tom og historieløs, mens vi ikke kan gøre andet end som Sisyfos hver dag at rulle stenen op ad bjerget igen, mens katastroferne raser omkring os. Absurdismen opstår som en modstand mod tomheden, der omfavner alt det kaotiske og skaber ny mening af det meningsløse. Dette tidstypiske modtryk mod verdens mismod afspejles i ungdommens absurde humor som 6-7 – og i kunsten. Denne aften så jeg således frem til at tage pulsen på et af nybruddene på vor tids absurdisme.
Violent Vira
Mens vi ventede på Kim Dracula, indtog de purunge musikere med Violent Vira scenen. Vira og bandet var så dugfriske fra garagen, at de først lige skulle lære at tilslutte elektronikken, og det gik der så en rum tid med. Det fremstod i sig selv som absurdteater, men det skortede ikke på ung kådhed og spilleglæde, da de endelig fik løsnet knuderne i ledningsfilteret. Mens Vira fuldt ud mestrer at udfylde en scene med sit nærvær, forekom hele seancen dog iscenesat og uautentisk. Et er at græde i kor, noget andet er at indstudere sit smerteskrig, så det harmonerer med den seneste TikTok-lyd. Selvfølgelig planlægger og øver alle metal- samt rockmusikere deres growls og screams, men som lytter vil man alligevel gerne lytter overlade sig til illusionen af, at det er ægte, dybtfølt afmagt og virkeligt, forrådnelsesdunstende sjæleblod, der flyder i stride strømme over scenen i stedet for teaterblodets sødladne sirupsmasse. Den illusion brød Violent Vira ikke denne aften, for den nåede ikke engang at blive opbygget. Vira spillede sig dog gradvist varm og kom da også med enkelt lovende scream, men det var tydeligt, at hendes stemme stadig kræver længere forpupningstid og endnu ikke fuldt ud kan udfolde sine vinger. “Saccharine” var et af højdepunkterne, hvor man kunne mærke, at publikum også vågnede til dåd, og der er et vist potentiale her, hvis blot Violent Vira for alvor lader sin ulmende voldelighed løbe løbsk og forkaster pænhedens koreografi.
Kim Dracula
Søvnparalysedæmonen fra RuPaul’s Drag Race
Da Kim Dracula gæstede Copenhell i sommeren 2025, var jeg et smut forbi for at se den spraglede giraf. Efter koncerten havde jeg kun en eneste kommentar: ‘Hvor er jeg dog glad for, at jeg ikke skal anmelde det her’. Jeg anede ikke, hvad jeg egentlig syntes om det, og kunne ikke finde hoved og hale på denne genrekimære af et væsen. Alligevel må oplevelsen have vakt en vis nysgerrighed, eller også var det mine flagellantiske tendenser, der drev mig tilbage til scenekanten som anmelder. Denne gang var jeg dog bedre forberedt på den febervildelse af en søvnparalysedrøm koreograferet af RuPaul, som koncerten ville udforme sig som … eller var jeg?
En campy scenekamp
Nej, egentlig ikke. Der skete så mange ting til koncerten, at det var svært at holde styr på. Hvis der var en større historie og mening med de mange gimmicks, som Kim Dracula hev op af hatten, var de således spildt på mig. Men gjorde de alligevel indtryk? Absolut. Om det så var en mega-pint af vin, plastiksalatblade eller en politibetjent fra Spøg og Skæmt, så kunne man aldrig regne ud, hvad der ventede om hjørnet på denne forvredne, glittersprayede mareridtslabyrint. Nogle af Kim Draculas små gimmicks kunne have været mere gennemført, men den ærlige middelmådighed og DIY-udseendet er netop en del af definitionen på det begreb, der mest rammende beskriver Kim Draculas optræden: camp. Som forfatteren Susan Sontag skrev om begrebet, slår man det ihjel ved at forsøge at beskrive det. Camp skal leves og opleves for fuldt ud at forstås – og det samme gjaldt Kim Dracula. Man skulle have været der, for på papiret fungerede ingen af interludierne og rekvisitterne. De havde alligevel en vis effekt live, om ikke andet som forstyrrende elementer, der holdt publikums opmærksomhed og forvirring til ilden. Måske var det selve musikken, der solgte hele molevitten: Særligt saxofonisten var en eminent musiker, der henført svingede den ene solo efter den anden ud over de skrå brædder. Kim Dracula er ligeledes en særdeles dygtig sanger, der ubesværet vekslede mellem growls, pigsqueals, skønsang og pibende, hundefløjteagtige hyl. Hvert stemmeleje var veludført, og de hurtige skift mellem dem kræver en stor, teknisk kunnen. Hvorvidt det lød godt er så en anden sag – men det gjorde det nu for det meste. Særligt storhittet “Make Me Famous” var veludført, og det samme var tilfældet for aftenens brag af et efterspil, “Killdozer”. Gav det hele mening og gik op i en højere enhed? Måske ikke, men forvirringen forekom som et overlagt stilvalg. Det skulle være kaotisk, kakofonisk, dissonant og disharmonisk – for således udtrykker musikken mest rammende vor tids kvaler.
Der skal være plads til alle i pitten
Hvorfor fanden stillede jeg mig op på nakkeskudslinjen ved at forsøge at mene noget om det her rakkerpak? Kim Dracula og deres band er svære at vurdere, for på den ene side fremstod deres optræden usammenhængende, kaotisk og uden rytme eller retning. På den anden side var der alligevel noget dragende ved musikken og Kim Draculas nærvær, som naglede blikkene mod scenen. Energien dalede på intet tidspunkt, og det var særdeles underholdende at være vidne til – omend optrædenen ikke var videre velpoleret. Publikum var med … måske blev de lidt for meget revet med, for en ung fan måtte reddes rystende ud af pitten. Kim Dracula trækker et yngre publikum, så husk nu at passe på de nye i miljøet – om I så deler musiksmag med dem eller ej.