Bøffel på krykker
Allerede deres logo røber, at de er et syrerockband – for King Buffalo anvender nærmest samme skrifttype som jointpapirpakkerne. Spørg ikke, hvor jeg ved det fra. Bandet blev dannet i 2013 og er fra byen Rochester. Hvis man skulle være i tvivl om, hvor i verden den by befinder sig, så blev det hurtigt opklaret af den særdeles besofne mand blandt publikum, som vedblivende råbte “Merica!” gennem hele koncerten. Frontmand Sean McVay har til trods for dette en særdeles canadisk hobby: hockey. Det var også i hockeykampens hede, at han brækkede sin ankel, og denne aften humpede han derfor krykkebåret over scenen. Det er agtværdigt, at han fortsætter touren trods skaden. Spørgsmålet er, om King Buffalos musik også havde brug for krykker eller kunne slå den soniske puck durk i målnettet.
Kolossal minimalisme
Ét ord kunne indramme flere af aftenens koncerter på A Colossal Weekends første dag: minimalisme. Hvis man blundede et øjeblik (hvilket til tider var fristende, da dagen lakkede mod enden), kunne man misse dem: de små skift i tempi, der bandt sangenes ofte cykliske sentenser sammen. Denne spillestil er både King Buffalos styrke og hæmsko. På den ene side er særligt trommeslager Scott Donaldson og frontmand McVay særdeles velbevandret i de små sko, som minimalismens versefødder vandrer i. De skaber et sammenhængende hele og er så hamrende dygtige, at de får de knudrede kompositioner til at lyde som ren strengeleg. På den anden side kræver minimalismen både stor opmærksomhed, koncentrationsevne og tålmodighed. Selv besidder jeg kun de tre egenskaber i særdeles små mængder. Mens sangene fungerer i studieversionen, var fremførslen af dem denne aften en anelse mat. Således forekom koncerten nærmest søvndyssende, da den manglede en større fremdriftskraft. Enkelte gange vågnede energien dog til dåd, og i de momenter viste King Buffalo sin royale status som en af den psykedeliske rocks regenter. Det hev den samlede kvalitet vældigt op. Desværre endte vi tilbage i, hvad der bogstaveligt talt var vuggemusik, idet rytmerne fik publikum til at vugge frem og tilbage i en trancelignende søvngængertilstand, hvis ydre fremtoning ikke røbede, om der var tale om henført hengivelse til musikken eller ren kedsomhed. Nogle blandt publikum havde dog en fest; nok mest dem på stoffer, for min sidemand havde i hvert fald røget andet end Prince Light. Bassist Dan Reynolds leverede dog en bundsolid bas, og lydbilledet var fint disponeret, så alle instrumenterne sedimenterede sig i deres eget lag. McVays vokal var ligeledes velklingende med en charmerende 70’erklang, som klædte kompositionerne godt.
Musik til soløl
På en grønklædt græseng i solen med en kold øl vil King Buffalo nok være den perfekte stemningsmusik, men her i nattens mulm og mørke var energien en anelse mat. Ved de sidste to numre genvandt de dog en del momentum, og jeg ville ønske, at de havde holdt det energiniveau koncerten igennem. Der er ingen tvivl om, at King Buffalo er særdeles habile musikere, som kan deres kram. Desværre kom bandet bare ikke rigtigt ud over scenekanten. Det er jo også svært at stagedive på krykker, og muligvis er bandets præstation mærket af den fremskredne aftentime samt McVays tilstand. Han fortjener dog en klapsalve for alligevel at gennemføre, også selvom koncertens kvalitet ikke var helt gennemført.
