En dreng eller en pige
Vi skal tilbage til Royal Arena 2017 for at finde denne anmelders første og hidtil eneste levende bekendtskab med M. Shadows og resten af A7X (dagligt akronym for Avenged Sevenfold). For øjnene af et fremmøde i tusindfold, herunder redaktionens udsendte skribent, fremstod amerikanerne dengang både uoplagte og energiforladte. Langt mere opløftende virkede præstationen den næstfølgende sommer på Copenhell, hvor de virkelig formåede at tænde op under festivalens publikum. Det kunne altså både blive en dreng og pige, da kvintetten på bagkant af seneste skud på studiestammen, Life Is but a Dream … fra 2023 stemplede ind som onsdagens sene hovednavn på Helvíti.
’They just don’t understand’
Til lyden af de taktfaste tilråb ’Sevenfold, Sevenfold…!’ oplystes bagtæppet på Helvíti og afslørede citatet ’They just don’t understand’. En frasering, der i mere end en forstand skulle vise sig at indramme en forestilling, der rejste flere spørgsmål, end den gav svar. Jeg har aldrig betragtet mig selv som den helt store entusiast udi A7X, om end jeg ikke kan sige mig helt fri for ved festlige lejligheder at have spillet en ond omgang luftguitar til bangere som ”Hail to the King” og ”Nightmare”. Hunden lå da også begravet helt andre steder. Det stakkels kræ blev således allerede forsøgt stranguleret under ”Game Over” og ”Mattel”, der begge optræder på amerikanernes ovennævnte og mere eksperimenterende album. Iført sort elefanthue tonede den navnkundige forsanger frem på scenen, alt imens han nærmest klynkede sig vej gennem gruppens nye og mildt sagt ekskluderende udtryk.
A7X var tidligere mere låste på udgivelser som City of Evil og selvbetitlede Avenged Sevenfold, hvor kommercielle hensyn vægtede tungere end kunstnerisk frihed. Den autentiske kærlighed til det progressive spektrum havde derfor fået væsentlig mere albuerum, denne onsdag på hovedscenen. Jeg savnede dog i den forbindelse en fundamental forståelse for præmissen, når man spiller på Copenhell. Her skal sætlisten naturligvis afspejle og omfavne det hærdebrede segment, som festivalen sædvanligvis udgøres af. På en aften, der emmede af ’endnu en tur i hamsterhjulet’ skilte netop ”Hail to the King” sig marginalt ud. Det udfoldede sig dog hverken med puls endsige optræk til fællessang på bakken bagved festivalens hovedscene, som vi så ofte har hørt den gennem årene, når de største navne har budt op til dans.
Det var dermed kun de mest dedikerede fans på den anden side af bølgebryderen, der havde interesse i den sidste halve times navlepillende ligegyldigheder. Rastløsheden, gaben og ømme lemmer havde i hvert fald for størstedelen af det øvrige publikums vedkommende indfundet sig for længst. Da klokken passerede 22:22, burde mareridtet være tilendebragt med … ja, netop ”Nightmare”. I kølvandet på en af bagkatalogets øvrige klassikere, ”Bat Country”, havde en times penge således været alt rigeligt.
Han, hun eller hen
I disse tider kan vi som bekendt aldrig antage køn uden fare for at støde nogle på manchetterne. Spørgsmålet hvorvidt M. Shadows med følge fik fostret et køn af den ene eller anden slags, stod alt andet lige stå åbent til fortolkning. Eller sagt på anden vis: Der blev samlet set leveret hverken mere eller mindre end hvad, vi som minimum kunne forvente af en gruppe med den erfaring og diskografi til disposition. Trofaste følgere forlod givetvis det nedslidte betonunderlag for Helvíti fint tilfredsstillede. Derimod er det yderst tvivlsomt, at onsdagens sene koncert har sendt fanklubbens afdeling for udstedelse af nye medlemsbeviser på overarbejde.
Det hjalp heller ikke, at momentum konstant blev punkteret ved den skiftende eksekvering af up-tempo skæringer og blodfattige ’sjælere’. Det slags var simpelthen dræbende for dynamikken, når nu de fleste egentlig bare gerne ville feste fredag aften. Vi var i øvrigt forud for aftenens begivenheder i den ulyksalige situation, at der højst overraskende var udstedt forbud mod fotografer i graven foran scenen. Dette satte egentlig blot den helt igennem kønsneutrale oplevelse yderligere i relief. For AX7 mødte muligvis op. De virkede bare yderst sjældent som nogle, der for alvor ønskede at være til stede.
Sætliste:
1. Game Over
2. Mattel
3. Afterlife
4. Hail to the King
5. Buried Alive
6. Fiction
7. Bat Country
8. Nobody
9. Nightmare
10. A Little Peace of Heaven
11. Save Me
12. Cosmic
