Dansk melodød vs. 2025
Siden dannelsen i 2003 og debuten Designed to Dislike i 2007 har PitchBlack hørt til den danske melodiske death/thrash-scene. Her har de med solid reference til den svenske side af Øresund i alt udgivet tre skiver, inden turen er kommet til bandets fjerde fuldlængdealbum, Walking on Burning Ground. Siden seneste udgivelse, Death & Disbelief, er Jose Cruz tiltrådt som guitarist, så PitchBlack fremstår som en kvintet. Walking on Burning Ground er tematisk tænkt ind i 2025 med spændinger, polarisering og konflikter – personlige, interpersonelle som internationale.
Hvem slås vi mod?
”Let’s Fight” lægger kæberystende an med tempofyldt thrashy metal i velkomponerede riffs og groovy stykker. Et potent udlæg, som også giver et fint billede på Daniel ”Danihjel” Fonsecas spændvidde i stemmen. Det leder direkte over i ”La Hora de la Muerte”, der med glimrende guitarstykker og rytmelinje fremstår mere som thrash end melodisk dødsmetal – det hænger sammen og er skivens klart bedste nummer. Et solidt udlæg med bund og dybe hug.
På begge numre er det dog tydeligt, at såvel trommer som forvrænget, rungende bas har fået en mere selvstændig plads end på tidligere udgivelser. Og fra ”Evil Prevails”, med sin start-90’errockede indledning, og frem giver det en tiltagende oplevelse af, at instrumenterne spiller for sig selv snarere end sammen. Det kan selvfølgelig anskues som en direkte kommentar til polariseringen og konflikterne, at slås om opmærksomheden, men lyttermæssigt giver det en ujævn, mudret og usammenhængende oplevelse.
Det kommer oveni et væld af virkemidler. Der er masser af attitude og endnu flere referencer til for eksempel giganterne i At the Gates og Dark Tranquillity, mens tankerne også kan flyve mod blødere Megadeth og andre steder mod Soilwork – sågar Invocators Weave the Apocalypse blev overraskende noteret. Hvis det virker som mange henvisninger på én gang, svarer det lidt til den musikalske polarisering på skiven.
Det gør sig gældende på for eksempel ”Here to Stay Crusty”, som muligvis er tænkt som Walking on Burning Grounds store komposition. Men i alle de forskellige udtryk slår nummeret nærmere huller i luften end luften ud af maven på lytteren. Det samme gør sig gældende for singleudspillet ”Emotionless Blessings and Fine Dining”. Og det er egentlig synd, for der er masser af gode momenter. Som helhed fungerer det bare ikke, delene er adskilt, for slapt gennemført; en oplevelse, der forstærkes, når albummet sammenlyttes med det glimrende The Devilty eller Death & Disbelief. Mange af delene på Walking on Burning Ground virker dog til at have potentiale til en god koncert, så det bliver interessant at lytte numrene i liveversion.
Undervejs taber pladen pusten på for eksempel ”Burn the Cross”, ”Crossing the Line” og ”No Apology”, som synes gumpetunge gentagelser af numre hørt før – groggy mudderbrydning mere end groovy, hårdtslående, melodisk dødsmetal. Så selvom ”Last Chance” afslutningsvis slår flot knude på pladen, kan titlen virke mere selvrefleksiv mod skiven end sine lyttere.
Ingen knockout her
Alt i alt fremstår Walking on Burning Ground som en ujævn plade uden positive overraskelser. Den kommer til at virke mere forvirret end cementeret med de mange udtryk, hvor instrumenter kæmper mod hinanden frem for den verden, musikken er vendt mod. Der er bestemt gode numre og mange velkomponerede elementer, men i det store hele opleves Walking on Burning Ground som en skuffelse, hvilket også understreges i sammenligning med tidligere bedrifter.
