Lige på og hårdt

Rival Sons har brugt det sidste års tid på at agere support band for Black Sabbaths ”The End Tour”, så de har nok trængt til at være aftenens hovedfokus. De havde i hvert fald sparet opvarmningsbandet væk denne onsdag aften. Det gjorde heller ikke så meget, da bandet havde så meget energi på Voxhall i Aarhus. For satan, hvor var de tændte fra starten. Hvis trommeslageren Mike Miley ikke skrålede med bag gryderne, hoppede han nærmest på sin trommestol. Til tider stod han endda op og spillede. Bandet er eller ikke det mest bevægelige, men de er kendt for at spille ærlig rock uden stjernenykker, og det fik vi så. Fuld autencitet.

Når et band i sandhed indtager en sal og gør den til deres

Bandet gik på til temaet fra ”Den Gode, Den Onde og Den Grusomme”, og vi ventede spændt. Bandet bæres i høj grad af Jay Buchanans vokal, som helt klart er årsag til en del sammenligner med Led Zeppelin. Det var derfor til stor glæde for alle på Voxhall, at vokalen både var super skarp og heller ikke blev sparret. Hold fast, hvor kan den mand synge. Bandet havde publikum i sin hule hånd nærmest fra start til slut. Allerede midtvejs i andet nummer begyndte det mest af gulvet at rokke frem og tilbage. Da det tredje nummer ”Tied Up” var færdigt, skulle man tro, at bandet havde spillet i en time ud fra publikums reaktion at dømme. Vi fik de to store hits ”Electric Man” og ”Pressure and Time”, inden Jay Buchanan introducerede et stille nummer om sorg. Selvom ”Jordan” er en stille sang og kun den syvende på sætlisten, var publikum helt tryllebundne. Ingen sagde et ord. VI lyttede bare, og det var et af de øjeblikke, som man vil huske i noget tid. Forsangeren sluttede af med at tørre øjnene, inden han tog et banner fra en fan som minde. Det er øjeblikke som disse, der gør det fedt at gå til koncerter. Aftenens eneste problem kom herefter, for vi fik yderlige to stille numre oven på denne intense oplevelse. Selvom publikum var med på alt denne aften, var det lidt for meget af det gode, og ”Face of the Light” fik nogen til at vippe lidt utålmodigt på fødderne. Deres utålmodig blev dog hurtigt indfriet med ”Torture”, og så var det ellers bare en lang sejrsmarch derfra.

Fremragende rockkoncert uden så meget pis

Mod slutningen fik vi hits, trommesolo, guitarlir og masser af jam. Bandet jammede tydeligvis af flere omgange, hvor de kiggede på hinanden med brede smil og lyttelapperne slået helt ud, og vi var også med på en lytter. For hvor ville de nu tage os hen, disse konger af blues rock? Vi fik også fællessang. Så meget, at publikum ikke ville stoppe, da nummeret ”Tell Me Something” sluttede. Bandet var tydeligvis rørt. De slutter af med nummeret ”Keep On Swinging”, og det gjorde vi så. Også længe efter, at bandet gik af scenen til enorme bifald. Nogen blev inde på Voxhall til fortsat fællessang af de mange hits. Andre dansede ud på gaden i den våde juniaften. Rock er en smuk ting i sin reneste form.