Øvelse gør mester
’Efter en dårlig generalprøve følger en god premiere,’ lyder det gamle mundheld. Det har nu i tilfældet Asinhell nok nærmere handlet om tilstrækkeligt antal timer i ’øveren’ (læs: garagen hos trommeslager Morten Toft Hansen, også kendt som Molle's Man Cave). Pålidelige kilder kunne således berette, at debutkoncerten i Pumpehuset blev afviklet med lyriske tekstark plastret til scenegulvet. Et amatørlignende træk, der kunne undskyldes, hvis altså ikke ’dødsdilletanterne’ havde været fuldbefarne musikere, der gennem årtier har huseret på prominente adresser som Volbeat, Hatesphere, Morgoth og Invocator. Ikke desto mindre var vi faktisk overvejende tilfredse med trioens udspil, Impii Hora, der har været ude i æteren siden september sidste år. Min kollega havde forinden taget en snak med guitarist Michael Poulsen, der blandt andet endnu havde drømmen om at optræde på Copenhell til gode. En drøm der altså nu, blot et år senere, er blevet en realitet. Man kan dermed ikke just tale om den slagne vej, som langt de fleste navne på den danske scene må følge, før jobbet på Refshaleøen bliver aktuelt. Samtidig står Michael Poulsens status som Volbeats feterede superstjerne i skærende kontrast til Hansens daglige virke som Park og Vej-chef ved Næstved Kommune.
Hvad var det nu, vi skulle?
Nej, nu har jeg aldrig … en punktlig kommunal ansat! På slaget 20 nul dut slog trommeslager Morten Toft Hansen bagsædet i taburetten til tonerne af ”Desert of Doom”, tredje og seneste single fra debutudgivelsen. Sandt at sige var jeg ikke uforbeholdent imponeret af Marc Grewes growl, der virkede flad, kønsløs og blottet for guttural dybde. Det strengevridende triumvirat bestående af guitaristerne Michael Poulsen, Flemming Lund og Jacob Hansen på bas levererede derimod en ultraskarpt skåret åbner, der med undtagelse af en enkelt kvindelig crowdsurfer dog manglede at få helt fat i pladsens publikum. Det gjorde til gengæld opfølgende ”Trophies”, hvor vores veninde fra første nummer tog endnu en tur ud over menneskehavet. I mellemtiden kunne en svært veltilfreds Toft Hansen betragtes på scenes storskærme, som han sad der iført sort hoodie med Deaths ikoniske bandlogo på ryggen. Og netop det legendariske dødsorkester kom senere til at spille en mindre, men ufrivilligt komisk rolle i aftenens sæt. Det var nu ikke de eneste amerikanere, tankerne blev henledt på, da Grewes hæse røst forud for ”Pyromantic Scryer” atter lød med forespørgslen om, hvem der var friske på en omgang OSDM. Således kunne tydeligt fornemmes, at de omkringstående ligesom overtegnede på festivalens førstedag havde frekventeret Gehenna. I ved, der hvor Jungle Rot som den enlige svale spillede koncert med tilforladelig lyd på skovscenen nær efterhånden legendariske Brooklyn Bar.
Herfra blev det stramt. RIGTIG stramt! ”Inner Santicide”, ”The Ultimate Sin” og især andensinglen, ”Island of Dead Men”, illustrerede til fulde, hvor kæmpestort et scoop det har været at hive manden bag Invocator med ombord. Og skulle der herske tvivl, ja, så var det bare at fæstne blikket mod den forreste del af publikum, hvor en vild circlepit akkompagneret af vildfarne ølkrus havde manifesteret sig. Se, nu husker du formentlig Hansens Death-hoodie (der i øvrigt for længst var røget sig en tur). Det gjorde Grewe til gengæld ikke, hvilket virkede noget ejendommeligt. Dels på grund af episoden i Pumpehuset, og dels fordi han allerede under ”Pyromantic Scryer” havde bukket sig ned for at stirre temmelig intenst ned i scenegulvet (lyrik eller sætliste, tja hvem ved?). Ikke desto mindre knækkede filmen en anelse her, og covernummeret af Deaths ”Leprosy” blev ikke leveret med helt samme snert og overbevisning som gruppens eget materiale. Billedet ændrede sig dog en kende, da vi rent faktisk fik ”Wolfpack Laws”, som Grewe var kommet til at annoncere en postgang for tidligt. Eller som han sagde, ja, havde de jo kun udgivet et album, og var derfor nødt til at fylde lidt ekstra på.
Så skete det. For første og eneste gang trådte Volbeats karismatiske forsanger frem til mikrofonen. Ikke for at give et nummer, men for i forlængelse af den obligatoriske introduktion af bandet at dedikere aftenens koncert til ’Toke’, der desværre ikke kunne være med her til aften. Det efterfølgende titelnummer, ”Impii Hora”, nåede som en af de få gange under hele festivalen helt hen til foden af bakken, hvor et væld af næver og horn blev hævet mod den mørkegrå himmel. Med en insisterende støvregn piskende i ansigtet det meste af dagen samt en faretruende tiltagende blæst frygtede vi en gentagelse af fredagens syndflod. Denne udeblev dog lykkeligvis, og i stedet kunne ”Fall of the Loyal Warrior” som den oplagte lukker sætte punktum for 57 minutter, der både bød på generisk dødsvokal og tenderende guddommelig strengeleg.
Almost-in-hell
Det er nok ikke for meget at sige, at en gennemgående skepsis over for Asinhell som indslag på Copenhells næststørste scene havde taget bo i en stor del af redaktionens medlemmer, ikke mindst nærværende anmelder. Det er heller ikke nogen hemmelighed, at netværk er af altafgørende betydning. Ej heller kan det fornægtes, at især Michael Poulsen er et tilløbsstykke, der ved sin blotte tilstedeværelse i et projekt som Asinhell tiltrækker sig en enorm opmærksomhed. Ikke mindst når vi husker på, at Poulsen jo inden Volbeat slog sine folder i Dominus. Med det sagt, så skal jeg også være den første til at indrømme, at hypen denne gang ikke har været helt ufortjent. Poulsen har ikke alene en helt abnorm ’stage presence’, han er samtidig en gudsbenådet lead guitarist. Ligeledes skal der også lyde endnu et skud ud til Jacob Hansen for helt eminent arbejde på den firestrengede.
Når vi ikke når helt ned i det sorteste helvede, så skyldes det forsanger Marc Grewe. Til trods for sporadiske peaks hid og did, så savnede jeg over en bred kam fylde, dybde og karakter. Når man samtidig tager fadæsen fra Pumpehuset in mente, så er det alligevel utroligt, at man ikke har lært fra dengang. Det mindste, man kan forvente, er, at forsangeren har styr på sine tekster for slet ikke at tale om rækkefølgen på sætlisten. Det andet virker uprofessionelt, uforberedt og fremfor alt uengageret. Måske var det årsagen til, at det kun var ’pitten’ længst fremme, der fejrede afviklingen af leadsinglen, mens den resterende del af publikum indtog rollerne som tavse iagttagere. Men meget symptomatisk for en koncert, der havde sine udsving. Michael Poulsen-effekten rækker tilsyneladende kun så og så langt.
Sætliste:
1. Desert of Doom
2. Trophies
3. Pyromantic Scryer
4. Inner Sancticide
5. The Ultimate Sin
6. Island of Dead Men
7. Leprosy (Death cover)
8. Wolfpack Laws
9. Impii Hora
10. Pits of Utumno / Ridden with Disease / Internal Bleeding
11. Fall of the Loyal Warrior