Foto: Claus Ljørring
Dejlig dansk død
Et band med mere end 20 års erfaring i at levere kompromisløs dødsmetal inviterer som regel til en teknisk opvisning i, hvordan man ødelægger et spillested fuldstændig. Når det Amager-baserede orkester PitchBlack samtidig spiller på hjemmebane, er der på forhånd dækket op til en vaskeægte dødsfest.
Energien og den kontante liveoplevelse er utvivlsomt i centrum, når der med uforfalsket vildskab fyres melodiske riffs afsted i sjette gear, særligt inspireret af den svenske melodiske skole a la At The Gates og The Haunted. Med en nyere udgivelse i bagagen og en finaleplacering på årets CMF-program var forventningerne til de lokale veteraner skruet helt i top.
Stratocastere, stankfaces og kompromisløst tæsk
Uden mellemliggende taler eller introduktioner blev sættet skudt i gang som et missil. Det var hurtigt, brutalt og kontant fra første sekund. De fem amagerkanere indtog scenen på Beta med nådesløs energi og viste hurtigt, at de ikke var kommet for at lulle publikum i søvn.
Meget iøjnefaldende var det, da de to guitarister indtog scenen med klassiske Fender-guitarer, som normalt hører hjemme i en mere afdæmpet genre. Særligt Jens Peter Storms Stratocaster kunne lige så vel have skudt et John Mayer-riff af, hvis ikke der havde sneget sig en lille hot rail-pickup ind på broen. Men Storms mimik og udtryk leverede det diametralt modsatte. Jose Cruz, også bevæbnet med en Stratocaster – dog temmelig modificeret – holdt heller ikke igen med høj energi og headbanging i allerhøjeste fart. Ærligt synes jeg, det er forfriskende at se PitchBlack sværge til klassisk teknik, da langt de fleste lignende bands var dukket op med en sylespids Solar-guitar med syv eller otte strenge.
Storms helt perfekte stankface under de tungeste passager løftede helhedsindtrykket yderligere og gav undertegnede et stort smil på læben op til flere gange. Medlemmerne er måske nok ikke født i går, men de husker og besidder tydeligt ungdommens energi, som blev leveret uden den mindste tøven på den lille Beta-scene. Særligt frontmand Daniel Fonseca var fuldkommen ustyrlig og leverede næsten pletfrit gennem hele sættet, mens han navigerede ubesværet mellem gennemborende screams og dybe growls.
Publikum var dog lettere afventende i store dele af sættet. PitchBlack kæmpede med at få gang i de mørbankede sjæle, og selvom der blev opfordret til mere energi, forplantede denne sig aldrig helt ned til de bagerste rækker.
Blandt højdepunkterne synes jeg særligt, at temposkiftet i "Celebrate Your Death" og talkbox-seancen på “Here to Stay Crusty” gav lidt ekstra kant og beviste, at teknikken ikke fejler det mindste i det instrumentale. Ydermere var det, som om at vreden tog et lille nøk opad, da der på “La Hora De La Muerte” blev skiftet til spansk på vokalen. Der blev spillet numre fra forskellige æraer i bandets mere end 20-årige karriere, og nogle numre ramte mere plet end andre. Generelt set så var publikum med på balladen, men der blev aldrig helt trængt ind til kernen af Betas muligvis trætte og mættede publikummer.
Fuld gas til sidste krampetrækning
‘Vi er meget taknemmelige. Men vi kommer ikke med fred’, lød det fra scenen i starten af showet – og de holdt ord. PitchBlack gav alt, hvad de overhovedet havde i sig på Beta, og man kunne ikke sætte en finger på hverken vilje eller engagement. Dog var det festivalens sidste krampetrækninger, amagerkanerne kæmpede imod, og det var langt fra forgæves, men det gik heller ikke op i en højere enhed.
PitchBlack indfriede mange af forventningerne til deres optræden og beviste endnu en gang, at erfaring og smadder er en smuk og dødelig kombination.
