Kongerne af rap metal holdt hof på hovedscenen
Body Count har efterhånden leveret en hårdtslående blanding af rap og metal i over 30 år. Der har – selvsagt – været masser af udskiftninger i personalet undervejs, men mest vigtigt er det nok, at Ernie C på guitar og Ice-T stadig står i front, og at sidstnævnte i øvrigt nu også har sønnike Little Ice med sig på scenen som backing-vokal. De har alle dage været fokuserede på at lave musik med mening og har blandt andet taget emner som politibrutalitet, race og fattigdom op i deres sange. Det ligger måske tematisk lidt langt fra den danske musikscene, men er ikke desto mindre stadig yderst relevant i hjemlandet USA.
Nu også med seriemordere
Body Count stillede syv mand op til ballade på Helviti på den sidste dag af dette års Copenhell. De var fra starten godt ude over scenekanten med ”Body Count’s in the House”, og det tætpakkede publikum foran scenen var så klar på at rocke med dem. Men åhh, allerede som andet nummer havde de valgt et covernummer: Slayers ”Raining Blood”. Senere i sættet skulle vi da også høre et mix af tre The Exploited-sange. Jeg forstår simpelthen ikke, at bands med relativt begrænset festivalplads ikke kan fylde tiden ud med deres egne numre. Men fint lød det nu begge gange. Vi fik da heldigvis også fuld plade på rap metal-hits med blandt andet ”There Goes the Neighborhood” og også et par spritnye numre med seriemordertema: ”The Purge” og ”Psychopath”, der blev fremført med Ice-T i nylonstrømpe over ansigtet. Bagefter lod han, som om han var blacked out og var blevet overtaget af en, nåh ja, psykopat, men skuespilkarrieren behøver han nu ikke bruge mere krudt på i mine øjne.
Ud over covernumrene så var der desværre noget andet, der skurrede. Ice-T snakker simpelthen for meget. Han snakker om politivold og racisme og om psykopater og seriemordere. Men så kom han til at snuppe en bid af kønsdebatten, da han proklamerede, at der jo altså var noget galt med mænd, der simpelthen tabte pikke, fordi de brugte skønhedsprodukter. Og at alle kvinder var giftige endda. Jamen tak for kaffe. For helt ærligt. Det er svært at være uenig omkring racisme, fattigdom og politibrutalitet. Men det der? Det var ret virkelighedsfjernt, og jeg hørte faktisk en del buhen – og bevares, også nogle, der hujede. Han gik dog heldigvis videre fra sit oplæg til sangen ”Manslaughter”. For stakkels mænd, må du nok forstå.
Udover sønnike hev Ice-T faktisk også sin datter, Chanel, ind på scenen. Hun så mildest talt uimponeret ud, men smed dog hurtigt et par djævlehorn og råbte med på ”Talk Shit, Get Shot” og sad ellers på skuldrene af storebror det meste af det resterende sæt, der blev fremført ganske overbevisende og uden yderligere overraskelser.
Et tag-selv-bord af hardcore og rap metal
Body Count viste en soleklar udvikling i deres musik. Vi fik cirka 1/3 af sættet fra det eponyme debutalbum og så ellers drypvis sange fra alle albummer indtil de to nye numre, der forventes udgivet i efteråret. Bandet spillede supertight, og hverken Ernie C eller Ice-T så ud til at ville skrue ned for tempoet lige foreløbig. Ice-T er en karismatisk frontfigur, men jeg tror nogle gange, at han glemmer, at resten af verden ikke nødvendigvis er som USA. Da han fx proklamerede, at ”Cop Killer” var den nye danske nationalsang, så jeg ikke mange, der forstod koblingen. Det er et medrivende og fedt nummer, men tematikken er langt fra Danmark – heldigvis.
