Robb Flynn & co.
Det seneste år har været aldeles begivenhedsrigt for de legendariske Bay Area-thrashere i Machine Head. For præcis et år siden kunne den på alle måder højtråbende frontmand, Robb Flynn, meddele, at guitarist Phil Demmel samt trommeslager Dave McClain havde forladt bandet, og at fremtiden for Machine Head dermed var uvis. Den igangværende turné blev afsluttet, og så blev der stille.
Men er der én ting, som Robb Flynn absolut ikke kan klandres for, er det, at give hurtigt op. Til stor glæde for mange fans kunne han proklamere i foråret, at i anledning af debutalbummet Burn My Eyes’ 25 års jubilæum var guitarist Logan Mader og trommeslager Chris Kontos fra det originale lineup blevet hyret til at komme med på jubilæumsturné. Derudover skulle der samles et nyt band, så de kommende koncerter kunne bestå af to dele: Et almindeligt “best of”-set med det nye band efterfulgt af et Burn My Eyes-set med tre af de fire originale medlemmer. Den slags er absolut ikke nogen dårlig ide, men holder den også i praksis, eller er det et tegn på, at tiden er ved at løbe fra Machine Head?
På en helt almindelig onsdag aften i oktober satte jeg kurs mod Amager for at finde svar på ovenstående spørgsmål. Personligt har jeg dyrket Machine Head siden gruppens andet album, The More Things Change..., og jeg tøver ikke et sekund med at rangere Burn My Eyes som en af metalhistoriens absolut bedste debutskiver nogensinde. Så det var helt klart gennemspilningen af hele det album jeg glædede mig mest til, mens jeg da selvfølgelig også var spændt på, hvordan den nye konstellation ville fungere.
An Evening With Machine Head
Præcis på slaget kl. 20.30 gik Machine Head på scenen i et udsolgt Amager Bio, til hvad der skulle gå hen og blive hele tre timer i deres selskab; ingen opvarming, ikke så meget pis, bare tre timer med musik.
Der blev lagt ud med det altid hårdslående “Imperium” efterfulgt af “Take My Scars” og “Now We Die”, og det stod hurtigt klart, at det desværre ikke var det sædvanligt veloplagte band med det ufatteligt høje bundniveau, som vi fik at se. Præstationen var ikke helt på niveau med, hvad man tidligere har oplevet fra Machine Head, men “kun” ok uden at være prangende. Bevares, med ny trommeslager i form af tidligere Devilment-grydebanker Matt Alston og ligeledes ny guitarist Vogg Kieltyka hentet i Decapitated, kan man måske ikke forvente et band, der er lige så godt sammenspillede, som gruppens forrige lineup. Men en anelse bedre kunne det godt have været.
Koncerten nåede dog det velkendte høje niveau enkelte steder – især The Blackening-numrene “Beautiful Mourning” og Dimebag Darrell-hyldesten “Aesthetics of Hate” sad lige i skabet. Vogg Kieltyka ligner et decideret scoop for Machine Head, idet hans guitarstykker blev eksekveret til perfektion – flere steder endda endnu mere stramt og vellykket end vi nogensinde oplevede det fra hans forgænger, Phil Demmel. Han var ganske enkelt imponerende, og det var skønt at opleve, Flynn have så dygtig en makker ved sin side. Matt Alston derimod lader en del tilbage at ønske. Han er en glimrende trommeslager, men der mangler noget vildskab bag de gryder, da han alt for meget af tiden ligner den session-musiker, han er, og ikke den live-perfomer, han bør være. Det gik desværre udover “I Am Hell (Sonata in C#)” og det ellers så sublime nummer “Halo”. De blev simpelthen for slapt leveret, og det var en skam. Desuden kunne man have ønsket “Killers & Kings” eller det fuldstændigt intetsigende “Catharsis” skiftet ud med numre som “The Blood, The Sweat, The Tears” eller “Clenching The Fists of Descent”, som i dén grad var savnede denne aften. Men sådan skulle det desværre ikke være.
Burn My Eyes
Jeg vover den påstand, at langt de fleste af aftenens gæster havde købt deres billetter på grund af koncertens andet akt; jubilæet af Burn My Eyes. Stemningen i salen steg i hvert fald til et markant andet plan, da Robb Flynn og bassist Jared MacEachern fik selskab af Logan Mader og Chris Kontos, og da de første toner af “Davidian” blev slået an, lettede taget på den gamle biograf. Den vildskab og præcision, der var savnet fra bandet under koncertens første femten numre, blev klasket i publikums svedige ansigter fra allerførste sekund. Logan Mader har ikke mistet sine evner i årene, der er gået, og Chris Kontos viste lynhurtigt og sindssygt hårdtslående, hvordan Matt Elston burde have spillet.
Der var ikke ét kedeligt sekund i løbet af denne pragtpræstation, som gennemspilningen af Burn My Eyes var. Udover det fabelagtige åbningsnummer blev også “Old”, “None But My Own” og "Death Church” leveret så sublimt, at os gamle nostalgiske fans næsten måtte knibe en tåre. Mon ikke der var andre end mig, der bad en stille bøn om, at de vender snuden mod Europa igen til sommer? Jeg kender en festival på Refshaleøen, der godt kunne bruge en gentagelse af denne aftens andet akt. Det var intet mindre end en fantastisk oplevelse! Som kronen på værket blev Merciful Fate-klassikeren “Evil” jammet hen mod slutningen – en hyldest til det band hvis betydning Flynn tidligere på aftenen brugte en del tid på at fortælle om. Særbehandling til danskerne, det faldt i god jord.
Skal vi kigge frem eller tilbage?
Vi er nødt til lige at vende tilbage til denne anmeldelses udgangspunkt i form af spørgsmålet om, hvorvidt tiden er ved at løbe fra Machine Head. For selvom oplevelsen med Burn My Eyes var en helt fantastisk en af slagsen, trænger nye spørgsmål sig på. Er Machine Head efter 25 år ved at blive et nostalgi-band, der er bedst, når de skuer bagud? Tja, hvis deres fremtid med det nye lineup med Vogg Kieltyka og Matt Elston skal være på niveau med det, vi oplevede onsdag aften, så har de toppet. Men man kan håbe på, at næste album bliver en koordineret indsats, hvor flere end Robb Flynn har indflydelse på musikken og dermed får lidt nosser tilbage i det overordnede udtryk. Personligt håber jeg, at den absurd dygtige Vogg blander sig rigtig meget og trækker Flynn i sin retning – det kunne der godt komme noget rigtig interessant ud af. I mellemtiden må vi bare nyde de gode minder samt tænke tilbage på en koncert, hvis anden halvdel var årets koncert for mit vedkommende.
Karaktermæssigt lander vi på otte aldeles misvisende kranier. Misvisende fordi koncertens første afdeling ikke fortjener mere end fem-seks kranier, og fordi anden afdeling scorer samtlige af de ti kranier, som skalaen tillader. Så kære læser, se venligst bort fra den samlede karakter, da der reelt var tale om to særskilte koncerter i aftes. Den ene nogenlunde, dog uden overhovedet at imponere, og den anden fuldstændig fabelagtig!
Kommentarer (1)
Jesper
MH
Jeg synes første sæt var rigtig godt, men det døde lidt med guitarsoloen og den efterfølgende lange intro til Darkness Within, der desværre trak noget af intensiteten ud af koncerten. Derefter blev det lidt ujævnt med flere dårlige numre, men Ten Ton Hammer og Halo reddede den dog i fin stil. 8/10
Burn My Eyes sættet var fantastisk og jeg er enig i at det er en 10/10. Der var ikke en finger at sætte på noget dér.
Alt i alt lander aftenen på 9/10 for mit vedkommende.
Og ja, MH kommer tilbage til DK til sommer!!! Det gør de lørdag (!) d. 30/5, hvor de spiller på Train i Århus.