Hvad laver jeg her?
Det kan vist roligt siges, at undertegnede ikke er den primære målgruppe for endnu en af Copenhells spøjse bookinger. Jeg var ikke ubetinget begejstret for at være blevet tildelt så vigtigt et navn, eftersom mit kendskab til Billy Idol begrænser sig til tre-fire sange. Det er nemlig enhver anmelders fornemste pligt at forberede sig på en koncert, i tilfælde af at vores alvidenhed alligevel ikke rækker.
Af samme årsag var det med tilbageholdt åndedræt, at jeg troppede op på Helviti fredag aften, i håb om at stimen af overraskende gode koncerter fortsatte. Det gjorde den ikke. Det er ikke, fordi der er noget i vejen med at være Billy Idol eller at kunne lide Billy Idol, men i stil med James LaBrie trykkede alderen gevaldigt. Energien fejlede ikke noget, men stemmen fulgte ikke trop.
Morfar fortæller
Det er ikke, fordi Idol eller bandet ikke gjorde sig umage. De tre sange, jeg med sikkerhed kan sige, jeg kender, fik jeg naturligvis serveret på et sølvfad, og jeg kunne snildt fornemme, at han stadig står på en scene, fordi han har lyst og ikke (udelukkende) for at spæde lidt til pensionen. Han delte gladeligt ud af sine mange anekdoter om bikere og sin tid i New York, og han gjorde, hvad gamle mænd nu gør bedst: Fortæller røverhistorier om dengang, knæene ikke drillede, og håret var hvidt med vilje.
Det skortede ellers ikke på begejstringen blandt de omkringstående. “Dancing With Myself” kunne lige så godt have været en nøjagtig beskrivelse af den bar-mavede ungersvend, der havde akut dansefeber i nærheden. “Eyes Without A Face” blev udnævnt som en ‘fucking liderlig sang’, og min veninde ‘følte sig som en på 15 år igen’ – til trods for at jeg er et par år ældre end hende og stadig ikke er gammel nok til Idol. Mit personlige højdepunkt var Steve Stevens lirede guitarsolo – udelukkende på grund af Top Gun. Jeg er heller ikke immun for de gamle dage, selvom Idols gamle dage er ældre end mine.
Pensionist-pop-punk
Faktisk har jeg sjældent følt mig SÅ malplaceret til en koncert. Men fair skal være fair, det følte jeg også, at Billy Idol var. Det skal ikke ligge nogen til last, at årene går. Måske er spejlbilledet efterhånden ikke helt enig med selvbilledet, men det ville Idol blæse et stykke. Han gik ind på scenen med det formål at optræde for sine fans, hvilket jeg formoder, han gjorde godt til en vis grad.
Men set uden de lyserøde briller var det egentlig bare en gammel cirkushest, som tog endnu en runde i manegen. Attituden var intakt, rødderne fra de helt tidlige år lurede i kulisserne, og spilleglæden så ud til ikke at bære præg af de 46 år, der er gået, siden Generation X startede noget, der ikke kunne stoppes. Alligevel gik jeg derfra med en følelse af at have været på et levende voksmuseum og høre musik fra dengang, morfar var en værre én.
Billederne er taget af Sebastian Dammark / I Do Concerts
