Tallene lyver aldrig
Rival Sons er tilsyneladende helt pjattede med vores lille andedam og har således gæstet Danmark hele 19 gange siden den spæde start tilbage i 2009. Det må siges at være gensidigt, idet vi her på redaktionen ved tre af disse lejligheder tilsvarende begejstrede har krydset klinger med de bluesbaserede rullesten: Anført af evigt energiske og engagerede Jay Buchanan fik Copenhell i 2016 en solid omgang retrorock, inden ’Smilets By’ og VoxHall stod for tur året efter. Selv under vores seneste og hidtil mindst vellykkede rendezvous på NorthSide for seks år siden efterlod amerikanerne indtryk af et band med tårnhøjt bundniveau.
20. gang talte for sig selv
På baggrund af overvejende positive erfaringer var forventningerne også mærkbart høje, da den strengevridende duo bestående af guitarist Scott Holiday og bassist Dave Beste slog tonen an til ”Mirrors”. Skulle selv den mindste følelse af metaltræthed på en vejrmæssigt grå og trist tredjedag have forplantet sig iblandt de fremmødte, forduftede denne for en stund takket være de knivskarpe riffs og en særdeles fængende melodi. Forsanger (og tilsyneladende også tamburinist under ”Nobody Wants to Die”) Jay Buchanan stemplede ligeledes ind med sit solide organ, hvormed han især under ”Tied Up” fremviste lidt af den flabede ’in your face-attitude’, som denne anmelder ellers kun havde oplevet hos repræsentanter fra torsdagens program på Copenhell (læs: The Baboon Show og The Hives).
Der blev, i modsætning til møderne med punkscenens konfrontatoriske sludrechatoller, ikke vekslet mange ord mellem de hjemvendte ’sønner’ og publikum, hvorfor vi skulle helt hen til ”Too Bad” før Buchanan i forlængelse af autoresponsen ’How ’ you doin’ out there?’ fulgte op med den lige så skarpsindige observation: ’See a lot of black t-shirts out there’(!). Nu tilhører jeg omvendt heller ikke segmentet, der selvantænder af begejstring ved tanken om at blive overspulet med langhåret nonsens i stride strømme, hvorfor dette indslag i stedet gav grobund for refleksioner af en helt anden kaliber …
Som anmelder bliver man ofte anklaget for at lede efter håret i suppen. Og netop heri lå et ekstra lille kuriosum gemt. For Rivals Sons optrådte med en supersprød udstråling, tilbagelænede uden på nogen måde at virke sløsede. De talte bare ikke for alvor til mit anmelderhjerte, hvorimod jeg i rollen som den menige festivalgænger i venners lag snildt kunne have givet mig hen med en iskold IPA i klør fem og en Blå King’s hængende i mundvigen. Ligeledes konsoliderede ”Open My Eyes” med sine kraftige vibes af Lynyrd Skynyrd fornemmelsen af et band, der i modsætning til de fleste af festivalens øvrige artister appellerede til en sindsstemning frem for regulære genrepræferencer. De var med andre ord, som Gustav Winckler så smukt sang i sin tid, det gemte smil til en gråvejrsdag.
Man har som bekendt et standpunkt …
Med fare for at modsige mig selv, har man som bekendt et standpunkt, til man tager et nyt. Man kunne således fint stå og svaje til de smittende rytmer en fem-ti minutter ad gangen for dernæst at veksle et par ord med sidemanden over en kold øl. Lige den model syntes dog ikke attraktiv for entertainer og musiker Michael Carøe, der undervejs blev spottet i hastigt trav på tværs af mængden. For os andre viste Rival Sons sig ellers som en rigtig fin booking, netop fordi deres tilstedeværelse på scenen modsat andre tilfælde netop ikke krævede et skærpet fokus. Det var med andre ord Biergarten i dagslys, minus risikoen for brækkede lemmer eller høreskader til følge. Det vil sige, medmindre man altså var en af de medbragte stiklinger UDEN forsvarligt monterede høreværn. Heldigvis hørte dette scenarie til undtagelserne, om end der over en bred kam sjældent er observeret så mange gæster LANGT under den myndige lavalder som i år. Til gengæld kan nærværende skribent sagtens overtales til at troppe op en anden gang, dog helst i civilt antræk. For det var i den grad dem, der havde festen …! Eller som en øjensynlig flittigt frekventerende bargæst fik fremsnøvlet: ’Hvad sker der for de fede guitarer? I f*****’ love it!’ Fra børn og fulde folk … som man siger.
