FOTO: CL photography
Tiltagende mørke
Gensynet med metalcore-mastodonterne Parkway Drive stod for undertegnede som et af årets mest imødesete indslag på Hades. Første gang australierne besøgte Copenhell var i 2013. 10 år senere skriver vi så sommeren 2023, og kvintetten, der siden 2006 har formået at fastholde samme line-up, var sent onsdag aften klar til at indtage Danmark for sjette gang med deres højenergiske og eksplosive sceneshow. Hvis frygten for en gentagelse af den lettere amputerede forestilling) under surferdrengenes seneste besøg på noget tidspunkt hang i luften, blev denne manet i jorden allerede fra første færd.
Losset i løgene af en kænguru iført stålsnuder
Hvis ikke man vidste bedre, kunne man foranlediges til at tro, at danske Lamentari havde forvildet sig ind på den forkerte scene onsdag aften. Scenen var således blot oplyst af maskerede fakkelbærere, der indtog scenen i andægtigt tempo til ildevarslende orgeltoner. En yderst effektfuld intro til sætåbneren ”Glitch”, der fik en velfortjent reprise under ”Crushed”, hvor hele scenen stod i lys lue. Et spektakulært skue, der udløste prompte kvittering fra publikum. Og netop symbiosen mellem Parkway og publikum var blandt de centrale ingredienser på en aften, hvor ALT klappede fuldstændig upåklageligt!
En anden lille genistreg var en skarpt trimmet sætliste, hvor unødigt fyld som ”Karma” og ”Idols and Anchors” sikrede en dynamisk fremdrift. Numre som ”Prey”, ”The Void” og ikke mindst ”Shadow Boxing”, med sin intense vekselvirkning mellem Winstons growl og de følsomme strygersekvenser virkede revitaliserende for den ellers så udskældte Reverence, der ramte gaden tilbage i 2018. I alt blev 13 numre afviklet – alle med uhørt høj kvalitet. Her bliver jeg nødt til at knytte en kommentar til den bevægende ”Darker Still” fra gruppens seneste album af samme navn. Efter Mötley Crües håbløse indslag med mobillys, virkede australiernes ditto anderledes effektfuldt. På daværende tidspunkt var onsdag netop blevet til torsdag, og minsandten om ikke den sensitive stemning fik sat gang i indtil flere eksempler på ’slow-dance’ blandt publikum.
Med fare for at gentage mig selv, så var publikum virkeligt engageret gennem hele koncerten. En enestående bedrift, der næsten udelukkende kan tilskrives den fabelagtige udstråling, glæde og energi forsanger Winston McCall fremviste: Flyvende frontspark forud for ”Vice Grip”, der ville gøre selv David Lee Roth misundelig. Fremvisende et selvsiddende Colgate-smil, da han inden ”Bottom Feeder” huskede at takke ydmygt for den prisværdige opbakning. Og så kunne hverken Hitchcock, Scorsese eller Nolan have skrevet en bedre slutning end den på alle måder massive ”Wild Eyes”, der med sin velkendte korsang sendte tankerne ned ad mindernes allé til 2013, hvor Parkway Drive som dengang ubeskrevet blad, gæstede Copenhell (og Danmark) for første gang.
Ingen boomerangeffekt her!
Det er sjældent, der ikke kan sættes fingre på en forestilling. Om ikke andet, så bare en enkelt. Det kunne der bare ikke onsdag aften! 20 år inde i karrieren har Parkway Drive aldrig lydt bedre. Et suverænt sammenspillet orkester, der udstråler en vidunderlig energi og spilleglæde – frontet af en af sin generations mest suveræne livevokalister! Hvis man skulle sidde og tænke ’arhh, rooollig nu’… så må jeg dertil sige ’NEJ. Bare NEJ! Alt, hvad der blev sendt afsted scenen, kom tifold tilbage med den tilsigtede effekt. Med to arme strakte over hovedet og næverne knyttet i triumf, bedst som jeg atter entrerede presseteltet, må konklusionen være: Fem års interval mellem visitterne fra ’Down Under’ er alt for meget!
Sætliste:
- Glitch
- Prey
- Carrion
- The Void
- Soul Bleach
- Vice Grip
- Dedicated
- The Greatest Fear
- Shadow Boxing
- Darker Still
- Bottom Feeder
- Crushed
- Wild Eyes
Kommentarer (1)
Steff
?!
For det første! Karma og Idols er ikke unødigt fyld!
For det andet: er ikke helt sikker på, at antallet af besøg i Danmark er helt korrekt :-)