I skovens dybe stille ro
Traditionen tro ankom jeg i løb til dagens første koncert, Danefæ på Gehenna, den perfekte scene at lade sig omslutte af deres dansksprogede prog på. Og lad mig sige det med det samme: Deres valg om at synge på dansk gjorde det til en intim oplevelse. Deres følsomme prog mindede mig om Leprous’ melodiøse vinkel på en genre, der enten er for meget eller slet ikke nok – men i dag var den lige tilpas.
Ingen grund til at være nervøs
Anne Olesen i front stod skarpt i al sin åbenhjertighed, og hendes uprætentiøse og sårbare vokal smøg sig om de fremmødte. Jeg synes, helt personligt, at hendes tilstedeværelse på scenen passede som fod i hose til både musikkens afdæmpede øjeblikke og de stormfulde passager. Hendes singer/songwriter-stemme førte an, og som jeg sidder nu og genkalder mig ”P.S Far er død”, kan jeg mærke, at der blev spillet på mine hjertestrenge lige så effektivt som på strengene på scenen.
Olesen overraskede mig ved at slå over i en rå og harsk vokal, som gik godt i spænd med den tyngde, der forankrede den kniplingsfine sang og efter de fremmødtes respons på stort set alt hvad de lavede, lod mig forstå, at jeg ikke var den eneste den dag, der satte pris på at opleve den danske sangskat med et tvist.
Det trestemmige kvindelige kor på ”Vandskabt” satte en stor, fed streg under deres i forvejen meget nordiske lyd, og jeg fik en følelse af, at den historie, de havde at fortælle, var personlig. Min eneste anke er sådan set, at det blev lige lovlig ferskt til tider. Til trods for at deres mere bastante udgydelser kunne tilføje noget kant, føltes det alligevel for poleret i kanterne, og den manglede råhed kunne have givet dem et ekstra nøk op ad.
Stærkt arbejde
Men med tanke på hvem der ellers har stået på plakaten i år, havde de ikke noget at bekymre sig om. Jeg oplevede i hvert fald ikke andet, end at hele orkestret bestående af Anders Mogensen på guitar, Carl Emil Tofte Jensen på bas og Jonas Agerskov på trommer lagde sig i selen, som om de skulle retfærdiggøre at blive booket til Copenhell.
Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at samtlige medlemmer tog deres musik meget alvorligt, og jo højere oppe bassen sad, jo mere seriøse var de. De gik til den med alt, hvad de havde, og Olsens indrømmelse om ængstelighed forud for showet var absolut ubegrundet. Deres anstrengelser bar i den grad frugt, for jeg gik derfra med en udefinerbar følelse af at have fået lov til at se nogen folde deres vinger ud. Jeg ser frem til deres himmelflugt.
Sætliste:
Vandskabt
Skyer
Vætter
Natsværmer
Blind
P.S. far er død
Sang om håb
Billederne er taget af Lykke Nielsen
